Læsetid: 4 min.

Matisse i jordhulen

8. februar 1999

FORLEDEN DAG kommenterede museumsdirektør Allis Helleland i Radioavisen sit museums bemærkelsesværdige særudstilling af billederne fra diverse Henri Matisse-kollektioner med hjemsted såvel i fædrelandet som i Moder Rusland. Tilsammen udgør disse billeder den vel nok fornemste sammenstilling af Matisse-værker, der til dato har kunnet beskues på disse breddegrader. Der er tale om en hel stribe af hovedværker fra den store malers hånd, billeder vi som antydet kender fra egne samlinger, men nu set i meningsfuld sammenhæng med andre - for de fleste danskere hidtil ubesete og kun fra reproduktioner kendte - værker, tilhørende Eremitagen i St. Petersborg. Med fuld ret var direktør Helleland stolt af sin egen og det nyrenoverede museums bedrift. Og i sandhed en sådan. Udstillingen er af en beskaffenhed, der sikrer den plads i dansk museumshistorie. Man behøver dertil ikke være fagmand for at fornemme vanskelighederne ved at få et sådant arrangement op og hænge.

NETOP DETTE sidste drejede radiointerviewet sig om: ophængningen. Dén er nemlig også af en beskaffenhed i særklasse og bør som sådan indføjes i museumshistoriens skandaleregister. For læsere, der ikke har aflagt Statens Museum besøg i anledningen eller stiftet bekendtskab med den sønderlemmende kritik, vil det hjælpe på forståelsen blot at referere fra omtalte radiointerview. På reporterens spørgsmål på baggrund af de rasende indvendinger, hvorfor billederne er ophængt som de er, svarede Allis Helleland - ikke noget med sikkerheden eller lignende forventeligt og i givet fald mere forståeligt - men med henført glød i stemmen, at Henri Matisse's billeder er af så lysende kvalitet, at de såmænd ville kunne udstilles i en mørkelagt jordhule. Sådan nogenlunde ordret, svarede museumsdirektøren, hvilket var en slående beskrivelse af den måde, hun selv og hendes stab rent faktisk har behandlet denne enestående sammenbragte samling. De i alt 79 Matisse-billeder er banket op på en række massive skillevægge besprøjtet med metalglinsende grå lak, stablet ind i det nye museums mørkeste og mest ucharmerende sal i det indre af bygningen. Uden antydning af dagslys er museumsgæsterne henvist til at beskue lysets maler i de overhængende reflektorers skærende spots. En sær oplevelse at skulle abstrahere fra takkede skygger fra pragtrammernes udskæringer i maleriernes overkant. Place des Lices i Saint-Tropez og Arcueil's gader med himlen i skygge, eller Zorah med panden i mørke som følge af et museums tankeløse dispositioner. Dertil er de hæslige skillevægge anbragt så tæt på hinanden, åbenbart for at få plads til hele kollektionen i ét rum, at de besøgende ikke kan skaffe sig fornøden afstand til billederne og i øvrigt må skubbe og mase. En sært klaustrofobisk affære og ganske rigtigt som Helleland selv bemærkede: Matisse i en jordhule. Desværre fik radioreporteren ikke spurgt direktøren, hvem der egentlig har fornøjelse af, at Statens Museum således med vold og magt og kunstigt amatørsat lys og gråmetallic-lakerede dominante snævertstillede skillevægge søger at bevise for alverden, at Henri Matisse kan klare sig i et high tech hul i jorden. Hvad drejer øvelsen sig om? Er det et mål i sig selv at vriste kunsten fra naturen og præsentere den i en neonverden? Hvad er meningen? Hvor er museumskunsten henne? Hvorfor har Allis Helleland og museets arkitekter for eksempel ikke sat deres åndssvage skillevægge op i det enorme dagslysrum ud mod resterne af Østre Anlæg? Et i øvrigt til den permanente samling uanvendeligt område, der er blevet til ved den bekostelige ombygning af museet, som ikke kan bruges til koncerter, fordi akustikken er for ringe, men som sagtens kunne være ramme om Matisse. Uden skygger. Pourqoui, som Henri ville have sagt på fransk, om han stadig kunne protestere.

HARMEN OVER at denne oplevelse af Matisse som følge af udvist inkompetence til overmål udvikler sig til en anti-oplevelse og føles som voldshandling mod en sagesløs afdød, en despekt for kunstens konkrete udtryk: værkerne, billederne, må nødvendigvis for ikke at slå indad i afmagt og bitterhed forsøges bragt på et eller andet niveau, hvor man i bedste fald mener, der er en lære at drage. Hvis der altså er det.

SIGNALET ER for så vidt klart nok. Og skønt fænomenet efterhånden er beskrevet til hudløshed og kommenteret i alle legemsdele, sker der - desværre - næppe alverden ved atter at påpege visse kunstneriske megainstitutioners overvejende tendens til at betone evenementet og ligervis underordne det egentlige, for eksempel kunsten, en række sagen uvedkommende manipulationer. I Matisse-udstillingen er denne tendens så synlig som nogensinde og kom således også yderligere frem i interviewet med Allis Helleland. Den opmærksomme lytter lagde nemlig mærke til, at indramningen - uanset at en sådan udlægning givetvis vil blive afvist - lige så stille blev hovedsagen. Faktisk redegjorde Allis Helleland omhyggeligt for, hvorledes museet bevidst har ophængt billederne på en sådan måde og med en sådan baggrund, at publikum er tvunget til at koncentrere sig om dem. Man måtte derfor forstå som konsekvens af denne noget forbløffende tankegang, at de bastante skillevægge, den skærende, skyggende belysning, samt udelukkelsen af dagslyset er en del af denne pædagogiske tvangsforanstaltning. Museet har, fremfor neutralt at låne vægplads til hovedsagen, stillet sig mellem publikum og værket, og med stålrammer og metallak og fanden og hans pumpestok gjort opmærksom på sig selv som hovedsagens ligestillede. Det minder om Det Kgl. Teaters markedsføring i disse år, der er lige så pinlig, som den er plat, og som eksponerer institutionen før dens værk. Sådan, skal Allis Helleland have at vide, virker resultatet af hendes jordhuletankegang. Ak og ve, for hun bedriver dog så meget godt. mtz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu