Læsetid: 3 min.

Medicin ender i miljøet

Ingen har styr på de miljøfremmede stoffer, der forlader de syges kroppe, konkluderer et speciale fra Roskilde Universitetscenter
3. december 2005

Resterne af mere end 1.000 aktive stoffer i medicin bliver uden kontrol sluppet ud i spildevandet, både fra hospitalerne og de private toiletter. Blandt stofferne er der radioaktive isotoper, cellegifte, hormoner og andre miljøfremmede stoffer, der forstyrrer hormonbalancen hos dyr og mennesker selv i meget små mængder. De kan også fremkalde kræft. Mange undersøgelser tyder på, at der findes rester af lægemidler overalt i miljøet.

"Man kender ikke risikoen. Der findes kun miljøoplysninger for cirka en procent af de eksisterende lægemidler," siger Jette Wille Lentz. Hun har skrevet speciale om lægemiddelrester i hospitalsspildevand på Roskilde Universitetscenter, Institut for Miljø, Teknologi og Samfund.

Hendes undersøgelse viser blandt andet, at zebrafisk skifter køn, når de udsættes for hospitalsspildevand: Han-zebrafisk begynder at danne hunligt æggeblommeprotein , når de udsættes for ti procent hospitalsspildevand. Ved 20 procent var der 22 hunner og to hanner.

En gråzone

Kemiske stoffer hører under Miljøstyrelsen, men ikke hvis de findes i lægemidler. Lægemiddelstyrelsen har ansvar for deres virkninger og bivirkninger i kroppen. Men ikke når de udskilles og skylles ud. Miljøreguleringen af lægemidler befinder sig i en gråzone, konkluderer Lentz.

Der er behov for en bedre registrering af lægemiddelforbruget og oplysninger om stoffernes miljøegenskaber, så det bliver muligt at vurdere, hvad og hvor meget der udledes fra hospitalerne, mener hun. Man har jo et princip i Danmark om at bekæmpe forurening ved kilden, men det forudsætter, at kilden er kendt.

I EU's nye kemilove, der er under udarbejdelse, vil man stille den slags krav til producenterne af alle de kemiske stoffer, der anvendes i andre produkter. Der er også stillet skærpede krav i den nye lægemiddellov, men indtil videre har man ikke grundlag for at vælge den medicin der - alt andet lige - skader miljøet mindst, eller viden, der gør det muligt at finde alle de problematiske stoffer i spildevandet, påpeger Jette Wille Lentz.

Kun få myndighedskrav

"Spildevandet fra hospitalerne er meget komplekst. Det indeholder også rester af rengørings- og desinfektionsmidler. Så jeg valgte at måle på effekterne af det samlede spildevand," siger hun. For-uden femininiseringen af zebrafisk fandt hun tydelige tegn på genetiske skader på løgplanter.

Hvidovre Hospital udleder 120.000 kubikmeter spildevand om året.

De kommunale miljømyndigheder stiller krav til hospitalsaffald og udslip til luften fra sygehusene. Der er også miljøkrav til procesvand fra hospitalernes varmecentraler og renserier. Men ikke til det almindelige spildevand.

Når patienter i kemoterapi får indsprøjtet cellegift, og andre bliver scannet efter indsprøjtning af radioaktive stoffer, havner det i urinen.

Et særligt problem er resistente bakterier. Man ved, at de opstår i særlig grad på hospitaler, hvor der bruges store mængder af antibiotika. Med forholdsvis små midler kunne man indføre ultraviolet bestråling af spildevandet, så bakterierne blev slået ihjel før blandingen med almindeligt spildevand i de offentlige kloakker.

"Jeg har lavet interview med 30 kommuner. Kun seks af dem havde stillet betingelser for sygehusenes tilslutning til kloaknettet," siger Jette Wille Lentz.

Bedre renseanlæg

På Københavns renseanlæg Lynetten har Ph.d.-studerende Kåre Press-Kristensen et projekt i gang for at undersøge, om den biologiske rensning kan klare de miljøfremmede stoffer, og hvordan den kan forbedres.

På sit lille pilotanlæg kan han ændre renseprocessen og se, hvor meget mikroorganismerne 'æder af de miljøfremmede stoffer. Det drejer sig om to hormonforstyrrende kemikalier, nonylphenol og bisphenol-A, p-pille-østrogen og to lægemiddelstoffer, der ikke er udvalgt endnu. Aktivstoffer fra blodtryksdæmpende medicin, lykkepiller, antibiotika, epilepsimedicin og smertestillende medicin er under overvejelse.

De foreløbige resultater er gode for de to førstnævnte stoffer, fortæller Kåre Press-Kristensen. Det ser ud til, at den biologiske nedbrydning kan klare mere, end man regnede med.

En bedre strategi

Manglen på en risikovurdering af aktivstofferne i lægemidler er et stort problem, tilføjer han. F.eks. anvender man ca. 50 slags cellegift i kemoterapi. Mængderne er meget små, stofferne er vandopløselige og binder sig ikke til slammet i renseanlægget. Man kan måle, at de findes bagefter i det rensede vand. Man kan også undersøge effekten på alger, dafnier og fisk, der udsættes for stofferne i 96 timer. Men langtidsvirkningen kender man ikke. Et enkelt langtidsforsøg med haletudser viste 200.000 gange større giftvirkning end den kortvarige test, fortæller han.Derfor er det svært at lave en risikovurdering, påpeger han.

"Vi skal have en strategi, der går på flere ben," mener Kåre Press-Kristensen. "Renseanlæggene skal forbedres, men samtidig skal lægemiddelindustrien påvirkes til at lave lettere nedbrydelige stoffer, og lægerne skal have mulighed for at vælge de mindst miljøskadelige præparater. Hospitalspatienter, der har fået medicin med kræftfremkaldende, genforstyrrende og radioaktive stoffer, skal bruge urinseparerende toiletter, så man kan filtrere deres urin og sende resten til Kommunekemi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu