Læsetid: 3 min.

Medicin til de fattige

30. august 2003

FORESTIL DEM, kære læser at tusinder af danskere lå døende på overfyldte hospitalsgange, smittede af en ny og livstruende epidemisk sygdom. Landet stander i våde, krisen er altomfattende, og forskere og medicinalvirksomheder kaster alle kræfter ind for at finde en kur.
Miraklet sker – en helbredende medicin kan leveres. Men prisen, der kræves, er exorbitant dyr – så dyr, at midlerne er helt udenfor rækkevidde. Så de mange syge og døende mennesker får at vide, at de må vente. Vente til patenterne på medicinen udløber om 10 eller 20 år. Vente til en række indviklede forhandlinger mellem regeringer og medicinalbranchen er afsluttet. Vente på ubestemt tid, mens flere og flere dør.
Utænkeligt, ikke sandt? Men det drama er i praksis, hvad millioner af syge mennesker i den tredje verden gennemlever i disse år. 42 millioner mennesker er smittede med hiv.
Kun en forsvindende lille brøkdel af dem får tilbudt de lægemidler, der i Danmark og andre udviklede lande dagligt bringer dødsmærkede patienter tilbage til livet.
Redningskransen findes i form af medicin, der virker. Men nogen nægter at kaste den ud til de druknende.

SKURKEN ER NEM at identificere. De store medicinalvirksomheder har længe insisteret på at vogte nidkært over deres patentrettigheder og deres mulighed for at tjene de store summer ind igen, de har bekostet på forskning og udvikling af bl.a. nye og virksomme aids-midler.
Det er sket på bekostning af fattige mennesker, som alligevel aldrig vil have en levende chance for at komme i nærheden af deres kostbare præparater. Der er tale om kunder, som medicinalindustrien ikke kan sælge til på de nuværende vilkår, og som derfor ikke udgør et interessant marked. I stedet har de magtfulde multinationale virksomheder, støttet af deres regeringer, valgt at tage verdens fattige som gidsler i striden om de hellige patentrettigheder.
Det har imidlertid kostet branchen dyrt. Medicinalindustrien har i de seneste år fået så læsterlige tæsk på deres image, at det er begyndt at gøre ondt.
Verdenshandelsorganisationen (WTO) har afgivet højtidelige løfter til udviklingslandene om, at nu ville man finde en løsning. De løfter er endnu ikke blevet opfyldt.
Medicinalindustrien har her verdens dårligste sag. Billederne af syge og døende afrikanske aids-patienter og et voksende enigt krav fra humanitære organisationer, eksperter og regeringer i de fattige lande har sat branchen under et voldsomt pres.
Medicingiganterne har – bedre sent end aldrig – vist en ny og uventet vilje til at gå på kompromis. I går tydede alt på, at verdens lande omsider var tæt på at kunne indgå en aftale, der gør op med skændslen og giver de fattige lande en forholdsvis bred adgang til at importere billig kopimedicin – og så brød forhandlingerne alligevel sammen i sidste øjeblik.

OM MINDRE END TO UGER starter Verdenshandelsorganisationens store konference i Cancun. Kan WTO ikke snart løse denne indlysende presserende sag, indforskriver organisationen sig selv som kandidat til førsteprisen i total uduelighed.
Millioner af mennesker venter på billig medicin, og lokale virksomheder i lande som Brasilien og Indien står parat til at levere den. Ud over at redde menneskeliv, kan en aftale således også sætte gang i masser af arbejdspladser og eksportindtægter i de lidt bedre stillede udviklingslande.
De bekymrede vestlige medicinalgiganter kan oven i købet selv få del i dette nye marked ved at levere store partier medicin til fornuftige priser – medicin, som de ellers ikke ville have solgt. Fornuftige mekanismer for kontrol og mærkning bør kunne hindre det, branchen selv siger, at den frygter: en syndflod af ulovlig parallelimport, hvor de billige piller finder tilbage til vestlige apotekers hylder.

EN MEDICINAFTALE kan blive det afgørende gennembrud for, at fattige lande især i Afrika begynder at tilbyde deres millioner af hiv- og aids-syge behandling. Lande som Brasilien og Thailand har allerede vist, at det kan lade sig gøre, og at det nytter – begrænsede pilotforsøg i Afrika bekræfter det samme.
Kondomer og oplysning er ikke nok – det viser virkelighedens erfaringer med al tydelighed. Forebyggelsestanken er smuk, men har ikke dæmmet op for aids-katastrofen. Heller ikke selv om vort eget Danida stædigt fastholder denne ensporede strategi i kampen mod aids.
Med adgang til billig medicin i rigelige mængder forsvinder den sidste undskyldning for ikke at sætte alle kræfter ind, både mod aids og en række andre livstruende sygdomme, der hærger den fattige verden.

ds

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her