Læsetid: 4 min.

Da medicinstuderende gik i kamp mod malerhjerne og asbest

I dag er der ingen af speciallæge Hans Klausens yngre kolleger, der kender historien om 70’ernes arbejder-akademiker samarbejde, der var med til at skabe ny lovgivning og forbedre arbejdsmiljøet. Vi var ikke så karriereorienterede, siger Hans Klausen
2. august 2006

De var medicinstuderende og yngre læger. Og de var trætte af professorvældet på medicinstudiet i 1960’erne- og 70’erne, hvor professorerne definerede, hvad der skulle forskes og undervises i.

Omdrejningspunktet for studenterpolitiken var fagkritik. På medicinstudiet blev det til en kritik af studiets manglende fokus på arbejdspladsens betydning for sygdomme.
I begyndelsen af 70’erne fik en gruppe medicinstuderende lov til at komme ind på Carlsberg Bryggeriet og måle støjniveauet, som man mente udviklede høreskader. Det udviklede sig til et samarbejde mellem arbejdere og akademikere i Aktionsgruppen Arbejdere – og Akademikere, og hurtigt kom der synlige resultater på bordet. Malerrapporten om opløsningsmidlers skadelige indvirkning på hjernen, Linoleumsrapporten, Murerrapporten, Slagterirapporten, Bryggerirapporten, Skæreolierapporten...

Speciallæge i arbejdsmedicin Hans Klausen blev færdig som læge i 1968. Mens de unge studenter besatte Sorbonne Universitetet rejste han til Paris for at studerede tropemedicin.

»Der var et stort fokus på forholdene i Den tredje Verden blandt studenterne, og man var optaget af uligheden i verden. Den konfrontation med den politiske virkelighed via engagementet i u-landene var med til at skabe grobunden for engagementet i social- og arbejdsmedicin,« siger Hans Klausen, der ikke var medstifter af den forsat eksisterende Aktionsgruppe, men meget hurtigt kom med efter hjemkomsten fra Paris.

1960’ernes stigende højkonjunktur betød gang i hjulene på mange af de store danske industriarbejdspladser, men medførte også en gryende bevidsthed om, at man ikke længere ville finde sig i det dårlige arbejdsmiljø, som man godt vidste eksisterede på mange arbejdspladser, men som ingen rigtig gjorde noget ved.

»Der var klare områder, hvor man manglede viden, og vi kunne se, at det var bevidst, at der ikke blev gjort noget. Man troede, at den daværende arbejdsbeskyttelseslov fungerede, men bare man begyndte at grave lidt i arbejdsskaderne, så væltede ligene frem fra skabet,« husker Magnus Demsitz, der i 1971 blev landets første miljøkonsulent i det daværende Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund (nu 3F).

Den frivillige indsats, som mange af de politisk engagerede yngre læger og medicinstuderende ydede, betød en guldgrube af erfaringer, mener Hans Klausen.
»Det var en anden tid dengang. Vi var ikke så karriereorienterede. Og de ting vi lavede var heller ikke ligefrem karrierefremmende. Hverken arbejdsgivere eller staten i form af Arbejdstilsynet, samt de store fagforeningsforbund – der jo måtte se påpegningen af problemerne, som en kritik af deres hidtidige arbejde – var glade for vores arbejde. Men vi kunne se, at det, vi gjorde, havde nogle tydelige konsekvenser. Vi oplevede, at der blev ændret lovgivning, og flere sygdomme blev anerkendte som arbejdsskader. Det var en stærk oplevelse at komme fra det meget jomfruelige lægestudie, der bestemt ikke relaterede sig til noget, der foregik på en arbejdsplads, og så ud i noget, der rent faktisk kunne forbedre arbejdsmiljøet. Det var en meget spændende tid,« siger Hans Klausen, der ikke kan lade være med at undre sig over, at politikerne i dag er i fuld gang med at afskaffe de såkaldte fumjreår på universitetsstudierne:

»Alt dette foregik jo i disse fjumreår, hvor den frie tid blev brugt til bevægelsesarbejde og til at engagere sig i virkelige problemstillinger uden for studiet, som var både samfundsgavnende og gav en masse erfaringer, som dem, der var med, har kunnet bruge siden hen. Det er farligt at skære det væk. Men samtidig er der jo en masse unge, der forsøger at opretholde noget luft i deres studier.«

Glemt historie

I dag kender ingen af Hans Klausens yngre lægekolleger historien om arbejder-akademikersamarbejdet. Men der er brug for at kende historien som inspiration, mener Hans Klausen.

»Personligt havde jeg meget ud af kende den historie, der lå 30 år før mig. 1930´ernes Socialistiske Medicinere, hvor folk som den senere rektor for Københavns Universitet Mogens Fog og professor i neurologi Poul Thygesen lavede samfundskritisk arbejde. De gik senere ind i modstandsbevægelsen under krigen.«

– Men eftertiden forbinder ofte 70’erne med dogmatik, ensretning og et kollektiv, der undertrykkede individet?

»Hvis man tager aktionsgruppen, så var der både DKP’ere (Danmarks Kommunistiske Parti, red.) og VS’ere (Venstresocialisterne, red.) repræsenteret. Vi vidste godt, at der blev set forskelligt på tingene, og at man ikke kunne blive enige om parolerne til 1. maj. Men i det konkrete arbejde sprudlede det jo. Man vidste hvor grænserne lå, men der blev diskuteret og afprøvet en masse ting. Der var helt klart en meget firkantet måde at se tingene på, men der var også alt det andet. Der skete en masse spændende ting.«

Hans Klausen peger f.eks. på solidaritetsarbejdet i Chile, som engagerede unge mennesker inklusiv ham selv, og Det Ny Samfund i Thy-lejren, som ikke bare endte som triste misbrugsskæbner, men førte til sociale eksperimenter op gennem 70’erne.

»Chilenerne der flygtede fra militærdiktaturet, blev jo ikke bare spærret inde i Sandholmlejren som i dag. Der var masser, der deltog aktivt i integrationsarbejdet, brugte tid og deres egne penge på det. Der var en luft under det. Hvis der er noget, der er beton, så er det integrationspolitikken i dag,« siger Hans Klausen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her