Medie-imamen

Der lå høj sne da Ahmed Akkari landede i Kastrup en kold vinterdag i 1985. Måske er det derfor, han elsker Danmarks kolde vinterbriser. Han kalder sig dansk inderst inde, men han er først og fremmest muslim, og han kan ikke lide Naser Khaders flygtningepolitik.

Allerede som syttenårig optrådte Ahmed Akkari som gæsteimam flere steder i Jylland. En velformuleret ung mand, som kunne det, hans kollegaer ikke formåede. Dansk.

Derfor er han blevet hørt i alle mulige og umulige sammenhænge. Århus kommune har diskuteret integration, islam og moske med ham, på religion.dk har han besvaret spørgsmål om islam og senest har han talt på vegne af 27 muslimske foreninger, som beskyldes for at starte brande i Mellemøsten.

Siden han blev imamernes talsmand under Muhammed-krisen, har Ahmed været omringet af medier. Hans venner driller ham med, at han tager telefonen og lader sig interviewe i søvne.

Han bliver bedt om at svare på alle muslimers vegne. Nogle gange er han venlig, andre gange svarer han med sarkasme og modspørgsmål.

Han mener ikke Dannebro skal straffes for Muhammed-tegningerne, han er imod arrangerede ægteskaber, han mener ikke omskæring er en muslimsk skik, han er gift med en kvindelig imam. Alligevel bliver Ahmed ofte spurgt om han er fanatisk.

"Jeg bruger min kontakt med gud til at stå imod med. Det er ikke fanatisme. Det er ikke sådan, at man skal gå ud og springe folk i luften. Sådan er jeg ikke," har Ahmed insisteret flere gange.

Han er vant til opmærksomhed, men ikke skjult kamera.

Kvoteflygtning

Akkarifamilien kom til Danmark i 1985 efter stridende militser havde ødelagt familiens hjem i Libanon.

Hjembyen Tripoli i det nordlige Libanon blev bombarderet 35 døgn i træk, og det kvalificerede familien til opholdstilladelse i Danmark. De bosatte sig i Hurup i Thy, hvor Ahmed blev drillet i skolen på grund af sit mørke hår og mærkelige navn.

I 1991 besluttede Ahmeds far at flytte familien tilbage til Libanon. Nogle mener, det var på grund af sygdom, Ahmed selv hævder, at det var den symbolværdi muslimer i Danmark fik under Operation Desert Storm. "Min far har altid interesseret sig for politik, og han kunne huske, hvad der skete i halvfjerdserne. En ny krise kunne forværre synet på muslimer i Danmark. Jeg var meget sur på min far. Hvordan kunne han gøre det mod os? Vi havde fået et godt liv og mange venner i Danmark, og så skulle vi hjem til et fremmed land, som vi kun huskede for krig. Det er først efter jeg har fundet islam, at jeg har fået et godt forhold til ham igen," fortæller Akkari til Dokumentarzonen på P1 tiddligere i år.

Familien vendte tilbage til Danmark året efter men kunne ikke få opholdstilladelse denne gang.

Her startede Ahmeds første medieaktion. Ålborg Stiftidende bragte artikler om familiens sørgelige skæbne, og til sidst gav daværende indenrigsminister Birthe Weis efter for presset og gav familien humanitær asyl. Siden har pressen og Ahmed brugt hinanden.

Den unge imam, rejse-imamen og volds-imamen. Pressen har behandlet Ahmed Akkari meget og måske ikke altid lige pænt.

Det gik skævt første gang, da Akkari under sin læreruddannelse var i praktik på Lykkeskolen lige ved siden af Bazaar Vest.

I 2000 måtte han modtage en betinget voldsdom for at have tævet en 11-årig dreng, der havde hevet tørklædet af Akkaris lillesøster.

En kvindelig lærer fortalte om blodige knytnæveslag, selv erkendte Ahmed, at han havde hevet drengen i øreflipperne. Både det kvindelige vidne og Ahmed blev bortvist fra Lykkeskolen, og Amhed Akkari fik 40 dages betinget hæfte.

Siden kom det frem, at Ahmed Akkari angiveligt har sagt, at han ikke ville sidde med hænderne i skødet, hvis en muslimsk pige ikke bærer tørlædet.

Kommentaren faldt i forbindelse med en aktuel sag, hvor en muslimsk pige blev sparket for netop ikke at bære tørklæde.

Det er historier som disse der er med til at tegne mediebilledet af Akkari.

Den danske hjemstavn

Den lidet flatterende omtale i medierne, og cirka 300 politianmeldelser for landsskadelig virksomhed har ikke fået Akkari til at overveje at tage tilbage til Libanon, hvor hans kone og et-årige datter bor.

Parret kan ikke få familiesamføring i Danmark, da de ikke opfylder kravet om fælles tilknytning til Danmark.

Han har modtaget adskillige trusselsbreve og opfordringer til at tage hjem, men rygter fortæller, at han i stedet leder efter lejlighed i Malmö. Det vil han hverken be- eller afkræfte.

"Danskere er meget nysgerrige, og det er en glimrende egenskab. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor de ikke interesserer sig for de etniske minoriteter, som lever i Danmark.

Derudover oplever jeg det som et positivt træk, at danskere bevarer roen, selv når det brænder på. De lader sig ikke så let provokere, og det er måske derfor, de ikke kan forstå, at muslimer bliver så provokeret af nogle tegningner,"

Protesten over tegningerne står Ahmd Akkari ved, men sagen kan gavne. Han bruger ofte eksempler fra dagligdagen, hvor danskere gør, som det passer dem i deres egen have, men ikke tilpasser sig, når de er i andres haver.

Muhammed-sagen har gjort opmærksom på det problem, og de mange interviews med udenlandske medier har for Akkari styrket den opfattelse.

De internationale medier har svært ved at acceptere, at det skulle være danske muslimers skyld, at der bliver brændt flag i Mellemøsten. En vigtig forskel som virakken kan være med til at udviske, men det kan også gå den anden vej.

"Hvorfor viser de danske medier kun flagafbrændinger? Hvorfor viser de ikke den syriske mufti, som gav en dansk journalist blomster og kindkys efter ambassade afbrændingen og lovede at hjælpe med genopbygningen? Det er den slags scener, som gør os muslimer stolte," sagde Akkari til P1 i februar.