Læsetid: 4 min.

Medie-slyngler

26. februar 1997

SELVRANSAGELSE er ikke noget, journaliststanden er særligt god til, i hvert fald ikke i offentlighedens påhør. Den iagttagelse gør Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden i sin klumme i søndags.
Når Seidenfaden overhovedet nærmer sig den i faget så tabuiserede selvrevselse, skyldes det, at han - som det ofte vil være tilfældet, når den endelig finder sted - udøver den på andres vegne. Den Levendes ledende noterer "den massive fejlbedømmelse", som Hans Engell
og den konservative folketingsgruppe i torsdags anlagde af offentlighedens reaktion på Engells spritkørsel. Men han fæstner sig særligt ved, at fejlbedømmelsen deltes af DR 1's og TV 2's politiske vurderingsmænd Bent
Stuckert og Kaare R. Schou.
Og ikke nok med det, siger Seidenfaden. I deres udsagn på skærmen i dagens løb søgte begge politiske kommentatorer - særligt Schou - "at tale sagen ned", da de forklarede, hvordan det ville ende, og hvad befolkningen ville mene: "Det var selvfølgelig en kedelig sag, men Hans Engell ville overleve. Der var fortilfælde ... befolkningen ville tilgive ... vores hukommelse er kort ... Hans Engell er en populær person ... og så videre."
Seidenfaden finder, at den beredvillige tilgivelse fra de to kommentatorer er et udslag af loge-effekten på Christiansborg, hvor det daglige samvær mellem politikere og presse nedbryder de sidstnævntes kritiske distance.
Som reform foreslår han, at tv-stationerne skiller rollerne som analytikere og reportere, og at kommentatorerne hentes udefra, enten fra den øvrige stab eller helt uden for kredsen af Christiansborg-journalister.
Spørgsmålet er, om ikke Rådhuspladsens hjørneværelse blot har fat i en lille flig af en langt større problemstilling. Nemlig tv-mediets tilbøjelighed til at blive sit eget spejlkabinet, et hulspejl, der krummer sig om sin inderkreds af personer, så de blot ser deres eget forvrængede billede og tror, det er den ganske verden.

NARCISSISME er det stof, tv er gjort af. Mens det bliver til i studiet, ser de professionelle aktører sig selv på de opstillede skærme. Og de ved, at de samtidig spejler sig i de hundredetusinder af hjem som noget, der ligner en virkelighed.
De gæsteoptrædende politikere kender mediets slagkraft og finder sig i praktisk talt hvad som helst for bare at 'være på,' for at ses og se sig. Nyeste eksempel på den endeløse række af ydmygelser, voksne mennesker vil tåle, iagttog vi i den gennemhegling, konservative politikere lod sig udsætte for efter søndagens lange opslidende indre opgør.
Mellem journalister og politikere skaber dette rollespil den gensidige kolde beregnende foragt, der ellers kun præger luder-kunde forhold - uanset at rollefordelingen i tv kan være skiftende. Foragten breder sig forståeligt nok til stuerne foran skærmene.
For at brænde igennem denne - tv-skabte - mur af kynisk skepsis hos seeren har mediet i de senere år udstyret sig selv med 'kommentatorer', der har til opgave at sortere i de forstillelser, skærmen præsenterer, og at give et billede af 'hvad der virkeligt foregår'. Interessant nok er disse kommentatorer oftest ekstra kyniske i deres vurdering af det politiske spil: Seeren skal ikke tro, vi nærer illusioner om det, vi viser her på skærmen.
Typisk er kommentatorerne i en vis forstand fagfolk. Det er bare ikke det, de har forstand på, de udtaler sig om. Journalisterne formidler ikke viden og reel sammenhæng. De efterhånden ulidelige 'valgforskere' perspektiverer ikke med politologiens faktiske indsigt i beslutningsproces og partiers og vælgeres adfærd. Og de reklamefolk, der på det seneste er budt med i koret, fortæller ikke noget om dyrtbetalte markedsføringsstrategiers fortrængning af overbevisninger. Det, kommentatorerne hyppigt udfolder, er letkøbt, højrøvet sliddersladder, klædt i negligé som ekspertudsagn.
Ved alt dette fortykkes skepsis i stuerne, også hos folk, der ellers har været tilbøjelige til at se politik som noget, der dog et eller andet sted handlede om idéer, eller som i det mindste kunne tages som en godartet spøg.

EN OND CIRKEL kører stadigt hurtigere. Også fordi skikkelige folk i det politiske liv enten står af eller bliver slynget af på grund af deres skærmuegnethed. Partierne finder sig ledere, der kan suge sig på kameralinsen og spille rollen med skærmens selvoptagede kynisme og nedladenhed.
Til syvende og sidst bliver den ideelle kommentator og den ideelle politiker én og samme selvspejlende, kyniske og nedladende person. Og - oh, skræk! - er allerede én og samme person: Uffe Ellemann-Jensen er uddannet i begge roller og spiller dem på én gang. På tv spejler Uffe sig i tv. Og den socialdemokratiske komet, vor nuværende justitsminister, Frank Jensen har trænet sig som bingovært i Ålborgs lokal-tv, vor socialminister Jespersen var harsk skærmudspørger osv. osv. Og ikke at forglemme, den ny konservative leder er også opvokset i mediets verden, omend mest på dens styrende side, men den lærer man nu vist også ganske mange tricks af.
Den skrivende presse, som med sin nøgterne distance skulle give overblik og gennemskuelighed, den handler også helst om tv, uanset dens læsere måske søger et refugium. Chefredaktører og andet skrivende godtfolk - ingen nævnt, ingen glemt - toner også gerne frem på skærmen med nye kyniske bud på de andres skurkagtigheder. Som Shakespeare lader Falstaff sige til sin konge: "Herre, vi er alle slyngler."
Sandt som dét er, skaber det alligevel social ubalance, at vor tids herskende klasse får lov til at sidde og kokettere med det for åben skærm, mens de, der ikke kan komme til orde (prøv at sende et opinionsbidrag til tv-avisen!), bare skal sidde og finde sig i det hele.
Intet under, at de, der er dømt til rollen foran skærmen, kan blive modtagelige for strømninger af selvoptaget, nedladende og foragteligt menneskesyn.
Det giver til gengæld dem, der er på, noget at tale om: Uha, hvor er vi bekymrede.
Således spejler kynismen sig videre i sit eget billede.

dr (David Rehling)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu