Læsetid: 6 min.

Mediefænomenet Friedman

Den verdensberømte amerikanske klummeskrivers seneste bog er en hyper-bestseller til trods for mange toneangivende kritikeres nedadvendte tommelfingre. Bogen er lige udkommet på dansk
15. februar 2007

BOSTON - Siden udgivelsen i 2005 er der blevet skrevet tonsvis af anmeldelser af Thomas Friedmans bestseller Jorden er Flad - en kort historie om det 21. århundrede. Få har været entydigt positive, nogle blandet, men langt de fleste negative og på grænsen til det spottende.

Alligevel fortsætter dette megaværk (nogle ville sige mega-makværk) med at sælge som varmt brød over hele verden. Indtil videre er salgs-tallet oppe på 2 mio. Og ifølge min lokale boghandler vil det fortsætte på den måde i et godt stykke tid, nu da en ájourført og udvidet version er kommet på gaden.

Forfatteren kan altså med rette svare sine kritikere, at læserne er uenige i deres dom. Hvordan skal man argumentere med sådan en kæmpe succes?

Det nytter ikke rigtigt at opfordre læserne til at glemme alt om Jorden er Flad og i stedet købe to mesterværker om globaliseringen, sådan som the Economist gjorde i sin anmeldelse.

Det britiske ugemagasin nævnte Jagdish Bhagwatis In Defense of Globalization og Martin Wolfs Why Globalisation Works. "Fordi Friedman er en berømt klummeskriver (for the The New York Times, red.)," skrev The Economists' anmelder, "vil hans bog sælge langt bedre end Bhagwatis og Wolfs. Det er en skam".

Der har været mange læseværdige og morsomme anmeldelser af bogen i amerikansk og britiske presse. En af de mest velskrevne blev produceret af antropologi-professor Robert Gonzalez i avisen The San Francisco Chronicle. Hans introduktion af bogen i det første afsnit indkapsler perfekt den generelle holdning til mediefænomenet Friedman.

"I de sidste 15 år har Thomas Friedman i kraft af sin skribentvirksomhed påvirket præsidenter, politikere og erhvervsledere i hele verden. Hans klummer i The New York Times når dagligt ud til flere millioner læsere og han har indtaget en plads som én af USA's førende meningsmagere. Trods det er Friedmans nye bog Jorden er Flad misinformeret om kulturelle emner, byder på utilstrækkelig historisk indsigt og er intellektuel fattig. Men den er blevet en hyper-bestseller," skriver Gonzalez.

Kolossal fanskare

Siden 1992 har Friedman skrevet en klumme to gange om ugen i The New York Times om internationale forhold. Hans fanskare er kolossal. Klummen bliver reproduceret i hundredevis af amerikanske og udenlandske aviser. Friedman rejser næsten konstant fra den ene udenlandske hovedstad til den anden. I sidste uge analyserede han debatten i USA's senat om Irak-krigen fra Moskva.

Det karakteristiske ved hans klummer er den didaktiske stil. Læremesteren Friedman sælger opskrifter til løsning af alverdens problemer. Under læsningen kan man forestille sig ham siddende på en piedestal og rundhåndet uddele kundskabens ord til regeringschefer, ministre og folkevalgte politikere.

At kalde hans stil bedrevidende og arrogant ville være at underdrive. Ikke desto mindre bliver han læst, også af de mægtige. De lytter andægtigt, hovedsageligt - som hans kritikere anfører - fordi de opfatter Friedman som et transmissionsbælte for en 'politisk korrekt' tolkning af globaliseringens mange dyder. Selv kunne beslutningstagerne aldrig være så ferme fortalere for arbejdskraftens, kapitalens og informationsprodukternes frie og uhindrede bevægelighed på tværs af grænser.

Mange af de politiske og økonomiske magthavere, der nikker billigende til Friedmans klummer, kender ham personligt. De omgås ham. Ja, de spiller golf med ham i Cairo, Tel Aviv, Moskva, Bangalore, etc. De er hans "venner". Hvilket klummeskriveren ikke lægger skjul på. Tværtimod. Han er en af journalistfagets eminente 'name droppers', som det hedder. Som mange andre amerikanske succeshistorier er Friedman yderst entreprenant. Han optræder jævnligt som kommentator på det seriøse tv-nyhedsprogram 'NewsHour with Jim Lehrer' og laver dokumentarfilm for kabel tv-stationen Discovery. Faktisk udspringer ideen til denne bog fra en film, som han lavede for Discovery om udflytning af amerikansk arbejdskraft til Indien.

I betragtning af hvor berejst han er, hvor mange kilder, han har adgang til, og al den hjælp og de midler, han har til rådighed som stjerneklummeskriver hos The New York Times, undrer mange anmeldere sig over, hvor overfladisk Friedmans analyse af og indsigt i globale økonomiske forhold egentlig er i Jorden er Flad.

Forkert og overfladisk

Det står i kontrast til hans første bog om globaliseringen The Lexus and the Olive Tree, som anses for at være et mere seriøst bidrag til debatten. Historikeren Ronald Steel skriver meget præcist i The New Republic:

"Beundrere af The Lexus and the Olive Tree vil uden tvivl finde meget at forgude og samtidig meget, der er bekendt i denne overdådige og yderst ordrige bog. Men trods en dulmende længde og en overflod af detaljer får vi meget lidt at vide i Friedmans bog. Og hvad vi får at vide, er langt mindre interessant, end hvad vi burde blive fortalt ... Faktisk er meget af, hvad han skriver, enten forkert eller overfladisk."

Metafor for globalisering

Steel er den absolut bedste til at 'dekonstruere' den besynderlige titel Jorden er Flad, med hvilket Friedman antages at mene, at global formidling og kommunikation gennem internettet har knyttet verdens mennesker tættere sammen og stillet os i et indbyrdes mere lige forhold end tidligere. Nu kan flere konkurrere på lige fod. For eksempel i Indien og Kina.

"Det ville være mere akkurat at observere, at verden faktisk er rund, idet cirklen omfattende produktion, distribuering og forbrug er lukket, og ingen aktør kan flygte fra de utilsigtede konsekvenser af sine handlinger. Den rigtige metafor for globaliseringen burde ikke være en flad overflade, som strækker ind i uendeligheden, men en aflukket sfære, i hvilken den enkeltes handlinger i sidste instans rikochetterer." Steele fortsætter:

"I en flad verden kan nationalstaten isolere sig fra andre stater. I en globaliseret verden er en sådan isolering praktisk talt umulig, hvilket jeg formoder er emnet for denne forkludrede bog."

For dem, der har læst - eller som undertegnet prøvet at læse i Friedmans bog - synes Steels skudsmål at være præcist ramt. Forfatteren er god til at opfinde nuttede metaforer, der vækker masselæsernes almindelige nysgerrighed. Men efter nøjere eftersyn giver sindbilledet ingen mening. Det er bare et smart reklametrick.

Ikke alle kritikere er så nådeløst afvisende. Friedman kan henvise til Fareed Zakaria, den indiskfødte intellektuelle udenrigspolitiske skribent for Newsweek Magazine. De to er på en måde kolleger, så det er muligt, at Zakaria ikke vil støde sin 'ven'.

"Friedmans bog er skrevet i hans sædvanlige stil. Læseren er medrejsende, møder hans kone og børn, hører om hans venner og sidder med til interviews. Nogle finder det irriterende. Jeg synes, det virker, fordi han er i stand til at gøre komplicerede begreber forståelige," skriver Zakaria.

En flad, flad verden

Stort set skyldes rosen fra Zakaria efter alt at dømme, at de to er rørende enige i deres syn på globaliseringen som en uafvendelig proces, det ikke nytter at bekæmpe, men som man må tilpasse sig.

Nogle anmeldere har haft skæg med at gå på rov i teksten efter klodsede metaforer og selvindlysende, indholdsløse udsagn. I ugebladet New York Press morer anmelderen Matt Taibbi sig over Friedmans beskrivelse af 1990'erne.

"Muren var brudt ned, og Windows var blevet åbnet op. Det gjorde Jorden fladere end nogensinde, men epoken med den sømløse, globale kommunikation var endnu ikke opstået, " skriver Friedman.

Den oftest nævnte anke er, at Friedmans enkle tese om den flade verden gentages til ørkesløshed igennem bogen. Hvor mange gange skal læseren have at vide, at Jorden er flad, når den i virkeligheden er rund?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her