Læsetid: 4 min.

Medielicensen indlemmer alle i fællesskabet

En gammel juridisk definition sikrer DR’s statsmonopol
29. januar 2007

I julen fik jeg bekræftet, at der aldrig er noget nyt på DR. Lillejuleaften bød som altid på Dyrlægens plejebørn med Dirch Passer. Ikke desto mindre insisterede DR - i trailers med sødladen stemmeføring - på, at seerne fik serveret noget helt fantastisk. Aftenens næste tilbud var Colombo, der må have gået non stop siden 1972.

Men så skete der noget. I korte glimt anedes en billed-æstetik anno 2006, dirrende kamera og sikker retrostil. Det var DR's kampagne for den nye medielicens. En hip journalist skulle opspore en familie uden tv, pc eller mobiltelefoner. I mørkets dyb lykkedes det at finde frem til denne familie: en art huleboere med bornholmerur.

På dr.dk/medielicens kan man se en lignende video, hvor Mads Brügger leder os gennem et mørke, der flænses af ugleskrig, og hvor en person nægter at hjælpe ham. Vi kan forstå, at her er der virkelig ugler i mosen. Brügger står nu foran et stort, gammelt hus, der kunne være fra Krøniken, DR's egen Grün-dungsmythos. Nu opfordres seeren til at klikke sig ind på et kort over huset. Det viser sig, at der i hvert af de 1950'agtige, mennesketomme rum er en ting, der bevæger sig af sig selv, omgivet af dansende lyspletter. Poltergeist-stemningen understreges af, at der gentages et meningsløst ord et bestemt sted i rummene. Pointen må være, at en familie uden licenspligt ganske enkelt ikke findes.

DR's licensfilm er en genre for sig. I årtier har de kørt over skærmen, fra 1970'ernes småsnydere som man morede sig over, men også sammen med. Licensfilmens morale var, at sortseeren var en snylter, men han og hun var omgivet af den samme sympati for småforbrydere, der var grundlaget for Olsenbandens succes. DR kunne spille på frygten for pejlevognens ankomst, for den, der havde et tv-apparat, så ret sikkert DR. Derfor blev den juridiske definition ikke overraskende, at det er tv-apparatet, ikke brugen af det, der er licenspligtig. Det var på det tidspunkt en sofistisk skelnen. Video-tidsalderen og bruddet på DR's monopol gled sporløst hen over denne juridiske definition.

Fortid versus fremtid

DR's licensfilm har underholdende spillet på temaet 'parasitten over for fællesskabet' som i sidste års film om snyltegæster. Men den nye kampagne er et brud, for her er temaet ikke længere parasit versus fællesskab, men fortid versus fremtid. Vi er alle del af det medielicensbetalende fællesskab. At påstå at man kan eksistere uden for det, er ganske enkelt en dårlig gyserfilm. Nutidens brogede mediebillede ophæves i kampagnens særlige sammensmeltning af fortid og fremtid.

DR spiller højt spil, for en så grov påstand må vække protest. DR hævder på sin hjemmeside, at det kun vil dreje sig om ganske få mennesker, der skal betale mere end vanligt. Altså er tankegangen, at disse få særlinge gerne må spottes for at opnå flertallets accept af medielicensen. Den skal "fremtidssikre" DR, hævder man, så DR fortsat kan levere "noget af verdens bedste tv og radio" (licensbrev fra 24. maj 2006).

Det er en strategi, der nødvendigvis fører til spørgsmålet: Er DR virkelig så meget bedre? Vil jeg f.eks. ikke hellere betale for at bruge BBC's imponerende hjemmeside?

DR er i tråd med tidens foragt for de marginaliserede, men spiller lidt for højt spil ved at tage sin egen fortræffelighed for givet. Ikke mange unge hopper på den, og det er de unge, kampagnen søger at hverve ved at gøre nar af sære intellektuelle.

Unge protesterer

Men tilsyneladende ikke med held, for der er en del sider på nettet, hvor især unge protesterer (f.eks. www.stopcomputerlicens.dk).

De kan f.eks. finde på at hævde, at deres pc er til studiebrug. Nogle hævder, at deres Mac ikke kan modtage DR's signaler, andre at de er blinde eller svagtseende. De hævder oven i købet, at de udgør en ganske stor gruppe, og at DR vil få en betragtelig indtægt fra dem.

Men det gør ikke indtryk hverken på DR eller på Kulturministeriet, på hvis hjemmeside alle spørgsmål afvises med den samme formulering:

"Der er på dette punkt ikke lagt op til ændringer i forhold til det nugældende licenssystem. Et traditionelt tv-apparat er således også licenspligtigt, uanset om man kan modtage alle DR's programmer."

DR har haft held til at få juristerne til at fastholde den definition, der binder licensen til apparater og ikke til brugen af dem. Men prisen er høj, for dermed går DR fra public service til statsligt tvangsmedie.

Som en blogger siger et sted: DR1 bør ændre navn til DDR1! De unge har også svært ved at se, at medielicensen ikke er et brud på skattestoppet, når den nu faktisk vil føre til ret store ekstra indtægter for DR. Det kan man vel ikke fortænke dem i.

Hanne Roer er lektor i retorik på Københavns Universitet. Hun skriver fast i Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her