Læsetid: 4 min.

Mediemonopol truer

24. september 2002

MAN BEHØVER kun kigge et øjeblik på de oplagstal, der i går blev udsendt af Dansk Oplagskontrol, for at forstå, hvilken kolossal krise, som henholdsvis Jyllands-Posten og Politikens Hus befinder sig i: Morgenavisen Jyllands-Posten, der hidtil har været dansk presses store succes, har på blot et år tabt 4.000 i oplag på hverdage og 11.000 om søndagen – og har mistet mere end 100 journalistiske medarbejdere på få år. Dagbladet Politiken og formiddagsavisen Ekstra Bladet, der har samme ejer, har mistet henholdsvis 10.000 og 11.000 på hverdage og 20.000 og 8.000 på søndage. Disse tal er grimme nok for de to bladhuse, men endnu værre bliver det, når det tilføjes, at de indtægter, der kommer fra annoncer og som skal dække over halvdelen af bladenes indtægter, er blevet halveret på et par år. Det er de to bladhuses administrende direktører, Jørgen Ejbøl på Jyllands-Posten og Lars Henrik Munch i Politiken Hus, som har leveret de negative resultater – og som nu står i spidsen for den planlagte fusion mellem de to selskaber. Direktørernes drøm må være, at lægger man to dårlige resultater sammen, så får man en positiv udvikling.

DEN FUSION, som bestyrelserne i de to selskaber i dag skal tage stilling til, er i den grad et udtryk for, at fjender mødes i nøden. Man kan næppe forestille sig to medier i Danmark, som er længere fra hinanden – og det er måske lige præcis derfor, at nogen forestiller sig, at ægteskabet bliver lykkeligt.
Ideen er – i første omgang – at skabe et fælles aktieselskab, som skal drive de tre aviser. Flere kilder pegede i går på, at Jørgen Ejbøl bliver formand for den nye bestyrelse, og at Lars Munch bliver administrerende direktør. Hver avis vil skulle referere til Munch og Ejbøl, men med hver sin ansvarshavende chefredaktør.
Tanken er, at der blandt andet skal indføres et fælles bladsalg, fælles distribution, fælles annoncesalg og fælles økonomi, men at hvert avis fortsat skal have sin helt egen redaktionelle profil.
Den konstruktion er der grund til at tvivle på, idet der er endog meget god grund til at tro, at der på lidt længere sigt vil blive tale om en stor grad af redaktionel samkøring. Typisk vil man i første omgang foreslå, at såkaldt perifere områder som listestof (biolister, radio- og tv-programmer, vejret, etc.) vil blive
lavet centralt. Langsomt, men givet ganske sikkert, vil samarbejdet mellem især det, der fortsat kendes som Jyllands-Posten og Politiken, blive udvidet til områder som sport, navneomtaler og underholdningstof – for derefter at kunne udvikle sig til hvad som helst – også en samlet avis.

DEN KONCENTRATION af medieejere, som vi nu igen ser udvikle sig, er af indlysende årsager skabt, fordi ejerne tror på fremgang – især økonomisk. Det Berlingske Officin, der er ejet af det norske industriforetagende Orkla, sidder på godt halvdelen af alle danske aviser. Den kommende fusion mellem Jyllands-Posten og Politiken har allerede på forhånd kontrol over en række andre danske medier.
Der er ikke den mindste tvivl om, at de to store medieselskaber allerede er i fuld gang med at udtænke, hvordan de kan svække hinanden mest muligt. Det vil blandt andet ske ved at forsøge at købe sig ind i andre bladhuse og radio- og tv-stationer – ud fra devisen, jo større, jo bedre. De to grupper vil nu med al sandsynlighed komme med hvert sit bud på at opkøbe TV2, som er sat til salg af VK-regeringen – og vil givet også arbejde for at skaffe sig retten til at sende landsdækkende radio.
Det kan alt sammen lyde godt nok – især når diverse medieforskere påpeger, at aviserne ønsker at spare på de administrative led for i stedet at kunne bruge penge på offensive redaktionelle tiltag. Den åbenlyse risiko er imidlertid, at vi i stedet får et ensartet og duopol-lignende mediemarked – og af samme årsag et stadig mindre pluralistisk og nuanceret mediebillede.

DEN KRISE, som de danske dagblade befinder sig midt i, og som næppe nogensinde har været større, er skabt af branchen selv. Den højkonjunktur, som aviserne red på et godt stykke oppe i 1990’erne, blev i høj grad ødslet bort på meget høje lønninger og stadig flere ansatte. Alt for få midler – hvis nogen overhovedet – blev brugt på at udvikle aviserne, så de også kunne kommunikere med andre end deres aldrende og af naturlige årsager frafaldne læsere.
Avisernes ledelser glemte at tænke på det i virkeligheden ganske forudsigelige – nemlig hvad skal vi gøre, når højkonjunkturen holder op? Og især er det en alvorlig fejl, at man glemte at investere, udvikle og indføre redaktionelle metoder, som kunne sikre, at nye og yngre læsergrupper igen ville finde det attraktivt at købe aviser. For et år siden meldte metroXpress sig på banen med landets første gratisavis, som i dag læses af en halv million danskere hver dag – heraf halvdelen under 40 år – og avisen har vist, at det kan lade sig gøre at kommunikere med yngre målgrupper.
Det, der er vigtigt for landets etablerede dagblade, er at holde op med at klynke så meget og at fusionere så meget – og i stedet bruge kræfter på at tiltrække nye læsere. For dagbladet Information er den væsentligste opgave at forblive uafhængig af økonomiske og politiske interesser – og sikre, at der blandt alle de stadig mere konforme medier fortsat eksisterer et reelt alternativ. En avis, der udelukkende redigeres ud fra, hvad vi selv finder væsentligst.

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu