Læsetid: 5 min.

Medierne holder med Israel

JYLLANDS-POSTEN HAR sat mange journalistiske kræfter ind på at afsløre antidemokratiske, muslimske ekstremister i Danmark. Og det kan der være god grund til, men det skal gøres ordentligt og redeligt. Jo mere tyndbenede og manipulerede avisens historier bliver, des mere skinger bliver Jyllands-Postens uerklærede ideologiske misson
25. juli 2006

Den danske presse vægrer sig ved at fordømme Israels angreb og lægger alt ansvaret for kriserne i Libanon og Gaza på arabiske skuldre, viser gennemgang af avisledere

Israel har ret til at forsvare sig med de midler, landet finder nødvendige. Det er den fremtrædende holdning, danskerne har kunnet læse i de forgangne ugers ledere i større landsdækkende danske dagblade.

"Man kan undre sig over, at de danske medier så massivt har lagt sig op ad det israelsk-amerikanske synspunkt, og at ikke flere diskuterer proportionaliteten i, at der bruges så voldsomme midler fra israelsk side," siger lektor i medievidenskab ved Københavns Universitet Karsten Fledelius.

Hverken Politiken, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Berlingske Tidende eller B.T. kræver, at Israel indstiller sine bombardementer af Libanon og Gaza, og de tre sidstnævnte lægger det fulde ansvar for konflikten på arabiske skuldre:

"Israel er i krig. Israel er under angreb. (-) På den baggrund må vi i disse dage alle være israelere," skriver Jyllands-Posten den 19. juli under overskriften 'Israels ret'. Dagen inden lyder det samme sted, at "palæstinensiske terrororganisationer med støtte fra Syrien og især Iran har det fulde ansvar for krisen i Mellemøsten".

Også Berlingske Tidende fralægger Israel ansvaret: "Israel er den angrebne part. Det er Hamas og Hizbollah, som fra hver sin side truer Israel, og de gør det med målrettede angreb på civile, mens Israel anstrenger sig for at undgå civile tab," skriver avisen den 18. juli - og konkluderer fire dage tidligere: "Et Palæstina, hvis regering tillader fortsatte aggressioner vendt mod Israel, må finde sig i, at der bliver svaret igen, sådan som det først og fremmest har været tilfældet i Gaza i de forløbne dage".

Politiken tøver

Medieforsker Mark Ørsten fra Roskilde Universitetscenter er ikke overrasket over, at borgerlige medier og navnlig Jyllands-Posten har en klar politisk stillingtagen.

"Det har de altid haft. Men hvis Politikens ledere ikke står i opposition til dem, kan man sige, at der mangler noget i balancen," siger han.

Politiken skriver i en enkelt leder den 22. juli, at det internationale samfund bør bede Israel om at overholde international ret, men bruger ikke kraftigere retorik - og opfordrer den 6. juli den arabiske verden til at løse krisen i Gaza.

Om Libanon skriver avisen den 14. juli under overskriften 'Regeringen i Beirut må vise ansvar', at voldsspiralen næppe vil ende, før Libanon "begynder at opføre sig om en stat", og at "Hizbollah må derfor kaldes til orden og aflevere sine to israelske gidsler til regeringen, så den kan begynde at tage sit ansvar alvorligt". Dette til trods for, at avisen fire dage senere konstaterer, at "fælles for Frankrig, EU og USA er, at de erkender, at regeringen i Beirut er magtesløs".

Karsten Fledelius undrer sig meget over bebrejdelsen af den svage libanesiske regering, som han ser som gidsel i en konflikt mellem andre parter. Han mener, at Politiken i sine ledere har indtaget en forsigtig rolle:

"På den ene side er avisen kritisk over for regeringen og USA, men samtidig har den jo historisk et særligt forhold til Israel. Avisen kan godt kritisere en højreorienteret israelsk regering, men i det øjeblik en situation tolkes som et spørgsmål om Israels eksistens, kommer der ikke skarp kritik af landet."

Ifølge Mark Ørsten kan Politikens tilbagetrukne linje også "hænge sammen med, at avisen har været skældt ud for at være for politiske i Muhammed-sagen".

Klar stillingtagen hos B.T.

Mens Politiken dog i Libanon-lederen kalder Israels reaktion ude af proportion, bruger B.T. det samme begreb om det modsatte:

"Det er helt ude af proportion at sammenligne personskaderne ved palæstinensernes angreb på Israels civilbefolkning og så bomberne mod lufthavnen, der utilsigtet kan ramme civile," skriver avisen 15. juli og understreger, at Hizbollah og Hamas "har gennemført gidseltagninger, som Israel er nødt til at reagere endog meget voldsomt på".

Endnu klarere i tonen er B.T.'s opfordring til at støtte Israel den 23. juli, hvor avisen tilsyneladende mener, at Hizbollahs raketter kom før Israels bomber: "Situationen i Mellemøsten kalder på en klar stillingtagen på Israels side. Israel er udsat for et overgreb, intet civiliseret samfund passivt kan tolerere: Uprovokeret har Hizbollah overskredet Israels grænser, taget soldater som gidsler og bombarderet civile israelere med raketter."

Modsat B.T. beskriver Ekstra Bladet de forskellige dilemmaer uden at tage stilling til Israels ret til aktionerne, omend avisen den 20. juli sætter lid til, at USA må gennemtrumfe en våbenvilje.

Anderledes sikker i sin sag er Berlingske Tidende, der 30. juni - før de voldsomme kamphandlinger - skriver: "Når Israels moderate premierminister Ehud Olmert lægger al forsigtighed til side og annoncerer, at hans land vil tage "ekstreme metoder" i brug for at befri den bortførte soldat Gilad Shalit, er der tale om psykologisk krigsførelse. Og som sådan skal budskabet i første omgang forstås."

Markant forskelligt sprog

Mest iøjnefaldende er dog de borgerlige avisers sprogbrug, som er markant forskelligt, når arabiske og israelske angreb skal beskrives.

Israel har ifølge B.T. den 23. juli "en af verdens stærkeste, mest effektive hære", hvis "moral og integritet" konstant trues af "overgreb" fra militsernes "dødbringende raketter", og ifølge moderavisen samme dag har Israel "følt sig nødsaget til at bombe Libanon" - mens Jyllands-Posten den 11. juli nævner de "palæstinensiske uhyrligheder", men om Israel skriver, at "det skal medgives, at det israelske militær har sat ganske betydelige ressourcer ind i forøget på at håndhæve respekten for landets suverænitet med ganske betydelige ødelæggelser og tab af menneskeliv som konsekvens. Men landet har ret til at forsvare sig."

Ifølge både Mark Ørsten og Karsten Fledelius er der i Vesten en underforståethed af, at Israel er et truet land og har ret til at forsvare sig. Det giver en vis tilbageholdenhed over for overhovedet at kritisere Israel, fordi vi i Vesten mere eller mindre instinktivt solidariserer os med kampen mod de islamistiske fjender, siger Fledelius - som mener, at det ofte sker uden at tænke meget over de lokale ofre, og om hvorvidt konflikten kan løses militært.

"For fem år siden var der større kritik af Israel, men det har ændret sig med 11. september. I Danmark er kritikken i dag mindre end i mange andre EU-lande, delvist fordi regeringens USA-venlige støttepolitik langt hen ad vejen har opbakning i befolkningen. Danmark ser heller ikke Israel som en besættelsesmagt, der undertrykker andre, men som et folk der kæmper for at overleve," siger Karsten Fledelius. Han mener, at mange tidligere opfattede palæstinenserne som de underkuede:

"Men deres demokratiske valg af Hamas har bemærkelsesværdigt nok gjort, at de har tabt legitimitet, fordi islamisme ses som en større trussel end Israels handlinger."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her