Læsetid: 3 min.

Mod og mediers illusion

17. december 1997

TRÆNEREN FOR det succesrige danske kvindehåndboldlandshold har, ifølge et citat i Ekstra Bladet, ikke meget til overs for et fænomen, han angiveligt forstår som pressens lommefilosoffer. Dét forstår sig. Man kommer straks i tanke om horden af yndlingsaversioner, der jævnligt hærger miljøet og gør Danmark grimmere.
Ulrik Wilbek skåner én fra at skulle sige det samme: lommefilosoffer i pressen med blikket fast i bakspejlet - ingen nævnt ingen glemt - er en straf. Landstrænerens synspunkt formuleres i forbindelse med VM-håndboldkampen i Berlin, hvor to danske håndboldfans blev myrdet under håndgemæng med en fuld tysker. Når denne tragiske begivenhed afstedkom Wilbeks antilommefilosfiske kommentar, skyldes det, at nogle - ved en hastig gennemgang af aviserne vist så få, at de er svære at få øje på - skal have stillet sig kritiske an over for beslutningen om at gennemføre den pågældende VM-kamp.
Nu behøver en sådan kritik jo strengt taget ikke at være lommefilosofisk, hvilket Wilbek også selv antyder ved at understrege sin egen tvivl om beslutningen. En tvivl der, ifølge eget udsagn, nagede, indtil de dræbtes pårørende forsikrede ham om at dispositionen var rigtig og i de afdødes ånd. The Show must go on. Det er således glædeligt, at landstræneren ved sine i situationen letforståelige selvmodsigelser ikke afskærer nogen fra at fastholde diskussionen et øjeblik endnu. I eftertankens stund.

UMIDDELBART EFTER eller en time efter eller et par dage efter eller måneder eller år efter begivenheden kan der ikke herske tvivl om den etiske fordring i en sådan situation: arrangør, træner, håndboldhold har kun én ting at gøre: fløjte kampen af og gå hver til sit. Menneskeliv bør ikke reduceres til en parentes i et stykke masseunderholdning, der altid kan genoptages en anden gang. Ekstra Bladets lederskribent disker i den forbindelse op med det mest sentimentale vås i årtier: "Så fik vi kampen, hvor egentlig ingen var oplagt til at stå den igennem. Hvem gav os modet til at blive siddende....?" Hvem gav os modet til at blive siddende... Jamen hør nu! Hvis man skal tale om mod, må det da være modet til at rejse sig fra vinkelsofaen og omarrangere tilværelsen så denne stemmer overens med de faktiske og uigenkaldelige begivenheder, drabene, der ikke som rammehistorien, kampen, kan gøres om. Sådan er dét, hvilket ikke overraskende altså også vakte en formuleret tvivl i landstræneren om hvorvidt arrangørerne gjorde det rigtige.
Når det er sagt, drejer sagen sig i virkeligheden ikke om dette tilsyneladende så indlysende valg, men om en situation i situationen, en begivenhed, der prioriteres og formidles - eller snarere: nedprioriteres og ikke-formidles af tv. I et splitsekund afgør fjernsynets folk - de af dem, der står for den direkte transmission - hvorvidt begivenheden skal være en triumf eller en tragedie eller en triumf med en indkapslet tragedie. Tv træffer sit valg og vælger det sidste. Såfremt tv-medarbejderen/produceren i samme øjeblik tragedien erkendtes, havde afbrudt håndboldreportagen og dermed nedprioriteret denne til fordel for det ultimative, døden, der i almindelig forstand tilsidesætter underholdning, havde vedkommende imidlertid vedkendt sig et virkelighedssyn, som ikke (længere) er det moderne mediesamfunds. I den forstand har træner Wilbek ret, når han harcelerer over de lommefilosfiske indvendinger for og imod beslutningen, eftersom valget næppe foreligger. I samme forstand er tvivlen om beslutningens rigtighed jo også fiktiv - for ikke at sige næsten lige så forvrøvlet som ekstrabladslederkribentens selvudråbte heltemod ved at blive siddende foran skærmen.

TV ETABLERER skiftende virkeligheder til skiftende tider og skiftende segmenter. Modstilles disse virkeligheder, brister illusionen ofte, og bedraget eller selvbedraget åbenbares. Håndbold er - uanset spils og spillers kvaliteter - ikke liv eller død, håndbold fremstilles blot som noget, der ligner og får sin plads i pressen herefter. Men indtræffer, som altså forleden, the real thing, og præsenteres denne virkelighed, tragedien, som dominerende, får den udplacerede begivenhed, håndboldkampen, vanskeligt indtil det umulige ved at genindtage sin prioriterede placering. Man kan ikke for alvor komme tilbage i legen, når alvoren for alvor har bemægtiget sig legepladsen og mediet. Som når Hamlet spørger publikum om der er en læge til stede, fordi Ophelia er besvimet i sin garderobe. Så brister teatrets illusion. Alt dette ved tv-folkene og arrangørerne. Og publikum og seerne, vi alle, bivåner hellere dødens allestedsnærværende alvor i en landstræners håndterlige tale til piger og publikum end sort skærm eller tv-avis med facts. Eftertanken bør understrege kendsgerningen, at tv i situationen altså fastholder legens sensationelle verden frem for at zoome ind på de dødes sår og skabe sensationen heri. Det er dog noget. Men næppe det sidste ord om sport, etik, medier og mod.mtz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her