Læsetid: 4 min.

Er mediesagerne toppen af isbjerget?

Gang på gang afslører pressen, hvordan myndighederne begår fejl i udlændingesager. Kritikere beskylder regeringen for lovsjusk og efterlyser en uvildig undersøgelse af, hvordan de mange ændringer i Udlændingeloven virker
24. januar 2006

Ikke mindre end fire gange i denne måned har pressen grebet de danske udlændingemyndigheder i at træffe forkerte eller urimelige afgørelser i udlændingesager.

Først var det danske Linda Hall, der ikke kunne få sin velhavende amerikanske mand til Danmark, så var det den senil-demente Khanoglan Gulmammadov, der skulle udvises til Aserbajdsjan, derefter var den prostitutionstruede Linh Nguyen, der skulle udvises til Vietnam, og endelig var det irakiske Sediq Muhammed Mustafa, der trods sin flygtningestatus ikke kunne få sin kone til Danmark.

I alle fire sager har Integrationsministeriet foretaget en kovending på grund af presseomtalen. Forsørgelseskravet ved familiesammenføringer er blevet lempet, Gulmammadov og Linh har fået deres sager genoptaget, og Mustafa har fået sin kone til Danmark.

Glædeligt for den enkelte, siger kritikerne, men uheldigt for dem, der ikke har fået deres sag taget op i medierne. Jurister efterlyser en forenkling af Udlændingeloven og en uvildig undersøgelse af, hvordan de sidste års mange lovændringer virker.

De stærkes våben

Jurist Kim Kjær fra Institut for Menneskerettigheder finder tendensen problematisk.

"Det er der ingen tvivl om, at det har en positivt effekt, når medierne går ind i enkeltsager. Det gør jo altid indtryk, når en mor står med små grædende børn på armen. Det er fint, at øget opmærksomhed kan virke som korrigerende faktor i sager, der ikke er afgjort korrekt, men omvendt er det jo uholdbart, at andre sager, som ikke når frem til pressen, ikke får en tilsvarende mulig gevinst," siger han.

"Dem, der får deres sag i pressen, hopper foran i køen, og det er selvfølgelig en stor hjælp for dem, at der sker noget i deres sag, men det betyder samtidig, at andre bliver forfordelt," siger han.

Både Kim Kjær og journalist Olav Hergel fra Politiken, der har skrevet om dusinvis af enkeltsager, siger, at det langt fra er alle, der magter at skabe den nødvendige opmærksomhed om deres sag.

"Det kræver en vis styrke at komme i kontakt med pressen, jeg tror ikke, det er de allersvageste, der kommer frem til medierne," siger Olav Hergel.

"Man skal helst have nogle danskere til at formidle kontakten til pressen. Det betyder meget, at andre tror på sagen, og at f.eks. en psykiater eller en læge kontakter pressen og siger, det her kan jeg ikke leve med. Generelt går folk ikke til pressen med en løgnehistorie eller en fuldstændig håbløs sag," siger han.

Toppen af isbjerget?

Kommunikationskoordinator Tue Magnussen fra Rehabiliteringscenter for Torturofre (RCT), peger på sagen om den torturtruede iranske asylansøger Alae Ghadi som det ultimative eksempel på pressens betydning for afgørelsen af udlændingesager.

Han fik opholdstilladelse med den begrundelse, at selve medieeksponeringen havde bragt ham så meget i fare, at han ikke kunne vende hjem.

Tue Magnussen frygter imidlertid at offentligheden kun ser en lille del af de sager, der burde frem i lyset.

"Det er uhyre vigtigt, at pressen går ind i enkeltsager. Vi er dybt taknemmelige, når medierne har hjulpet enkeltpersoner, der er truet af udvisning eller har fået afslag på familiesammenføring, men jeg frygter, at medierne kun har fat i toppen af et isbjerg," siger han.

"Det er så absolut mediernes opgave at rejse de ting, men det er kortsigtet løsning. Det burde ikke være medierne, der tog sig af at korrigere lovens fejl og mangler, det burde være Danmark, der handlede som et retssamfund. Det er jo ikke mediernes ansvar at forvalte den danske udlændingelov," siger Tue Magnussen.

Lovgiver i blinde

Han efterlyser ligesom juraprofessor Hanne Petersen fra Retspolitisk Forening en mere sammenhængende lovgivning på udlændingeområdet.

"På længere sigt, må myndighederne stoppe op og undersøge, hvordan alle de nye ændringer af Udlændingeloven virker og finde ud af, hvorvidt vores praksis er i overensstemmelse med de internationale konventioner," siger Tue Magnussen, der understreger, at det skal være en uvildig undersøgelse.

Hanne Petersen er helt enig. Hun mener, at udlændingeområdet efterhånden har udviklet sig til en lovjungle, som ingen kan overskue.

"Uanset, hvad man mener om Udlændingeloven, så er det lovsjusk, det, der foregår. Det er den rene hovsa-lovgivning, der praktiseres i dag," siger hun og peger på, at Udlændingeloven er blevet ændret ikke mindre end 26 gange siden 2002 og yderligere 25 gange i perioden 1990-2001.

"Man bør helt sikker undersøge, hvordan de mange ændringer virker; der er i det hele taget brug for at få ryddet grundigt op," siger hun og tvivler stærkt på at udlændingemyndighederne selv kan overskue de mange indviklede regler på området.

"Jeg tror ikke på, at udlændingemyndighederne kan administrere efter disse regler, hvordan skulle de kunne det, når der kommer nye regler næsten hver eneste måned", spørger hun og påpeger, at det også er umuligt at få en meningsfuld demokratisk debat om en lovgivning, som ingen forstår.

"Loven er blevet fuldstændig uoverskuelig og så ryger retssikkerheden og tilliden til både lovgivere og Folketing. Jeg kan ikke forstå, hvordan politikerne kan gå med til sådan en gang rod. Det er jo i modstrid med alle principper for ordentlig lovgivning," siger hun og giver selv et bud påhvorfor.

"Måske er forklaringen den, at ingen ønsker at lav en ny og samlet udlændingelov. Det ville jo give anledning til en voldsom politik debat om et meget betændt emne."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her