Læsetid: 14 min.

Medinaens hemmelige rum

Mødet med Medinaen var som at indtage et bevidsthedsudvidende stof. Et absolut sansechok. Forfatteren Thomas Boberg har været på rejse i Marokko
6. januar 2007

Vi tog færgen fra Algeciras. Afrikas og Europas brune kuperede kyster under en mild vintersol set fra færgen lignede til forveksling hinanden, men det øjeblik man går fra borde i Tanger, er man i Afrika, en totalt anden verden med andre regler og koder.

Vi lejede os ind på Hotel Royal lige ud til Ave d'Espagne ved havnen, og derfra gik vi direkte op til Grand Socco, hvor medinaen begynder. Mødet med den var som at indtage et bevidsthedsudvidende stof. Alle disse syn og fremmede stemmer, lugte og lyde, krogede gyder, tuskhandler, kifrygende skræddere og souvenirhandlere, skomagere, bagere, silke- og tæppehandlere, juvelerer og de hundredvis af folk, der i øvrigt havde deres gang og arbejde der, både kvinder og mænd, til forskel fra cafelivet uden for medinaen, hvor det kun er mænd der holder til.

Når man farer vild i en labyrint, begynder man at få dejavu'er. Man begynder at gense visse ansigter, billeder, skilte. Da vi for tredje gang havde passeret silkebutikken, hvor den samme bizarre lille dværg stod i åbningen og kiggede på os med et uudgrundeligt blik, vidste vi, at det nu var tid til at spørge om vejen ud.

Et absolut sansechok. Så anderledes end Europa, der med hurtigfærgen fra Tarifa (den må være en af de gamle Øresunds-flyvebåde) ligger blot 35 minutter derfra eller fem kvarter fra Algeciras, når man ser bort fra de timelange bureaukratiske trakasserier omkring told og pas. Tanger var ikke desto mindre stærkt dragende, en stor og pulserende havneby. Kasbahen på toppen af medinaens bakke er en interessant dør til den labyrintiske historie. I gulvet findes en romersk mosaik af Venus i sin båd. Grækerne forestillede sig, at Marokko var en slags edens have, Hesperien, hvor Herakles stjal de gyldne æbler. Tangers historie er meget kompleks, skabt som den er af fønikere, romere, arabere, portugisere, franskmænd, spaniere, englændere plus det løse.

En desperat mand

Den sidste aften i Tanger, som vi endnu engang tilbragte i medinaen, løb der pludselig en mand ud mod os fra et hjørne i mørket og råbte: "Er i danske? Danske, komme her og nu se, købe meget billigt, kun for rigtige danske". Manden i jellaba og med en laset turban holdt til i et dunkelt hjørne i udkanten af medinaen. Han havde henvendt sig til os med en remse, han kunne udenad, men den duede ikke til at snakke med. Vi fortsatte videre gennem en ny bue og ind i mørket den forkerte vej, mens den desperate mand fulgte efter os. "Jeg kende danske, danske er meget vilkomne, danske kom, danske se butik, danske købe".

"Stakkels mand," sagde min kone. "Vi skulle jo have købt noget, vi burde være stoppet op og set på hans butik."

"Men har du da allerede glemt Fes," sagde jeg.

"Nej, nej," sagde hun. "Men han havde jo brug for det, ingen lægger mærke til, at også han har en butik og et liv, der skal leves."

Busturen

Bussen til Fes standsede undervejs i Tetuan og derefter i Chauen for fødderne af de forrevne Rif-bjerge og derfra i hver lille flække, og ind i mørket ad den kulsorte smalle landevej, hvor tunge last-biler og busser måtte krænge sig ud i rabatten for ikke at kollidere. Ikke en tur på fire timer, som man havde fortalt os, snarere otte.

Jeg havde helt utilgiveligt glemt at medbringe et kort over Fes. Undgå hustlere på busstationen i imperiale Fes, styr direkte til hotellet, som man naturligvis har booket på forhånd, læste jeg siden i Lonely Planets Marokkobog, men da var det jo for sent.

Jeg mener, i det øjeblik vi satte fødderne i Fes' nye bydel, var vores skæbne de næste par dage i og for sig beseglet. En høj mand i jellaba stod og ventede på os, som om han var en kær slægtning, vi ikke havde set i mange år. Han talte spansk, kørte taxa, kendte alt til hoteller, til medinaen, han var endog Sahara-ekspert, men i øvrigt ville han ingen verdens ting andet end at byde os hjertelig velkommen til den islamiske hovedstad i Afrika. Min kone havde været urolig i bussen. En marokkaner, der først havde vist sig som venlig på et flydende spansk, var pludselig blevet gal, da vi tiltalte ham på spansk, skønt han i over en time havde underholdt to spaniere. Men han havde aldrig været i Spanien, påstod han. Og nu nægtede han at svare på spansk. "Kelim arabi", sagde han, idet hans øjne lynede af had. Man taler arabisk i Marokko, hvæsede han, ingen undskyldning eksisterede for ikke at lære det, heller ikke, at man kun havde opholdt sig i landet i få dage. Han kendte en amerikaner der havde lært sig berbernes sprog på en uge. Satans klog amerikaner, hvæsede han.

Han begyndte nu, idet han henvendte sig til andre passagerer, at piske en stemning af had op mod os. Han syntes at nyde buschaufførens tillid, fik ham til at stoppe midt i ødet, da en af passagererne fik det dårligt. Han havde hjulpet en køresyg kvinde ved at række hende en brækpose. Min 16-årige søn havde uafvidende sat sig ved siden af denne kvinde, hvorfor hun havde skiftet plads. Det kunne marokkaneren åbenbart ikke tilgive. Det var denne oplevelse af overdreven venlighed, der på et sekund skifter til vrede, der skulle vise sig at være karakteristisk for nogle af de marokkanere, vi traf undervejs, mens andre var hjælpsomme. Der var dem, som henvendte sig til en, fordi man lignede en mulig forretning, og så var der dem, man selv henvendte sig til. Om Muhammedkrisen hørte vi imidlertid ikke et ord.

Ricardo

Og nu stod vi der i Fes, og det var mørkt, og en affabel mand vidste, hvor vi skulle hen.

"Forstår du ikke," sagde jeg til min kone. "Får denne mand held til at vise os vej, så ender vi før eller siden i en tæppebutik?"

"Han virker så flink," sagde hun. "Han kender vejen, det gør du ikke." Og min søn mente heller ikke, der var noget galt.

"Hvad med hoteller?" spurgte jeg så, vel vidende at jeg allerede havde tabt slaget.

"Jeg har en ven, han viser jer vej, helt gratis, han er også Sahara-ekspert." Og som en trold af en æske dukkede Ricardo op. Han var også vældig flink. Han kendte et hotel, der lå lige om hjørnet.

"Følg med ham," sagde den første. "Han er til at stole på, for I skal ikke gå rundt med hvem som helst her."

Så vi fulgte med Ricardo, der nu også kunne tilbyde en guide i medinaen den følgende dag.

"Medinaen i Fes er verdens største," sagde han advarende. "Og Fes er den kulturelle og religiøse hovedstad i Marokko, ja i Afrika, der er 900.000 gader i den gamle bydel. I farer vild, I finder aldrig ud, forstår i det."

Ricardo malede et dystert billede af den fortabte turist i Fes. Vi gik temmelig længe. Jeg mente, det ville være fornuftigt at tage afsked med Ricardo, men på den anden side havde vi ingen steder at gå hen. Han førte os til et skummelt hotel, der lå i en gade, der så ud som om den lige havde været ramt af en bombe.

"Nej," protesterede jeg. "Nej, der skal vi ikke bo."

"Jeg kender et andet," sagde han febrilsk, bange for at miste os. Han prajede med det samme en taxa. Ricardo gav chaufføren en destination. Der var ikke plads til Ricardo, så han måtte springe i en anden taxa. Jeg var rasende.

"Hvorfor er du gal?" spurgte min søn.

"Fordi vi ikke længere har nogen kontrol over noget. Jeg hader den slags."

"Tror du da ikke på Ricardo?"

"Jeg tror ikke på at han vil os noget ondt, men jeg tror, han vil føre os til en tæppe-butik. Jeg tror, han har forbindelse med hotellet, jeg tror, alt her er hæklet sammen af obskure forbindelser, at vores eneste chance for at slippe ud af nettet, er at prøve at skille os af med Ricardo."

Min søn grinede. Han havde anet et uigennemskueligt netværk, som en edderkop et eller andet sted styrede. Han var tydeligvis imponeret. Jeg forsøgte at overtale taxachaufføren til at køre til et tredje hotel, men han lod som om han ikke forstod mig. Da han standsede, åbnede en smilende Ricardo døren, så min kone kunne stige ud i Rue Soudan og ind i endnu et Hotel Royal. Et spartansk et af slagsen, hvor temperaturen om natten faldt til nul grader.

"I morgen," sagde Ricardo, "vil I træffe en guide, som vil vise jer rundt i medinaen."

"Nej," sagde jeg. "Under ingen omstændigheder."

"Men hvad vil du så," sagde Ricardo og kiggede på min kone. "Der er 900.000 gyder i medinaen, og der er 100.000 bedragere."

"Han har ret," sagde min kone. "Lad os nu holde os til ham." Min elendige attitude rakte ikke til at skræmme dem væk. Tværtimod.

Samir

Ricardo mødte os næste morgen uden for hotellets dør med et stort smil. Og med sig havde han Samir, en yngre fyr med kort hår, briller og brun jellaba. Han talte spansk, hurtigt, staccatoagtigt. Straks var vi på vej til medinaen i en taxa.

Vi lagde ud, hvor alle begynder, ved Bab Bou Jeloud i det nordvestlige hjørne af medinaen. En suveræn portal dekoreret med blå mosaikker udadtil, Fes' farve, og indadtil med grønne mosaikker, islams farve. Samir gik stadig hurtigere, mens han rablede sin undertiden tvivlsomme viden af sig, for hvem tror på, at berberne i sin tid var indvandret fra Sydamerika? Vi blev ført ind i et skindgarveri, hvor hundrede barfodede mænd stod i huller med stinkende væsker til knæene og med træspartler og store sleve skrabede hår og uld af okse- og fåreskind. Ved udgangen stod så en mand og tog imod de penge, Samir sagde, vi skulle betale. Samir pegede ind gennem et hul i en dør, bag hvilken der lå en utrolig moske, den næststørste i Marokko, kun overgået af et moderne tempel i Casablanca, men den smukke moske var forbudt for de vantro. Derpå et palads fra det 14. århundrede. En bager, hvor vi købte et varmt duftende brød for en tiøre. En frisk kilde, der sprang af et sindrigt mønster af mosaikker i strålende farver. Lige ved siden af stod der fem mænd og huggede navne ind i hvide gravsteler. På en disk lå der seks vædderhoveder, der fik en gruppe japanske kvinder til at bryde ud i et fælles skrig. I en krog dinglede et afhugget kamelhoved med tungen ud af munden. Høns blev skræppende hevet frem og vejet på vægte.

Vi var i et karavanseraj i sin tid bygget af berberne og stadig i brug. Medinaen er fuld af hemmelige rum. Bag en uanselig mur befinder sig et strålende palads. Over en tærskel skrider hundrede muslimer, men for os, de vantro, er der oftest tale om forbudte rum, vi kun kan kaste et blik på udefra. Det gik så rapt med denne Samir, og undertiden forsvandt han, blev passet op af mærkelige mænd, eller han foretog mystiske opkald på sin mobiltelefon.

"Du ser bekymret ud, Samir," sagde min kone, efter han havde samtalet med to høje fyre på et hjørne, som om de ville have noget ud af ham, han ikke kunne give dem. Han blev fornærmet og irritabel, og så skete jo det, som jeg, uden at jeg af den grund betragter mig som nogen profet, havde forudsagt dagen før. Vi stod med et i en tæppehandel. Vi havde fulgt Samir op ad en snæver trappe, og så var vi der. Tag ikke mod den myntete, som indehaveren vil byde dig. Men min kone blev rørt, hvor venligt, og min søn imponeret over denne uventede og elegante form for gæstfrihed. Han havde forelsket sig i en marokkansk jellaba vævet af fåreuld. Jeg forestillede mig, det ville være en lejlighed til at opfylde et ønske samtidig med, at man kunne slippe fri af denne tæppehandlers greb uden de store skænderier. Vi købte en jellaba efter at have pruttet om prisen. Han klagede sig højlydt: I vil købe en kamel for den pris, et æsel koster. Derefter skulle samtlige tæpper slynges for fødderne af os. Så gik vi. Nu skulle vi trækkes ind i en parfume-butik, derefter en silkebutik, jeg nægtede at betræde. Her blev han stiktosset.

"Din mand vil ikke se på silke," råbte han til min kone, som stod inde i butikken. Så forlod han den i raseri og storkede ned ad en gyde. En anden mand, der i mellemtiden var dukket op, beroligede os med, at Samir lige var i moskeen, fordi han skulle bede. Han ville nok ikke blive væk alt for længe, jeg havde endnu ikke betalt ham. Og før vi kunne slippe væk, var han der igen.

"Det er så enden på turen," sagde han.

Jeg stak ham pengene.

"Må Gud være med dig," sagde jeg.

"Inshala," sagde han og var væk. På det tidspunkt var min søns blå-hvide jellaba ved at falde fra hinanden, som om den var gjort af et stof, der gik i opløsning ved den blotte berøring.

Hvilken triumf var det ikke dagen efter at tage hele turen selv og vandre ud af Bab Bou Jeloud, som havde det været forløsningen i en drøm.

Frit land

På en fortovsrestaurant i den nye bydel faldt vi i snak med en fyr. Det vrimlede med katte og tiggere. De var på jagt efter det samme. Madrester, som de stjal fra efterladte tallerkner. De taler jo alle sammen fire eller fem sprog, havde min søn udbrudt. Denne spansktalende unge høje fyr, der lignede en tyrefægter, havde nu problemer med sit visum til Europa.

"Det er ved at ændre sig," sagde jeg. "Det bliver vanskeligere for ikke-europæere at komme ind i Europa."

"Sådan er det ikke her," sagde han. "Her behøver man ikke visum for at komme ind."

"Nej," sagde jeg. "Det er rigtigt, heller ikke min kone som er fra Peru."

"Marokko er et frit land, man rejser ind og ud som man vil det."

"Men har I demokrati?" spurgte min søn.

"Vi har monarki."

"Det har vi også," sagde min søn. "Kan I vælge en statsminister?"

"Det gør kongen," sagde marokkaneren. "Når kongen ikke kan lide en minister, så skifter han ham ud på stedet."

Og der var heller ingen kvinder på denne restaurant. Dette fravær af kvinder er som et enormt usynligt sår. Hvor har de dog gjort af dem? Hvad har de dog gjort af sig selv? Menneskesønnen døde som 33-årig martret på et kors uden at have muntret sig med en kvinde. Muslimernes profet Muhammed døde som en gammel mand med succes og damer. Brugte han dem op, stuvede dem af vejen, anbragte dem der, hvor han altid kunne finde dem lige præcis i den position, han ønskede det? Eller var han bange for dem? Videregav han dermed en kollektiv angst for kvinden, der frøs sig igennem de århundreder, der skulle rulle sig ud efter ham?

Fes er skarpt opdelt mellem nyt og gammelt. I den nye bydel med femstjernede hoteller og skinnende bilforretninger så vi en hel del unge piger uden tørklæder. De pludrede af sted arm i arm. Vi så en kvinde dækket helt til af et kulsort slør, uden på hvilket sad et par solbriller.

"Det er en mand," sagde min kone, "der lader som om, se hvordan han bevæger sig maskulint i burkaen."

Kort efter så vi endnu et menneske i samme kluns og med et par solbriller uden på der sorte slør, der dækkede øjne og næse.

Gadedrenge

Vi valgte at tage toget tilbage til Tanger. Vi kørte forbi miserable landsbyer ude i ødet. Vi så bjergene rejse sig mod øst. Vi så fårehyrder med deres fåreflokke. En kvinde sov op ad en knortet stamme. Hvordan opfattede hun sit liv? Kærligheden? Den slags tanker fløj gennem sindet, mens vi passerede store olivenlunde, hvor kun kvinderne arbejdede. Vi så bønder, der sled med træplove trukket af okser. Vi så en stork midt på en mark. Vi så de små hvide kohejrer i flokke omkring ploven eller flagrende på de udstrakte lossepladser, der altid lå bag byerne. Vi så kameler hvilende på deres knæ under solen, mens kameldrivere slappede af i skyggen af krogede træer. Vi ankom til Tanger i strålende sol.

Den følgende dag tog vi en taxa til Asilah 50 kilometer fra Tanger, en gammel idyllisk by, hvid- og blåmalet med en portugisisk bymur ud til Atlanterhavet. Lige bag bymuren begyndte den store onde verden. En enorm losseplads, hvor katte, fattige børn og kvinder tumlede rundt.

Uden for medinaen havde en høj mand med sorte tænder lugtet, at vi havde brug for en taxa tilbage til Tanger. Han løb af sted ned ad en støvet vej, og lidt senere vendte han tilbage med en taxa og en tvær chauffør med ar i fjæset som efter knivhug. Vi forsøgte at finde ud af noget andet, men endte alligevel med at acceptere. Fyren kørte dødskørsel til lyden af en eneste lang jamrende dødsmesse på arabisk. De hyppige vej-patruljer kiggede ikke efter lovovertrædere, men der-imod efter afrikanske flygtninge på vej til Europa. Trafikken akkumulerede, som vi nærmede os storbyen Tanger. Gadedrengene i vejsiden havde fået øje på en lastvogn med anhænger. Så sprang nogle af dem ud mellem bilerne, greb fat i anhængerens håndtag og svang sig op og lod sig på den måde slingre gennem den vilde trafik. En knægt havde efterfølgende fået øje på den. Han spænede ud mellem bilerne, fik fat i håndtaget, svang sig op, men mistede grebet, og styrtede ned på ryggen. En lastbil havde været centimeter fra at knuse ham. Hans ansigt var en stor rædsel. Jeg så ham rystet rejse sig op og løbe tilbage til de andre knægte. Men da havde han genvundet sit selvsikre svaj i kroppen. Han var allerede en helt. Og vores chauffør grinede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu