Læsetid: 7 min.

Meditationer over dødens komme

Philip Roths berømmelse og talent er stadig i fuld blomst, selv om hans fiktion er begyndt at kredse om død og endelighed. Det har han skrevet en bog om, 'Everyman', der lige er udkommet på engelsk
15. maj 2006

Næppe nogen amerikansk forfatter behersker sit håndværk bedre end Philip Roth. Men i det forløbne årti, hvor han både udsendte en række mesterværker, der skulle blive bestsellere, og passerede de 70, har Roth måttet lære sig en form, der var helt ny for ham: mindetalen.

"Det var ikke en genre, jeg havde noget ønske om at mestre," siger den Newark-fødte forfatter, der er iført sort rullekravesweater, da jeg møder ham i hans forlæggers kontor i Manhattan.

"Men jeg gik til begravelse for fire af mine nære venner, hvoraf den ene var forfatter."

Og hver gang følte han, at han mødte uforberedt op.

"Planen forløber sådan her," forklarer han. "Først dør dine bedsteforældre. Og så, på et senere tidspunkt, dør dine forældre. Men det virkeligt overrumplende er, når dine venner begynder at dø omkring dig. Det var aldrig en del af planen."

Roth fortæller, at det var sådanne erfaringer, der fik ham til at skrive Everyman, hans nye roman, som er én imponerende, lang meditation over dødeligheden og dens betydning. Handlingen begynder med dens unavngivne helts begravelse og går så tilbage i tiden for at fortælle os denne mands livs-historie. I flere henseender er Everyman ikke nogen typisk Roth-figur. Han arbejder i reklamebranchen og forbliver en trofast ægtemand og far igennem en stor del af livet.

"Jeg ville have en hovedperson, som levede en mainstreamtilværelse. Så den her fyr gør sit bedste for at leve et liv efter konventionerne, og de skuffer ham så, som konventioner konventionelt gør," siger Roth.

Som tiden går, og det fysiske forfald begynder at indhente ham, forlader Roths figur sit ægteskab, rager uklar med sin bror og opgiver omsider sit reklamearbejde for at tilbringe sin pensionisttilværelse med at male, alt imens hans biologiske ur ubønhørligt tikker ned.

Faktisk kan romanen, som Roth først ville have kaldt The medical history, læses som en læges meget omhyggeligt udfyldte lægejournal.

"Som folk kommer op i årene," siger Roth, der blev 73 i marts, "snævrer deres bio-grafi sig ind til deres syge-historie. De tilbringer stadig mere tid under lægelig pleje, på hospitaler og apoteker og til sidst, som det sker i bogen, bliver den næsten identisk med deres medicinske bio-grafi."

Hjemmearbejdet i orden

I statistiske data har Roth noget at have sin påstand i. Befolkningens andel af ældre er stadigt stigende, også i USA, og spørgsmål om sundhed - og dødelighed - bliver stadig mere nærværende med fremskreden alder. Dr. Jerome Groopman, der bestyrer lægeklummen i The New Yorker og er professor på Harvard Medical School, siger, at Roth "virkelig har gjort sit hjemmearbejde godt i sine skildringer af de kliniske aspekter". Bogens mange operationsscener er beskrevet med stor detaljerigdom, og det samme er de lægelige procedurers teknikaliteter. Men Groopman pointerer, at romanen stikker dybere.

"Romanens kød og hjerte er historien om et menneske og det menneskelige vilkår - om de fejlgreb, vi gør på vej gennem livet og om, hvordan disse vender tilbage og gør det umuligt at værne os imod frygten og ensomheden, når vi stilles over for dødens perspektiv."

I den forstand trækker romanen på den moralske 1400-tals fabel Everyman, hvor en ung, energisk mand møder Døden på landevejen.

"'Everyman' ytrer da, hvad der måske er den stærkeste linje skrevet på engelsk mellem Chaucers død og Shakespeares fødsel," siger Roth og citerer drømmende: 'Oh, death, thou comest, when I had thee least in mind'.

Roths helt har en række sådanne øjeblikke. Som barn dør han næsten af sprængt blindtarm. Som ung teenager får han et åbenbaringsanfald, da han en nat står på en strandbred. "Stjernernes overflod fortalte ham utvetydigt, at han var dømt til at dø og udslettes," hedder det et sted.

Roth har skrevet om dødelighed før. Han har med patos forholdt sig til temaet i sin prisbelønnede Patrimony og med hysterisk humor i romanen Sabbath's Theater.

Sidste sætning i sidstnævnte bog lyder: "Hvordan kunne han tage af sted? Hvordan kunne han bryde op? Alt, hvad han hadede, var jo her."

"Everyman har slet ikke nogen af disse pudsigheder. Den er ekstremt sort," siger digteren Mark Strand, Pullitzerpris-vinder og ven af Roth i over 40 år.

"Der er ingen lindring at finde i de typiske snurrigheder og humoristiske indfald, som Roth ellers altid finder plads til i sine romaner."

"Jeg skrev romanen ud i et stræk fra begyndelse til slutning," siger Roth. "Jeg havde historien klar fra starten. Jeg omskriver mine skitser og udbygger fortællingen indefra, men uden at tilføje egentligt nyt. Efterbearbejdelsen går ud på at forfine beskrivelsen, så historien får tilstrækkelig slagkraft til at fortætte læserinteressen."

Prøvelæsere

Når Roth når det punkt, hvor han selv føler, han ikke kan tilføje mere, viser han manuskriptet til tre-fire prøvelæsere.

"Og så sætter jeg mig ned sammen med dem i tre eller fire timer, eller hvor lang tid der nu skal til, for at lytte til alt, hvad de har at sige. For det meste har jeg ingen kommentarer, men hvad de siger, er alligevel uhyre nyttigt for mig. Det, jeg får ud af det, er nogle andre menneskers sproglige karakteristik af det, jeg har skrevet. Det åbner bogen for mig på ny, så jeg kan vende tilbage og give den en sidste overhaling."

Forfatteren Paul Theroux, som læste romanen "ud i et stræk" og en gang til "med endnu større nydelse og beundring", siger, at Roths minutiøse kalkuleringer af sin fortællings effekter skinner klart igennem.

"Hos Roth beundrer jeg virkelig hans tilsyneladende skødesløshed - som er bygget op igennem den største omhu."

I dette tilfælde er det Roths evne til at arbejde uden sine sædvanlige stunts, der gør romanen så imponerende for ham.

"Dens fascinationskraft- udgår fra dens overbevisende detaljerigdom, dens fuldt realiserede og genkendelige skæbner og ikke mindst disses svagheder."

Blidere tone

Roth har førhen skrevet tilstrækkeligt selvbiografisk til, at det er fristende at se noget af ham selv i hans karakterer - og deres svagheder. I 1960'erne, da hans megahit-roman Portnoys genvordigheder solgte i millionoplag, spøgte Jacqueline Susann, forfatteren til Dukkernes dal, med, at hun gerne ville møde ham, men ikke var sikker på, om hun havde lyst til at trykke hans hånd (karakteren Portnoy er patologisk onanist, red.).

Everyman har også sin andel af Roth-øjeblikke - men de tenderer imod at anslå en blidere selvbiografisk tone. Åbningsscenen alluderer til begravelsen af Roths nære ven og litterære mentor, Saul Bellow. Senere, efter adskillige operationer, kalder Roths karakter sine venner til sig, som selv er lige så syge, så de kan sige farvel til ham.

Endelig besøger karakteren sine to forældres grav og mødes med den mand, der formentlig har gravet den.

"Dette er næsten helt sikkert baseret på Roths egen oplevelse," siger Strand. "Philip lader intet gå fra sig. Alt, han kan bruge, skal nok blive brugt."

Alligevel vil det være forkert at forestille sig, at Roth imødeser sin livsafslutning med skælven. Når man møder ham ansigt til ansigt, virker romanforfatteren i fin fysisk form og vigør - og han ankommer til interviewet med en sportstaske over skulderen, som var han lige kommet fra fitnesscenteret. Døden skræmmer ham stadig ikke, siger han.

"Denne bog lå mig ikke på sinde på grund af min egen død, som - håber jeg - stadig ikke er nært forstående," siger han og bryder ud i latter.

Tryg ved hjerteoperation

Selv om Roth måtte undergå en hjerteoperation i 1988, tænkte han ikke to gange på, at slutningen kunne være nær.

"Jeg troede aldrig, at tiden var kommet til at drage det sidste suk. Jeg var ret sikker på, at de fyre vidste, hvad de gjorde - at de nok skulle ordne mig, og det gjorde de."

"Han har oplevet fysiske gebrækkeligheder," siger Strand, "men han begyndte som meget stærkere og mere atletisk end nogen af os. Da jeg først mødte ham, var han en fremragende baseballspiller. Han kunne slå en bold over en mile. Han er en af de mest nærværende mennesker, jeg nogensinde har mødt. Og han er i stand til at finde på historier, der er vidunderlige og hypnotisk dragende."

"Min far var forsikringsmand," fortæller Roth, "og som dreng plejede jeg at kigge i hans håndbøger i aktuarvidenskab. Derfor vidste jeg, at kvinder normalt levede til 63-årsalderen og mænd til de blev 61. Nu tror jeg, gennemsnitsalderen er 73. Den har altså ikke ændret sig dramatisk på trods af alle de dramatiske medicinske fremskridt i efterkrigstiden."

Dr. Groopman ser heri i en trist sandhed:

"Det er en fremherskende illusion med al den teknologi, vi har, at vi på en eller anden måde skulle være i stand til at kontrollere det kliniske resultat."

Men som Roths helt finder ud af, og som vi alle før eller siden finder ud af, så er dette ikke tilfældet.

"Kontrakten er en elendig kontrakt, men vi er alle nødt til at skrive under på den," vrænger Roth dystert.

I 1800-tals-fiktion som Tolstojs Ivan Ilitjs død medfører dødens nærvær en højere dragning mod gud og religion for hovedpersonen. Sådan forholder det sig ikke for Roths Everyman.

"Intet vil komme til at tvinge min hånd," siger han utvetydigt.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Philip Roth har lige modtaget PEN/Nabokov-prisen på 20.000 dollar til en forfatter, hvis værk repræsenterer bedrifter i forskellige litterære genrer og vedvarende originalitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu