TIL LYKKE! De er med 47 procents sandsynlighed bærer af en af tidens mest opsigtsvækkende udviklingstendenser. Bannerfører for en ny og vigtig politisk deltagelsesform. De er så rank dog ryggen Politisk Forbruger!
Det ved vi fra den såkaldte Magtudredning, som mandag udgav en af sine mange delrapporter, betitlet Politisk forbrug og politiske forbrugere globalisering og politik i hverdagslivet. Udredningens forfattere, Ph.d.-stipendiat Mette Tobiasen og professor Jørgen Goul Andersen, begge Aalborg Universitet, har gennemført »den hidtil mest omfattende undersøgelse af politisk forbrug som politisk fænomen«.
Det har de gjort ved at spørge 1.640 repræsentativt udvalgte danskere, om de i årets løb har truffet et valg i en købssituation »for at opnå forbedringer eller modvirke forringelser i samfundet.« Og dét har altså hele 47 procent. Hver anden dansk forbruger. »En alt i alt positiv tendens,« siger Jørgen Goul Andersen. »En megatrend,« siger FDBs formand Ebbe Lundgaard. Hurra, siger vi bare.
Eller hvad? Ved nærmere eftersyn og -tanke kan man få den mistanke, at det er det rene vrøvl.
FOR DET FØRSTE: Hvilken mening giver det at definere en person som politisk forbruger, fordi denne (mindst) én gang på et år har taget stilling til en vare ud fra ovennævnte politiske kriterier? Sat på spidsen kan en politisk forbruger i undersøgelsens optik være én, der som bevidst handling har købt økologisk mælk én gang på et år og pesticid-mælk 364 gange.
I forlængelse heraf: Hvad er De mon, hvis De med den ene hånd snupper den dyre, men socialt bæredygtige Max Havelaar-kaffe, og med den anden griber en t-shirt til 30 kr., fremstillet af underbetalte børnearbejdere i Fjernøsten? Føler De Dem som politisk forbruger eller apolitisk ditto?
Og i endnu mere forlængelse: Må det ikke i en eller anden forstand kaldes et politisk forbrugsvalg at gå efter prisen? For dét er jo også en bevidst handling, hvor man vælger en producent og produktionspraksis på bekostning af en anden. Giver det mening, og er det rimeligt at tilkende én kategori af forbrugere politisk rolle og ansvar og lade en anden kategori slippe ved at kalde dem ikke-politiske? Er vi ikke alle politiske forbrugere for Vorherre?
NU ER DET ikke for at ødelægge den gode stemning, at vi sår lidt tvivl om Magtudredningens seneste rapport. Et politisk forbrugsvalg er både godt og vigtigt. Men det er altså ikke særlig hensigtsmæssigt, når en så spinkel undersøgelse bruges til at fremmane triumferende overskrifter som Den politiske forbruger går sin sejrsgang (Ugebrevet Mandag Morgen) eller udsagn om, at »stadig flere danskere« forsøger at påvirke samfundsudviklingen via indkøbskurven (Politiken). Det er således ikke muligt at identificere en sådan tendens i undersøgelsens tal »det politiske forbrug går ganske meget op og ned«, står der direkte i teksten, hvis man nærlæser.
Og det er dertil meget svært at bedømme, hvori dette »politiske forbrug« reelt består. Når det kommer til stykket, kan forbrugernes politiske bevidsthed kun måles på salgstallene som undersøgelsen ikke ser på. Og vil man selv med den slags tal kunne konkludere, at den politiske forbrugerbevidsthed er voksende, hvis f.eks. salgstallene for giftfri gulerødder stiger, samtidig med at salgstallene for giftsprøjtede appelsiner også gør det? Sandheden er sikkert, at der er en vis, måske stigende bevidsthed omkring nogle varegrupper aflæsbart på salgsstatistikken og en ringe, måske faldende bevidsthed hvad andre varer angår.
NÅR DET gælder det miljømæssige perspektiv, er det mest centrale spørgsmål måske slet ikke, hvad vi køber, men om vi køber. Hvor revolutionært var det egentlig, da såkaldt politiske forbrugere under Brent Spar-kampagnen midt i 1990erne skiftede fra Shell-benzin til et andet mærke, når det fælles, store problem for alle benzin-mærker er deres ødelæggende effekt på det globale klima via bilernes CO2-udledning?
Og hvad er det for en type forbrugerbevidsthed, der gør sig gældende i denne julemåned, hvor Institut for Konjunktur-Analyse kan fortælle om uhyre optimistiske forbrugerforventninger som udslag af en formidabel tillid til den ny regerings evne til at løfte økonomien. Måske samme slags forbrugerbevidsthed som gav sig udslag i, at den internationale forbrugeraktivist-happening Buy Nothing Day den 23. november gik fuldstændig sporløst hen over Danmark.
Statstikkerne fortæller, at danskernes forbrug er større end nogensinde og danskerne så materialistiske som ingensinde før (hvilket ikke forhindrer, at danskernes ikke-materielle forbrug af f.eks. kulturoplevelser også vokser). Også derfor er det noget af en tilsnigelse og forenkling og forførelse at hævde, at den ansvarsbevidste forbruger marcherer. Vi er givetvis mere orienterede mod markedet og mere bevidste om vores identitet som forbrugere, end vi har været før. Men i en verden med overflod og frit valg på alle hylder økologi ved siden af kemi, børnearbejde over for solidaritetsvarer - er det endnu for tidligt at helgenforklare den danske forbruger.
