Læsetid: 12 min.

Meiers røde tråd

Sludder, svarer Erik Meier Carlsen, nyligt fyret chefredaktør på B.T., når nogle af hans kritikere beskriver hans udvikling, som en banal glidning fra det yderste venstre til det yderste højre. Kritikken af den venstrefløj, jeg selv historisk og kulturelt er udsprunget af, har været en vigtig dynamik i udviklingen. Men med i billedet hører også, at det politiske spektrum har flyttet sig meget, forklarer han
12. januar 2007

1998 var en begivenhedsrigt år i dansk politik. Nyrup reddede med nød og næppe en tredje periode i Statsministeriet, røg samme år ud i sin værste krise om efterlønnen. Venstre skiftede formand, der var pinsepakke, og vi stemte om EU. Erik Meier Carlsen stod i foråret og så på sin søn spille fodbold - miniputbold. Samtidig lyttede han til en politisk debat i radioen, for nu at udnytte tiden. Det var kort før danskerne igen skulle stemme om den europæiske union - denne gang om Amsterdam-traktaten. I radioen agiterede Kristian Thulesen-Dahl fra det forholdsvis nyetablerede Dansk Folkeparti for et nej. Mod elitens projekt, mod øget indvandring og en demokratiske blindgyde - og for bevarelse af dansk selvstændighed.

"Det var en opvågning for mig. Jeg var slet ikke enig, men jeg kan huske, at jeg tænkte: De har sgu' fat i noget. Hidtil havde jeg som alle andre opfattet Dansk Folkeparti som nogle galninge - et Fremskridtsparti nummer to. Men det her var en helt anden sammenhængende og relevant agitation og jeg oplevede det krystalklart - næsten som en åbenbaring," fortæller Erik Meier Carlsen.

Han har som flere af sine jævnaldrende taget turen fra den yderste venstrefløj til den yderste højrefløj, vil nogen hævde - sammen med personer som Karen Jespersen, Lars Hedegaard og Ralf Pittelkow. Han har forrådt idealerne fra dengang, solidariteten med de svageste i samfundet og kastet sig i armene på snævertsynede nationalister og det, der er værre. Eller har han? Det er noget sludder, siger Erik Meier Carlsen, for selvfølgelig går der en rød tråd igennem hans journalistiske - og politisk engagerede - karriere. Hver gang han har rundet et hjørne, har der været en god grund til det. En af drivkræfterne har helt fra begyndelsen været at holde socialdemokraterne på et pragmatisk og realistisk spor. Ofte har han i sine analyser været tigerspring foran politikerne og blot ventet på, at de nåede til samme konklusion.

Et foreløbigt punktum

Den 1. januar i år stoppede 59-årige Erik Meier Carlsen som chefredaktør på B.T. Det blev det foreløbige punktum for en usædvanlig karriere i grænselandet mellem politik og journalistik. Gennem tre årtier har han analyseret og fortolket dansk og europæisk politik og de samfundstendenser, de er et udtryk for. Det har givet ham anerkendelse, venner og fjender i det politiske landskab. Og måske er det nu tid til at runde et nyt hjørne - nemlig at acceptere religionen, det åndelige, og ikke mindst islam som en af de vigtigste drivkræfter i udviklingen af bæredygtige demokratier - og i udviklingen af mellemøstlige samfund. Meier Carlsen er unig med dem, der afskriver religionen i det politiske rum. Men mere om det senere.

For Meier Carlsen begyndte det hele på herværende dagblad i midten af 70'erne. Ejvind Larsen var chefredaktør, og bølgerne på den danske venstrefløj gik højt.

"Mit egentlige engagement på den yderste venstrefløj ligger helt tilbage til da jeg var 16-17 år. Som ung gymnasiast følte jeg mig som kommunist, men blev aldeles kureret efter et besøg i det østtyske Rostock. Kortvarigt var jeg medlem af SF og SF's hovedbestyrelse. Siden har jeg ikke haft noget konkret med partipolitik at gøre," siger Erik Meier Carlsen.

Den ansvarsløse venstrefløj

Til gengæld kom det religiøse til at spille en stor rolle i hans liv og har gjort det lige siden. Meier Carlsen er buddhist og praktiserer dagligt sin religion. På Information svingede han tidligt i 70'erne med på de venstreorienterede tendenser, før han blev en af venstrefløjens skarpeste kritikere.

"Ejvind Larsen var meget engageret og havde kortvarigt siddet i VS's hovedbestyrelse. På et tidspunkt fandt vi sammen om at gå imod den almindelige opfattelse af socialdemokraterne som håbløse ud fra et revolutionært synspunkt. Vi blev nødt til at tage socialdemokraterne alvorligt, og det passede mig godt og faldt sammen med, at jeg i 1976 fik mit første barn. En oplevelse, der helt elementært var med til at ændre mit syn på tilværelsen i retning af at tage medansvar for verdens indretning."

På Information arbejdede Meier Carlsen sammen med journalist og senere socialdemokratisk minister Karen Jespersen.

"Hun var stærkt venstreorienteret og Ejvind Larsen og jeg bombarderede hende i fællesskab for at reformere hende til at tage socialdemokraterne alvorligt. Og det lykkedes. Det var i høj grad det, som havde fokus for vores journalistik. Det blev til forsøg på at afdække venstrefløjens hulhed og flugt fra ansvaret."

- Men samtidig med, at I trods alt jer følte som en del af den?

"Jo, men på forskellige niveauer. Jeg begyndte at stemme på Socialdemokratiet som den eneste af os tre. Karen Jespersen var i bevægelse, og partiet var inde i en skæbnesvanger fase omkring de dramatiske begivenheder med SV-regeringen i 1978. Et desperat forsøg på at indføre Økonomisk Demokrati - ØD, som vi naturligvis dækkede intensivt. Derefter kom der en periode, hvor vi sammen var temmelig kritiske over for Socialdemokratiet. Vi var strammere ud fra et midtersynspunkt og kritisk over for den kurs, der blev tegnet af Anker Jørgensen og Svend Auken både i den sidste del af Ankers regeringstid og den efterfølgende oppositionsperiode. At finansiere velfærd med gæld forekom både urealistisk og umoralsk. En lang kontinuerlig kritik for mangel på realisme og pragmatisme."

Gik galt for socialdemokraterne

I 80'erne fortsatte Meier Carlsen sin kritiske linje over for de dele af Socialdemokratiet, som lod sig rive med af fredsbevægelsen, miljøbevægelsen og andre.

"Jeg var meget optaget af forsvarsdiskussionen og kritisk over for den pacificme, som jeg synes meget af fredsarbejdet var udtryk for, og jeg argumenterede for atomkraft."

Sidst i 80'erne skiftede Meier Carlsen avis og blev politisk redaktør på Det Fri Aktuelt som med nye gulddrenge - Jørgen Flindt Pedersen og Erik Stephensen i chefstolen skulle rette op på arbejderbevægelsens skrantende blad.

"Min lange periode på Aktuelt blev en fantastisk fokusering på Socialdemokratiet - et parti i opbrud og indre splittelse. Jeg var meget kritisk over for Svend Auken, og det fik jeg plads til. Fælles med Ejvind Larsen havde jeg fået en stor forkærlighed for Poul Nyrup Rasmussen. Han forekom at være et stort lys, tænkte meget visionært og strategisk. Jeg var meget imponeret af ham, og jeg var sikker på, at det var en god ide, at han rykkede ind som næstformand, da Svend Auken blev formand. Men allerede på et tidligt tidspunkt skuffede han."

- Hvad mener du, der går galt for Nyrup?

"Han var en utroligt svag leder, og det havde han også vist igennem forløbet. Der var et næstformandsinitiativ, hvor Birte Weiss og Nyrup skulle på banen for at korrigere Ritt Bjerregaards og Svend Aukens meget radikale linje. Og jeg kan huske, at jeg var til et pressemøde, hvor Nyrup trak alt tilbage og var som en logrende hund over for Svend Auken, og der tænkte jeg: Nej, nej den mand kan ikke. Selv som formand blev Nyrup aldrig rigtigt herre i eget hus, dels fordi Mogens Lykketoft reelt bestemte og også havde bestemt, at Nyrup skulle være formand, og dels fordi formandsopgøret med Auken har trukket dybe spor i partiet."

Omtrent samtidig med, at Nyrup Rasmussen overtager statsministerposten, forlader Erik Meier Carlsen jobbet som politisk redaktør på Det Fri Aktuelt for at blive ansat på Ugebrevet Mandag Morgen. En af de store dagsordener er, hvordan samfundet kan reformeres, så der bliver plads til de mange, som den økonomiske nedtur har udstødt fra arbejdsmarkedet. Regeringen nedsætter en velfærdskommission med departementschef Jørgen Rosted som formand. Rosted er ven med Erik Rasmussen, som er chefredaktør på Mandag Morgen, og bestræbelserne på at skabe et nyt servicearbejdsmarked fik god medvind på ugebrevet. Opgaven for kommissionen bestod i at finde modeller for, hvordan man kunne skaffe masser af ufaglærte i job og samtidig sørge for, at nogle af de private serviceopgaver som ingen har råd til at få udført, alligevel blev gjort. Resultatet blev magert målt i politiske initiativer. En hjemmeserviceordning, som fra starten blev stærkt kritiseret, blev eneste konkrete resultat af kommissionens arbejde. Mere generelt er markedsgørelsen af den offentlige sektor med strategisk udliciteringer, privatiseringer og nye lønsystemer i fokus for Mandag Morgen.

.. men Lykketoft bestemte

"Nyrup Rasmussen havde fortsat et visionært potentiale og nedsættelsen af velfærdskommission kort tid efter magtovertagelsen var et udtryk for det. Men Mogens Lykketoft og Finansministeriet slagtede den fuldstændig. Nyrup var så svag, og det kom til at præge ham. Der blev ikke skabt sammenhæng mellem noget som helst. Lykketoft bestemte, men han har ikke noget bagland. Fagbevægelsen hadede ham, og vælgerne brød sig heller ikke om ham, og i folketingsgruppen var det kun nogle ganske få, der holdt sig til ham."

Men det er med den tiltagende debat om udlændingepolitikken og indvandringen, at Meier Carlsen for alvor mister tilliden til ledelsen af det parti, som han har besluttet sig for at tage alvorligt.

"Nej'et til Maastricht-traktaten i 1992 var et meget stort chok for mig. Det var jo noget af det, der lå i vores revselse af venstrefløjen - den manglende anerkendelse af vores tilhørsforhold til EU. Jeg troede jo, at det var noget folk stod bag, efter at afstemningen om EF-pakken i 1986 var endt med et ja. Det var efter Maastricht-nej'et, at ordet elite dukkede op i mine skriverier for første gang. Jeg blev først så deprimeret, for jeg forstod det ikke, men jo mere jeg satte mig ind i det, jo større var min forståelse for, at folk havde en mening med at stemme, som de gjorde. Og at det var mig, der havde ladet mig indfange af en elitær arrogant tænkning. Jeg begyndte for alvor at kigge på meningsmålinger også de mere avancerede. Jeg arbejdede tæt sammen med samfundsforskeren Jørgen Goul Andersen. Pludselig kunne vi se brydningerne i det socialdemokratiske vælgerkorps. Det var ikke bare den gamle venstreorientering med det intellektuelle og ungdomsoprøret - det her var noget helt andet. Det var en dybere bekymring i det socialdemokratiske kernevælgerkorps for globaliseringen."

I 1998 kom så 'vækkelsen' i form af Thulesen-Dahls radiotransmitterede EU-agitation. Han satte præcise ord på den nye anti-elitære strømning og gav 'de overflødige' en stemme - det som havde været udgangspunktet for venstrefløjen i 70'erne. Men nu handlede det om alle dem, som ikke ønskede at abonnere på elitens projekt om multikulturalisme, global arbejdsdeling og globale landsbyer. Mens Meier Carlsen endnu var på Mandag Morgen, skrev han bogen De overflødiges oprør, som for første gang satte den bevægelse, som Dansk Folkeparti og dets europæiske søsterpartier var udtryk for, ind i en teoretisk sammenhæng.

"Jeg blev meget overbevist om, at nationalstaten var den eneste mulige ramme om et fungerende demokrati med høj folkelig deltagelse. Og at den meget vidtgående omfordeling, som vi har kunnet præstere i de nordiske lande, forudsætter en høj grad af homogenitet og sammenhæng."

- Og var jobbet som chefredaktør på B.T. så den naturlige fortsættelse af den dagsorden?

"Jeg havde på Mandag Morgen skrevet nogle omdiskuterede ledere om Dansk Folkeparti. Vækkelsen meldte sig, mens jeg var der, og Erik Rasmussen var meget lydhør. Jeg havde fået flere henvendelser fra B.T. men da Kristian Lund, som var ansvarshavende på det tidspunkt, kom med et attraktivt tilbud, kunne jeg se en mening med det. Jeg så det som en proces, som jeg havde været igennem før, da jeg gik fra Information til Aktuelt. Igen skulle jeg til at skrive hovedsageligt til folk uden studentereksamen."

Fra venstre mod højre

- Var denne vækkelse i virkeligheden fuldbyrdelsen af en rejse fra det yderste venstre til det yderste højre?

"Det mener jeg jo ikke selv. Men det er klart, at der har været en dynamik og en energi i kritikken af den venstrefløj, som jeg selv historisk og kulturelt havde haft som udgangspunkt. Det har været en særlig drivkraft. Og det har man også kunnet se hos nogle af de andre aktører - Karen Jespersen, Ralf Pittelkow og Lars Hedegaard. Men det har også noget at gøre med, at det politiske spektrum har flyttet sig meget."

- Nogle socialdemokater mener givetvis, at du har forrådt nogle af de idealer, som var dit udgangspunkt, og at du i virkeligheden er med til at skabe et truende modsætningsforhold til indvandrerne?

"Det en svær debat. Men der er ikke noget multikulturelt samfund, der har været i stand til at lave den omfordeling, vi har. Man kan sige, at det amerikanske samfund giver bedre plads til indvandring. Der er ingen tviv om, at indvandrere i USA og Canada lettere integreres på arbejdsmarkedet, men der er også helt anderledes forskelle i levevilkår. Der står man i et valg, og jeg tror, at der er meget større gevinst for alle i hele verden ved at virkeliggøre en samfundsmodel med en ligelighed, som vi kender fra de skandinaviske lande. Vi bliver ved med at være det femterigeste land i verden på trods af, eller måske fordi, vi omfordeler så vidtgående, som vi gør. Og hvis man var mindre stram i udlændingepolitikken, så risikerede man, at de tætte strukturer, som muliggør den omfordeling, bryder sammen."

- Alligevel mener du, at der er en forskel på din og nogle af dine ligesindedes tilgang til udlændingedebatten?

"Jeg er meget optaget af de vækkelsesbevægelser, som griber ind i den europæiske historie i to omgange. I de store religionskrige i 1700-tallet, hvor pietismen bryder igennem og så igen i 1800-tallet. Vi har helt undervurderet deres betydning for demokratiet og udviklingen af samfundsinstitutioner. Den store vækkelse i USA spiller en meget stor rolle for den demokratiske udvikling. Det samme gør sig gældende i Danmark - Indre Mission og grundtvigianismen - og Nordeuropa. Vi har at gøre med kræfter, som man ikke skal undervurdere."

Erik Meier Carlsen tager skridtet videre og mener, at vore dages voldsomme kritik af islam og islamismen skyder forbi målet. Religion og politik er forbundet og har været det gennem historien, og det eksistentielle engagement og vilje til forandring til en bedre verden, som ligger i religionen, er i høj grad også en nødvendig politisk kraft.

"Vi er meget forvirrede omkring, hvad islam og islamisme er. Når vi ser bevægelser som Hamas, Hizbollah og Det Muslimske Broderskab, så er det jo bevægelser med enorm folkelig opbakning og med stærke sociale programmer, som i virkeligheden godt kan siges at have paralleller til de strømninger, som er rødderne for vores eget demokrati. Jeg ved ikke hvordan, men det er noget, der udfordrer til ikke konfrontatorisk at nedgøre det her og i misforståelse hævde, at der blot er tale om middelalderlig, reaktionær indskrænkethed."

- Men vi taler jo også om, at de bevægelser er arnesteder for terrorisme og totalitær ideologi?

"De er på en problematisk måde forbundet med afskyelige voldstendenser, men det oplevede vi også med ungdomsoprøret og venstrefløjen i Europa. Det er hamrende udfordrende og besværligt, men hvis man skal lave holdbare løsninger bliver man nødt til at acceptere, at den form for eksistentielt engagement i virkeligheden er uundværlig, hvis man vil etablere ambitiøse demokratier, som vi har gjort i Skandinavien."

- Men det er vel svært for os at acceptere systemer og ideologier, som er kvindeundertrykkende og udemokratiske?

"Ja, det synes jeg bestemt heller ikke, at vi skal, men alle religioner har været indskrevet i et eller andet patriarkalsk mønster. Det gælder også kristendommen. Religion er ikke af natur forbundet med noget undertrykkende - at den er det konkret, historisk og kulturelt er noget andet. Det handler ikke om at acceptere manglende ligestilling og brutalitet i straffesystemer, eller hvad man ellers kan finde på, men at tage det engagement alvorligt og gå ind i dialogen ud fra en respekt for det engagement, der får folk til at ville lave verden om."

Erik Meier Carlsen fortsætter med at runde hjørner. Om kort tid drager han tre måneder til Nepal for at udvikle sine tibetan-kundskaber og forståelsen af sin religion. Derefter har han planer om at skrive igen - politiske bøger, kommentarer, men trods flere konkrete henvendelser ender den røde tråd næppe til nogen politisk karriere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her