Blandt mine mange guilty pleasures - et vidunderligt, men også næsten uoversætteligt udtryk, der dækker over de ting, vi sådan går og nyder i det dulgte, velvidende at de ikke ligefrem er hot shit at fremlægge i en wannabe intellektuel, socialt opadstræbende og allround bedrevidende offentlighed; det være sig Europamesterskabet i standard- og latindanse, dyreprogrammer på tv, corny film (alt med Bruce Willis, f.eks.), guldaldermalerier (de er så pæne, som min mormor sagde), Bakken, kommunistisk propagandakunst, Monrad & Rislund, musicals, rimet poesi, sit-coms, sentimentale schlagere, tysk mad (det er så rent), country og meget andet - finder vi den amerikanske sanger og især sangskriver Neil Diamond, der har formået at sælge 120 millioner eksemplarer af sine plader på verdensplan. Men ikke ret mange her i Danmark, hvor han er sådan en størrelse, der enten rynkes på næsen af eller simpelthen fremstår uidentificerbar. Neil Who?
Okay, denne den jødiske New York City-Elvis (som nogen kalder ham; se evt. omslaget til Hot August Night for at forstå hvorfor) har sandt for dyden også lavet rigtigt mange lorteskiver. Udover de tidlige lp'er på Bang og MCA (ca. 1966-1972), der generelt holder, har han udsendt meget møg på Columbia siden '73.
Men det, der gør ham elsket og respekteret her i hytten er alle de fine, enkeltstående sange, han har stået fadder til, især i sine unge dage: "I'm A Believer", "Solitary Man", "Red, Red Wine", "Song Sung Blue", "Sweet Caroline", "I Am - I Said", "If You Know What I Mean" (ren Nick Cave!), "Brother Love's Travelling Salvation Show" (sick, sick, sick), "Twobit Manchild", "Brooklyn Roads", "Cracklin' Rosie", "Holly Holy" m.fl.
Ikke så meget udenoms
Hvis De ikke tror mig, så check den tredobbelte overflyvning In My Lifetime ud. Eller køb én af de utallige (og billigere!) enkelt-cd-Greatest Hits, der findes (men hold øje med, hvorvidt det er en af dem, der indeholder inferiøre genindspilninger!).
Nå, nu har den allestedsnærværende producer Rick Rubin - altid overraskelsernes mand - besluttet sig at gøre det samme for den 65-årige Neil Diamond, som han i 1990'erne gjorde for Johnny Cash. Dvs. uddrage koncentratet af Diamonds kunst og indspille den uden de mange falbelader (kor, orkester og masser af det, som Diamond har for vane), der lige lovlig ofte har tynget musikken til jorden.
Resultatet hedder bare 12 Songs. Og titlen siger noget om hvilken jordnærhed, der søges. Og ofte opnås. Alt i alt den bedste Diamond-plade siden Beautiful Noise. Og den er fra 1976. Altså i 30 år. Yo Rick Rubin, way to go!
Lad os dog lige få en ting på det rene: Diamond er ingen Cash. Mindre kan nu også gøre det. Og på den anden side skriver Diamond selv alt sit materiale. Og som hos Cash er det også her sangeren og sangen, der er i centrum. Ikke så meget udenoms, bare en stemning af intim afslappethed og melankolsk nærvær.
De mange medvirkende musikere spiller så lidt som overhovedet muligt. Dejligt. Centralt blot den dybe, karakteristiske stemme, en akustisk guitar (som Diamond selv for første gang i tre årtier trakterer på plade!) og 12 sange (dvs. 14, da der er to bonusspor; en af cd-æraens bizarre foreteelser), der næsten alle holder vand. I så intime omgivelser, at man kun har et valg: At høre efter. Altid forcen ved akustisk musik, hvor man ikke distraheres af alskens instrumental hitpåsomhed (som selvfølgelig også har sin charme), men til fulde kan hengive sig det sungne, hvis man er således inklineret.
Drama queen
Og der findes et par deciderede klassikere i svøb. Her i blandt rager "Hell Yeah" seriøst op, idet den udgør et af den slags dybfølt selvbiografiske livsfortolkninger, man enten må elske eller hade. Her står jeg. Hvem er jeg? Hvad har jeg nået? Vundet? Tabt? Etc. Ikke ligefrem guf for Britney Spears-segmentet. Men for affældige oldinge med smag for drama og patos som undertegnede meget tæt på Nirvana. Altså tilstanden og ikke bandet. Stejlhed ud ad til. Oprør indeni. Age and rage. Uforglemmelig.
I det hele taget rager de dramatisk ladede ting godt op på albummet. Diamond har altid haft en snert af en Broadwayagtig drama queen over sig (man er vel fra New York!), som jeg har svært ved at stå for. Derfor er det også svært at modstå et nummer som "Evermore", der starter som rolig folkesang og langsomt bygger op til et rigt orkestreret crescendo; næsten klassisk Diamond, bare bedre.
Også det råswingende "I'm On To You" går lige i ens dna i kraft af den underspillede måde, hvorpå den fremstiller dyb, dyb skuffelse.
At han så ind i mellem tangerer det sentimentale - som på f.eks. "We" og "Create Me" - tilgives han gerne herfra. Kun den patosfyldte hymne "Man Of God" (jødisk gospel, anyone?) glider ikke helt ubesværet ned. Om end Billy Prestons orgel gør den næsten spiselig. Men når han nu kan gøre det så enkelt og smukt, som på "Save Me A Saturday Night", for hulen da. Eller den underspillede og åndeløst smukke åbner, den svævende "Oh Mary". Uha da.
Det er nemlig nok det sværeste af alt - at skrive så enkelt, som Diamond gør her. Tilsyneladende, da. Nogle af sangene er nemlig hylende komplekse. Men det kan ikke høres.
I sidste ende vil 12 Songs nok stadig polarisere lytterne; og dem, der aldrig har kunnet udstå Diamond, forelsker sig næppe ubehjælpsomt i ham, bare fordi han har lavet en god plade. Ikke en stor plade, vel at mærke. Men en rigtig, rigtig god én. Den kan vi andre så lune os ved i mellemtiden.
Neil Diamond: 12 Songs (American/Columbia/Sony-BMG)
