Et generationsskifte har fundet sted på GB-forlagene, Gyldendals datterforlag, i Københavns Købmagergade. Tidligere var kendte navne i branchen chefer dér såsom Merete Ries, Erik C. Lindgren og Torben Madsen. Så blev den noget yngre Tine Smedegaard Andersen administrerende direktør, og for en måned siden blev den 43-årige Jakob Malling Lambert litterær direktør.
Men han har samtidig selv oplevet at rykke et trin op i generationshierarkiet.
"Det var, da jeg fortalte, at jeg skulle på Roskilde-festivalen," fortæller han.
"Nogle af piccolinerne kiggede forbavset på mig og spurgte, om jeg skulle arbejde for Røde Kors. De forestillede sig, at jeg skulle være i samariterteltet."
Det skulle han nu ikke. Han havde fået backstage-adgang, fordi Morten Ramsland, som han er redaktør for, skulle optræde. Men Jakob Malling Lambert var som yngre tit på Roskilde-festival og har også overlevet en enkelt nat i telt for få år siden.
Opbrud
- Hvordan er det pludselig at blive overchef?
"Det gør ikke ondt, kan jeg konstatere - og jeg har jo været næstkommanderende for Torben Madsen i et samarbejde, jeg satte utrolig meget pris på. Vi var ikke uenige om meget."
- Hvordan vil du sætte dit eget præg på forlagene fremover?
"Forfatterne vil komme til at stå meget centralt. Da jeg startede i bogbranchen, fik de skubbet en kontrakt ind under næsen og skrev under, og så var alt aftalt. Siden har der været opbrud. De er begyndt at stille krav til kontrakter og markedsføring. Forlæggerne havde måske en tendens til at holde en vis distance til dem for ikke at sige, at de mødte deres ideer til for eksempel markedsføring med overbærenhed, som når børn kommer med ideer. Men de er jo kreative, ofte mere end os selv, så hvorfor ikke tage deres ideer alvorligt og udvise opmærksomhed?"
Forlagsprofiler
- Hvordan vil du beskrive profilerne for de fem GB-forlag?
"Rosinante står for den gode fortælling og de stærke oversatte romaner, især fra det angelsaksiske område. Et forlag med holdning, også til det politiske. Samleren er den meget stærke danske profil med forbindelse til blandt andet yngre forfattermiljøer som Øverste Kirurgiske og Forfatterskolen, og udgiver også oversatte romaner, som for eksempel Enquist og Márquez. Forum er landets fineste krimiforlag, og Fremad, det gamle socialdemokratiske forlag, danner nu en tæt enhed med Forum, idet profilerne nærmer sig hinanden. Fremad har blandt andet Liza Marklund. Endelig er der Høst & Søn, som udgiver Jane Aamund, men i øvrigt fortrinsvis nonfiction og børnebøger."
- Du er en af de få, der har læst James Joyce's 'Ulysses', romanen, som er den, der oftest er med i enqueter, når folk skal nævne en roman, de ville ønske, de havde læst. Hvad er dens betydning?
"Jeg har læst den ikke bare en, men flere gange - og ville ønske, jeg kom med i en af de enqueter. Den udkom 2. februar 1922 på et lille parisisk forlag. Den var et attentat på traditionen, som den samtidig påkalder og respekterer. Den bygger op og river ned i et."
Klippe og klistre
- Hvorfor er den blevet kaldt den første modernistiske roman?
"Joyce går tilbage til Odysseen - men han forvrænger heltens navn ved at bruge en romansk form. Og sådan er det hele vejen. Han tager Blake, Tennyson, Shakespeare, Beowulf og så videre og vender vrangen ud på dem. Joyce siger selv koket, at han blot er en, der klipper og klistrer sammen. Meget af det, samtiden fandt chokerende, var egentlig ikke det obskøne, men at han satte ting ved siden af hinanden, som når romanens hovedperson Leopold Bloom eksempelvis læser, mens han skider, og bagefter tørrer sig med bogen. Det er blandingen, som er skandaløs. Ligesom Bloom selv er en blanding: en irer af ungarsk-jødisk oprindelse. Og bastarder kan være farlige, for de truer de entydige identiteter."
Underliggende kode
- Hvorfor gider folk ikke læse bogen?
"Fordi den samtidig også er for meget. Ligesom der også er en overdreven respekt. Joyce sagde, at det vil tage professorerne 400 år at dechifrere dens gåder. Der er skrevet tykke bøger med guides til de skjulte referencer: 'hvem citerer han hvor?' Så jeg tror, at nogle finder forestillingen afskrækkende - at der nedenunder er en kode, en hellig gral, som gør dig meget lykkeligere og klogere, men som er meget svær at finde. I virkeligheden er selve montagens form et nok så vigtigt budskab. Men der er også dele af bogen, som ret beset er gabende kedelige, så man siger: Kom nu to the point!"
- Værre endnu: Du har også læst 'Finnegans Wake'. Hvad repræsenterer den?
"Den repræsenterer natten, hvor Ulysses repræsenterer dagen. Med den skal man gøre op med den vante forestilling om at læse lineært. Hvis man blader nogle sider, går man ikke glip af butleren inde i skabet og så videre."
- Så det er i orden at læse lidt spredt i den?
"Absolut!"
- Kan Joyce få en renæssance i disse da Vinci-tider?
"Ikke af den grund. Joyce er jo irreligiøs og netop ikke mystiker."
Godt reddet!
Blandt andre forfatterskaber, Jakob Malling Lambert har dyrket, nævner han Franz Kafka, Freud, E.T.A. Hoffmann, som "lodder i sindets dyb - det, som netop litteraturen kan. Disse som-om-universer, hvor man kan afprøve noget, som er ved at ske," siger han. Ved siden af har han en anden stor interesse, som fremkaldes med et enkelt stikord.
- Fodbold?
"Ja, jeg er kaptajn på forlæggernes hold. Interessen går tilbage til dengang, jeg som syv-årig startede som keeper i Lyngby Boldklub. Jeg fik en bold kanoneret lige op i hovedet - og hørte træneren råbe "Godt reddet!" For nylig, da vi spillede mod forfatterne, fik jeg et deja-vu. Jeg var næsten umulig at passere, og forfatterne pressede i de sidste minutter. Ved min sidste store redning, fik jeg bolden lige i knolden så det ringede, og jeg hørte min gamle træners stemme: 'Godt reddet!'
- Kan forfattere virkelig spille fodbold?
"Peter Adolphsen er rigtig giftig oppe i angrebet. Daniel Zimakoff, som vist er deres topscorer, har et stort løbepensum og lurer hele tiden på kanten af off-side, hvor vi, forlæggerne, spiller med en ret flad treback-kæde. Der slipper han af og til igennem, men forleden var jeg et plankeværk."
$SUBT_ON$Fællesskabssfølelse
- Kan fodbolderfaringer bruges i forlagsvirksomhed?
"En gang om ugen spiller jeg med fædrene fra mine børns skole. Det er nogle gange en god måde at løse problemer på skolen på. Det, at vi har branchefodbold med forfatterne, synes jeg også giver en lille følelse af fællesskab i den relativt lille litterære offentlighed, hvor vi jo skal konkurrere sammen mod andre medier og også har en fælles interesse i kultur."
- Det igangværende fodbold-VM?
"Jeg var noget desillusioneret efter de indledende kampe. Playoff-kampene var også skuffende, og Brasilien- sambafodbold? Mine blanke støvler! Der har da været seværdige kampe, men meget lidt mindeværdigt."
$SUBT_ON$Muhammedkrisen
- Vil du som dine forlæggerkolleger Johannes Riis fra Gyldendal og Morten Hesseldahl fra Lindhardt & Ringhof gå ind i samfundsdebatten?
"Det vil jeg ikke udelukke, men jeg vil ikke bruge direktørstolen som papkasse på Speakers Corner, for jeg er ikke hovedperson på den måde: Det er forfatterne. Men jeg kan da sagtens føle mig foranlediget til at mene noget om eksempelvis kulturpolitik."
- Hvordan tog du, der engang har været kasserer i PEN, stilling til Muhammedkrisen?
"Der var en asymmetri, som jeg først har fået blik for lidt efter lidt. Der var nogle muslimer, der følte sig utrygge og nævnte nogle konkrete eksempler på fjendtlighed, og en Anders Fogh der sagde "ytringsfrihed!" til alting. Det hele var en dårlig dialog, som baserede sig på ideologi - og dårligt håndteret af regeringen, hvis du spørger mig. Men som forlægger kan man selvfølgelig ikke være uenig i, at vi skal have ytringsfrihed i Danmark."
$SUBT_ON$Høeg og anmeldelser
- Hvordan har du oplevet medierne omkring udgivelsen af Peter Høegs nye bog?
"Vi har udgivet den præcis, som vi ville udgive enhver anden bog. Men forventningerne var meget opskruede, som når en avis hilser ham velkommen på lederplads: 'Velkommen tilbage, Peter Høeg. Vi har savnet dig.' Næsten som var han en Messias, og hvem kan leve op til det? De kritiske anmeldelser har været massive i københavnerpressen, mens provinsen og udlandet har anmeldt godt. Selv er jeg meget glad for den bog, og den sælger godt."
- Hvad nu, hvis den i for-lagskredse legendariske Torben Madsen starter sit eget forlag. Risikerer I så ikke, at han tager nogle af forfatterne med over?
"Det er jo spekulativt, men vi vælger at leve med frygten. Det er konkurrencens vilkår."
- Har forlagene det generelt godt eller skidt for tiden?
"Det er jo en højkonjunktur, vi er inde i. Jeg kender ikke de andre forlags regnskaber, men det, jeg hører, er, at det går godt, og på vores egne salgslister, kan jeg se, at vores 'mellembøger' har fået en tak opad. Det plejer at være et termometer. Så, jo tak - det går godt for forlagene, det gør det da.