Læsetid: 5 min.

Mellem fornuft og følelse ligger Israel

21. august 2006

Som politisk kommentator er Georg Metz stærkt kritisk over for Israels handlinger og mener, at Israel som stat skal behandles som enhver anden politisk aktør. Som privatperson føler han Israels nødvendighed

I sommeren 2005 går Georg Metz rundt i Tel Avivs gader. Han og hans rejsekammerat har netop set mindestedet for den tidligere premierminister Yitzhak Rabin, der kunne være gået over i historien som fredsskaber i Mellemøsten, men blev myrdet ved et brutalt attentat.

På tilbagevejen bliver Georg Metz ramt af tanken om, at i det land, måske netop lige på det sted, har hans forfædre gået for tusinder af år siden.

"Jeg er ikke særligt sen-timentalt anlagt, men der blev jeg stærkt bevæget. Der oplevede jeg en følelsesmæssig dimension, som jeg ikke har kendt til før. Det varede ikke ret længe, før jeg kom ned på jorden igen, men jeg må indrømme, at jeg faktisk var på grådens rand," siger han.

Det øjebliks bevægelse midt i Tel Aviv var første gang, Georg Metz følte en egentlig kontakt til sin jødiske rødder og den historiske og kulturelle forbindelse til Israel.

Han kommer fra en 'aldeles areligiøs' familie og praktiserer ikke den jødiske tro.

"Jeg tror ikke på Gud, men jeg er klar over, at det religiøse er en væsentlig del af min identitet. Men efter oplysningstidens emancipation kan det ikke nytte noget at sige, at man ikke kan være jødisk uden at være religiøs. Det religiøse strider imod min fornuft," siger Georg Metz.

Kun en aktør

Derfor vil han heller ikke drage det religiøse og følelsesmæssige ind, da vi diskuterer de politiske problemer i Mellemøsten.

Og han undrer sig over, at nogle danske jøder, som for eksempel historiker Morten Thing, kan føle decideret skam over Israels fremfærd i Libanon.

"Så vil jeg hellere skamme mig over, at Danmark er med i Irakkrigen, for der har jeg en eller anden form for nationalt medansvar. Hvis man føler, at man har en jødisk tilknytning, og det er jo et følelsesspørgsmål, om man har det, er der noget paradoksalt over, at man skal føle noget særligt for Israel. Det er et land som alle andre, selv om det har en særlig historie."

Derfor skal Israel også opfattes som alle andre aktører på den storpolitiske scene, mener Georg Metz.

"Jeg føler Israels nødvendighed, selv om jeg tager afstand fra den politik, der føres. Men sådan er det jo også med andre lande. Israel agerer jo ikke som en jødisk stat, men som alle andre stater. Man skal passe på, at man ikke forlanger for meget ansvarsfølelse af Israel i forhold til andre lande. Der skal være en form for ligestilling i det politiske, hvis det skal give mening."

Jødisk selvforståelse

Georg Metz' familie kan spores helt tilbage til omkring år 1700 i Danmark, og han har derfor ingen geografisk tilknytning til Israel. Men den historiske binding er stærk; Forestillingen om et jødisk hjemland var meget stærk efter Holocaust, og i barndomshjemmet var forældrene meget begejstrede for Israel.

"Det er jo fuldstændigt forrykt, når folk taler om, at Israel skal nedlægges. Det er en historisk kendsgerning, at Israel er der og blev oprettet i fuld overensstemmelse med folkeretten. Det er jo absurd, at det er det eneste land, man stiller spørgsmålstegn ved, om må eksistere," siger Georg Metz. Men han understreger i samme åndedrag, at det ikke betyder, at perioder af Israels historie ikke kan være forvaltet på en uheldig måde og kan vise sig katastrofal for Israel selv.

"Men Israel er i den grad en del af den jødiske selvforståelse, hvordan man end er knyttet til det."

Ansvarsfralæggelse

Selv om Georg Metz ønsker at opretholde adskillelsen mellem religion og politik, er han opmærksom på, at religionen flere gange blevet inddraget i den politiske debat om Mellemøsten. Som den blev i den norske forfatter Jostein Gaarders kronik om 'det udvalgte folk'. En 'ualmindeligt åndssvag' kronik, efter Georg Metz' mening.

"Hvis man skal følge Gaarders logik, burde man også nedlægge USA - og med vores flygtningepolitik, burde man også nedlægge Danmark. Der er nok af lande at nedlægge, hvis man skal anlægge en moralsk vurdering af deres udenrigspolitik og derfra drage den konklusion, at de skal nedlægges."

Men han tager afstand fra, at der skulle ligge decideret antisemitisme til grundlag for debatten.

"Jeg er blevet beskyldt for at være anti-amerikansk, fordi jeg har sammenlignet Bush med en abe, og det er jo noget fantastisk vås, at man ikke skulle kunne kritisere et land, uden at være anti-landet. Hvorfor skulle man blive antisemitisk for at kritisere den såkaldt jødiske stat? Så har vi fandeme mange anti-semitter. Og det ville trods alt være lidt komisk at beskylde mig for antisemitisme."

- Forsøger Israel at fralægge sig et ansvar via beskyldninger om antisemitisme?

"Man fralægger i hvert fald den politiske dimension et ansvar. Hvis man hver gang råber antisemitisme for at få kritikken til at forstumme, er det jo ansvarsforflygtigelse."

Selv har han kun mærket antisemitisme enkelte gange, blandt andet som redaktør på TV-avisen, hvor han også optrådte på skærmen.

"Der var der jo også folk, der ringede og sagde 'skrub hjem, hvor du kommer fra'. Så svarede jeg 'jamen, jeg kommer fra Frederiksberg.'"

Fred og opblomstring

Tilbage i Tel Avivs gader i 2005, bundede en del af Georg Metz' bevægelse også i tanken om, hvad Israel kunne være, hvis der var fred.

"Israel har vist sig som en potentiel stærk økonomisk faktor i hele området. Tænk en blomstring, der kunne være i hele regionen, hvis der var et økonomisk samarbejde. Der må man gøre noget, der umiddelbart virker voldsomt for at opfylde den vision," siger han. Og der mener han umiddelbart, at krigen i Libanon kan have en nyttig udgang, fordi den måske kan få Israel til at indse, at man ikke kan skabe sikkerhed udelukkende ved militær magtanvendelse.

Fred kræver ifølge Georg Metz israelsk tilbagetrækning fra Golanhøjderne og Vestbredden, Jerusalem som fælles hovedstad for både israelere og palæstinensere - og forsoning.

"Israel kan ikke længere være den uforsonlige med ryggen mod muren, for nu er Israel ikke den stærke længere. Men man skal mene forsoning alvorligt, og ikke slå lige hårdt ned hver gang. Israel har jo haft det synspunkt, at det er øje for flere øjne, og tand for et helt gebis. Men der er trods alt det grundlag, at langt de fleste israelere og palæstinensere ønsker fred. Det er ikke umuligt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu