Læsetid: 3 min.

Mellem klassisk universitet og handelsstandsforening

Syddansk Universitet vil lege med de store drenge i skolegården. Alle bondesønnerne skal bare lige ud af stalden og ind i folden, så kører det
4. december 2006

Studiechef Per Andersen rejser sig fra mødebordet, skridter over til sit hævede skrivebord og klikker sig ihærdigt frem til hjemmesiden for et af de nye initiativer, han er rigtig stolt af. Universitetets nye eliteordning skal sikre, at syddanske elitesportsfolk kan få en god uddannelse uden at skære ned på træningen. Og så er sportsfolkene rigtig god reklame over for unge potentielle studerende - og ikke mindst over for deres forældre. De kan nemlig godt tvivle på, om det nu også er fornuftigt at sønnikke satser på en akademikerfremtid med alle de usikkerheder, det indebærer.

Derfor gestikulerer Per Andersen opmærksomheden mod billedet af håndboldspilleren Bo Spellerberg fra Kolding IF, som siger pæne ting om SDU, når man fører musen hen over ham.

"Der sidder jo mange forældre derude og ser håndbold," siger Per Andersen.

Syddansk Universitet dækker en region, hvor det langt fra er naturligt for alle unge at tage en videregående uddannelse, og derfor har universitetet det grundvilkår, at der skal arbejdes for at rekruttere studerende. Især i de tre sydjyske amter, som hører til universitetets opland, er uddannelsesniveauet lavt.

"Hvis din far er fodermester i det midtjyske, hvor der er lige langt til Tønder, Haderslev og Sønderborg, er det edderbunkme noget stort bare at tage bussen til gymnasiet i Tønder hver dag. Nogle gange kan man godt glemme, at det Danmark også eksisterer," siger Per Andersen.

Rektor Jens Oddershede ser nøglen til sit universitets glorværdige fremtid netop i den lave andel af unge, som tager en videregående uddannelse:

"22 procent af den danske befolkning bor i Syddanmark, det vil sige 1,2 millioner mennesker, hvilket er cirka det samme som Storkøbenhavn. Hvis vi havde en uddannelsesfrekvens som i København, kunne vi fordoble antallet af studerende. Dét er det store perspektiv, og det handler om at have is i maven: projektet skal nok lykkes," siger Jens Oddershede.

Kamp med de store

For der er ingen tvivl om, hvem Syddansk Universitet vil sammenlignes med - det er de store drenge i dansk sammenhæng: universiteterne i Århus og København.

Det gælder også, hvis man spørger i et af de forskningsmiljøer, som Jens Oddershede er særlig stolt af, og som ofte tegner univer-sitetet udadtil med terror-forskere som Lars Erslev Andersen og Helle Lykke Nielsen.

Center for Mellemøst-studier ledes af Peter Seeberg, og han mærker særligt den københavnske ånde i nakken.

"Alle ministerier ligger i København, organisationer og virksomheders hovedsæder ligger i København, og alle bevilgende myndigheder ligger i København. Det gør, at det nogle gange er op ad bakke at komme igennem - så vi må være på tæerne for at holde trit og komme foran," siger han.

Lokalt og internationalt

Når Center for Mellem-øststudier alligevel er blevet en succes, skyldes det først og fremmest engagerede forskere, som brænder for de-res fag og for at formidle det, mener Peter Seeberg. Der er knald på og liv i kludene, siger han flere gange.

"Og det er fedt at have været med til - på en mark i Odense."

Sådanne succeshistorier vil rektor Jens Oddershede gerne høre flere af.

Men samtidig med drømmen om flere forskningsmiljøer i international topklasse erkender han, at universitetet padler rundt i en noget anden virkelighed end landets to største universiteter. Man kan ikke nøjes med at koncentrere sig om akademisk ekvilibrisme. Regionen skal udvikles, erhvervslivet skal have forklaret, hvad de skal med akademikerne, og der skal flere syddanske unge på universitetet, så regionens erhvervsliv kan blomstre op.

Syddansk Universitet balancerer altså så at sige mellem at være et klassisk universitet og at indgå i den lokale handelstandsforening. Det sidste gør sig især gældende i Sønderborg, Esbjerg og Kolding, hvor Syddansk Universitets tre satellit-campusser ligger.

Her har man lidt mere tradition for det nære og for at samarbejde med erhvervs-livet, siger cheferne for de tre campusser samstemmende.

Derfor gælder det ifølge Jens Oddershede om at satse på nogle forskningsområder, som også gavner det omkringliggende samfund - som når det spritnye "Alsion"-campus i Sønderborg satser på mekatronik, i lighed med det nærliggende Danfoss.

"Man kan studere adverbier i Holbergs epistler, til man falder om, og så overgive det til sin efterfølger, som kan blive ved, til han falder om. Men man må spørge, hvad den samfundsmæssige nytte er," siger rektoren.

Imidlertid må man heller ikke gå i den anden grøft og kun forske, så det gavner regionens erhvervsliv, siger Oddershede. Han er dog ikke bange for at sætte sig mellem to stole:

"Det er en udfordring, men det er altid bedre at stå på to ben end at stå på ét ben," siger Jens Oddershede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu