Læsetid: 7 min.

Mellem universitetet og Ekstra Bladet

Litteraten John Chr. Jørgensen gør status efter et langt liv med stor kærlighed til bøger, men med alt for mange bundne opgaver. Engang rakkede han en bog ned, som han senere greb sig selv i at bruge igen og igen, hvorefter han rakkede den op. Halvdelen af de 'litteraturstuderende' satser ikke på litteratur. Det er helt fint for ham, som synes Ekstra Bladet er en dejlig arbejdsplads
11. januar 2007

På John Chr. Jørgensens kontor på Københavns Universitet Amager er der råhyggeligt. Ingenting på skrivebordet, ingenting i skufferne, ingenting på væggene, heller ingen vemod, kun møblerne. Det er hans allersidste dag på kontoret, efter at han for - for 40-50 år siden - indledte sit universitetsliv, som blandt andet førte til en doktorgrad for en disputats om anmelderiets historie.

I en bredere kreds er han kendt for sin Leif Panduro-biografi, men endnu mere for sin virksomhed som bogkritiker og kommentator først på Politiken i 24 år, derefter på Ekstra Bladet i godt 10 år.

"Det er med vemod, jeg forlader Ekstra Bladet," siger han, "for det var en god arbejdsplads."

Ikke at han ikke har været glad for årene på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, som det officielle navn lyder. Det har han, men nu er han færdig og glæder sig til noget andet. Han gør det i de kredse usædvanlige at gå af før tiden, nemlig når han på mandag fylder 63 og holder sin afskedsforelæsning. Han har skrevet og redigeret cirka 30 litteraturrelaterede værker.

"Kort før jul sendte jeg manuskriptet til min sidste bog ind til forlaget A jour som dokument med vedhæftet fil," fortæller han.

- Din sidste bog? Det bliver vel som med Frank Sinatra?

"Det sagde de også på avisen, da jeg havde afskedsreception! At det var som med Rolling Stones, der bliver ved med at komme tilbage. Men i al fald indtil videre, for jeg har altid gjort de ting, som folk sagde, jeg skulle gøre: passet min undervisning, læst de bøger, jeg skulle, og sagt ja til alt for mange ting. Nu vil jeg ikke lave aftaler om noget som helst, men lave det, jeg har lyst til. På en måde synes jeg, at jeg først bliver voksen nu, for hidtil har jeg på en vis måde kun været en flink dreng."

-Det modsatte af en desperado?

"Ja, jeg har snarere været leveringsdygtig. Jeg har leveret til alle mulige formater til alle mulige steder. Jeg har selvfølgelig været glad for at kunne levere, men det er en enorm befrielse ikke at skulle. "

Den klogeste mand

- Hvorfra stammer din store optagethed af litteratur?

"Der er ikke nogen udefra, som har givet mig den. Jeg er vokset op i et gedigent arbejderhjem på Østerbro uden bøger, men med engagerede folk, og jeg læste selv ivrigt i Politiken og Social-Demokraten. Da jeg kom i mellemskolen, undrede det mine forældre, for det ville være fint med dem, hvis jeg blev håndværker. Min far var sporvejsarbejder, og min mor var rengøringsassistent. Vi var tre børn, hvoraf jeg var den yngste. Først ville jeg have været typograf, for det var noget med en avis, og min onkel. der var typograf, var i vores øjne den rigeste og klogeste mand. Så sagde min lærer, at jeg skulle gå videre til universitetet. Her blev det dansk, for samtidig med jeg læste, havde jeg et stort udtryksbehov. Jeg skrev masser af breve og havde pennevenner i hele verden."

- Hvilke forfatterskaber husker du som de første, der greb dig?

"De første, jeg af egen drift fulgte med i, var Panduro og Rifbjerg. At læse Rend mig i traditionerne og Den kroniske uskyld, da de udkom, var formidalbelt. Jeg havde læst Scherfig og Martin Andersen Nexø, før jeg kom i gymnasiet og var meget interesseret i eksistentialisterne, men det var Rif og Panduro, der for alvor greb fat i kravetøjet på mig. Det at kunne komme til at leve af at læse den type bøger, var virkelig noget. Derfor trak danskstudiet, hvor jeg både kunne læse og skrive og lave analyser og udfolde mig. Det var før SU, så jeg har sideløbende været postarbejder, rejseleder, blomsterbud, avisbud, medhjælper på Grønlandske Handel og i mælkeindustrien. Enormt givtige erfaringer."

Ikke leje elefanter

- Hvordan har danskfaget udviklet sig?

"Fra at være et decideret litterært studium er det gledet over i retning af kommunikation, kulturformidling, kulturjournalistik etc. Der var ikke stillinger til alle de cand. mag.'er i gymnasiet, som vi uddannede. Faget var nødt til at omstille sig. Nogle af de studerende, jeg har haft - med litterære interesser - sidder nu i postvæsenet, Baltica og DSB eller som forlagsredaktører m.v. Nogle redigerer hjemmesider. Litteraturen fylder ikke så meget i faget mere. Det er der nogen, der begræder, men det gør jeg ikke, for man er jo nødt til at agere på virkelighedens vilkår."

- Hvordan er vægtningen mellem litteratur og alt det andet?

"Nogenlunde fifty-fifty."

- Hvorfor begræder du ikke, at litteraturen har tabt terræn?

"Forfatterne ligger, som de har redt, når de siger, det er lige meget, om de kommer i avisen, og hvis de siger, at de vil lave fine, æstetiske værker og ikke vil deltage i avisdebatter, ja, så er det deres eget problem. Men mængden af ideer og kreativitet formindskes ikke. En filminstruktør som Susanne Bier betragter jeg som en forfatter, der blot arbejder i billedmediet. Folk, som tidligere ville være blevet forfattere, går nu ind i tv og film, og der er en verden til forskel på filmen fra Morten Korchs tid og i dag."

- Så terræntabet har også at gøre med ny teknologi?

"Det har det da. De æstetiske forfattere, der er tilbage, udgør en kulturel restgruppe. Men stadig er bøger jo et billigt og fremkommeligt medie. Man skal ikke bestille rekvisitter og leje elefanter, man kan bare lade dem trampe hen over siderne, så derfor vil bogen stadig være et medium for kreativitet."

Uundværlig idétank

- Hvordan har udviklingen været i aviserne?

"Skønlitteraturen har tabt terræn, men ikke bogen. Mange artikler er genereret af bøger, som journalister laver interview og reportager ud fra. Biografier, debatbøger, krimier, politikerbøger. Bogmediet er en uundværlig idetank for de andre medier. Da jeg blev ansat på Politiken, anmeldte jeg udelukkende litteraturvidenskab. Utænkeligt i dag.

- Hvad har du lagt vægt på i dine anmeldelser?

"At give det rette indtryk af bogen samt lave en artikel, som var læsværdig i sig selv - og at være tydelig i mine vurderinger. Jeg ville ikke lokke læseren til at gå hen og købe en bog, som de så ville blive skuffet over. En forbrugerbetjening af læserne. Det var Tom Kristensen, mit ideal, formidabel til, han skrev elegant og tydeligt og behøvede ikke at slå med forhammer."

- Det gav et gib i mange litterater, da du tog det store spring fra Politiken til Ekstra Bladet? Hvorfor gjorde du det?

"Det var faktisk ikke nemt at gå tilbage til at være anmelder på Politiken efter at have været redaktør, for pludselig sad jeg med bøger som, jeg ikke syntes, var interessante at anmelde, og man skal jo heller ikke sidde ved møder og være bagklog over for den nye redaktør. Da Poul Borum døde, fik jeg tilbudt job på Ekstra Bladet med et løfte, som blev holdt, om, at ingen blandede sig i min redaktion. I Jørgen Leth-sagen havdejeg en anden mening end den, der var bladets linje. Det var der fuld respekt for. Folk tror, EB-journalisterne er nogle rå børster, der sidder og drikker bajere, men faktisk er det er et charmerende og levende bladmiljø. På mandskabsmæssigt større aviser er der folk, der tier og kigger ned i gulvet, mens de myrder hinanden i fodnoter. På Ekstra Bladet siger man tingene lige ud."

For min egen skyld

- Er der noget, du har fortrudt?

"Af og til en anmeldelse, fordi jeg var for negativ. Et eksempel: Der kom en Holberg-håndbog af nu afdøde Jørgen Stegelmann. Hvem er hvem hos Holberg. Den nedgjorde jeg, fordi jeg syntes, det var en komisk måde at lave litteraturvidenskab på. Men så gik jeg i Grønnegaards-teatret hvert år med mine amerikanske og andre venner, og hver gang brugte jeg bogen til at repetere komedierne og fortælle mine venner om, hvilken status komedien havde osv. Jeg blev flov over, at jeg havde skrevet så negativt om den - og alligevel brugte den! Det var jo en glimrende bog, blot med en anden funktion, som jeg ikke havde indset, og så skrev jeg en reviderende anmeldelse - og fik et smilende takkekort fra Jørgen Stegelmann."

- Har du gjort fund under rydningen af dit kontor?

"De interessante fund har jeg derhjemme. Skæve, underlige, litterære sager har jeg en hel del liggende af. Nogle manuskripter, jeg har fået overdraget. Nogle breve fra forfattere osv. Nogle af dem bør jeg gøre noget ved og give videre til Det Kgl. Bibliotek. Jeg har jo haft to job, så nu bliver det sjovt at gøre noget, der ikke skal bruges til noget, og hvis det fører til, at det kan stå i et dokument i en mail, som sendes til 10 interesserede personer, så er det i orden. Jeg laver det for min egen skyld, og dernæst finder jeg ud af, hvem det mon kan interessere."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her