Læsetid: 4 min.

Mellemøsten hælder til klanerne

Libanesisk forsker ser den mellemøstlige demokratibølge som et meget begrænset fænomen
11. juni 2005

BEIRUT - Den arabiske verden stemmer på fortiden. Således sammenfatter dr. Randa Antoun fra American University of Beirut sit syn på den demokratiske proces, der i disse tider går hen over Mellemøsten. Hun har reformpolitik og offentlig administration som sine særlige specialer, og betragter med dette som udgangspunkt de libanesiske parlamentsvalg, og hvad der i øvrigt sker i regionen som løfterige tegn på fremskridt, der dog hænger fast i traditionel tænkemåde.

"Vi er endnu ikke modne til demokrati," siger hun. "Her i Libanon har vi haft valg lige siden 1943, og med undtagelse af de 15 års borgerkrig er de i det store og hele blevet afviklet på vilkår, der formelt set kan betragtes som demokratiske. Det er ikke for meget at sige, at Libanon i denne henseende er forbillede for hele den arabiske verden, og derfor er det interessant at se, at vi trods dette stort set ikke har nogen demokratisk tradition."

Klandemokrati

Randa Antoun ser en demokratisk debat som en alvorlig mangelvare i hele Mellem-østen. I den unge generation finder det i nogen grad sted, mens man i den ældre del af befolkningen i høj grad stemmer efter tradition. Hun kalder det klandemokrati.

"Selvom udgangspunktet naturligvis er helt forskelligt er der i høj grad ligheder mellem vores valg, det irakiske valg tidligere på året og hvad vi i øvrigt ser i den arabiske verden," forklarer hun. "Det er kendetegnende at ingen kandidat har noget program. I stedet er der en serie koalitionsaftaler mellem kandidater, der i mange tilfælde har været dødsfjender for ikke ret lang tid siden. Det er temmelig absurd. Holdningen er, at den ene kandidat hjælper den anden til at blive valgt, og efter at det nye parlament er blevet sammensat vil de gamle fjendskaber og modsætninger være de samme."

Ifølge dr. Antoun hænger dette sammen med at folk klynger sig til det velkendte, hvilket i hele Mellemøsten i høj grad har at gøre med de politiske realiteter.

"Folk leder efter martyrer og efter familier, der har haft betydning før i tiden," siger hun. "Her i Libanon er alle topkandidaterne således fra stærkt etablerede familier, og selvom man principielt godt kan opstille som uafhængig kandidat, er dette reelt kom-plet umuligt uden at have godkendelse fra en af de herskende familier. Dette er dårligt for demokratiet, og det er dræbende for den reformproces, vi i høj grad mangler."

Ingen undskyldning

"Den store forskel på os og Irak er, at vi ikke længere har nogen undskyldning for at udskyde reformprogrammer og demokrati. Den israelske besættelsesmagt forlod Libanon i 2000, og nu har syrerne også forladt landet. Indtil nu har vore politikere kunnet sige, at fordi vi levede under besættelse, var der ingen mulighed for politiske reformer," siger Randa Antoun videre.

Hun påpeger en stor folkelig interesse for reformer. Der er netop blevet udpeget en ny nationalbankdirektør, der har bebudet at ville rydde grundigt op i økonomien, men ellers kan hun ikke rigtig identificere noget, der kan imødekomme vælgernes krav, fordi politikerne har vanskeligt ved at finde sammen om de nødvendige tiltag.

"Lige siden 1943 har hver eneste regering lovet reformer, men der er ikke sket ret meget, og jeg ser ikke megen udsigt til, at noget vil blive bedre nu. Der er stærkt behov for en ny valglov, der kan distancere os fra de gamle politikere, som er belastet af alle mulige rygter, men udsigterne til at dette vil ske, er meget begrænsede, fordi libaneserne - som det meste af den arabiske verden - hænger fast ved netop de politikere, der sætter udviklingen i stå."

Ond cirkel

Randa Antoun mener, Mellemøstens demokrati hænger fast i en ond cirkel. Korruption og politisk suspekte aftaler under bordet ser hun som et gennemgående element i regionens politiske liv, og dette undergraver vælgertilliden til systemet. I Libanon har dette vist sig ved en valgdeltagelse, der i de to første runder har ligget omkring de 30.

"Dette er selvfølgelig et resultat af, at valget næsten har været afgjort på forhånd, men ligeså meget, fordi mange mennesker ganske enkelt ikke synes, det er umagen værd at deltage i valget," siger hun. "Palæstinenserne har gennemført både lokalvalg og præsidentvalg og skal snart have parlamentsvalg. Min opfattelse er, at det skete meget demokratisk. Valgdeltagelsen var relativt høj, og der er en bred debat om reformer som en del af denne proces, selvom de ikke har nogen statsstruktur. Her har vi en stat, men ingen debat, hvilket nok hænger sammen med, at vi ikke er under fysisk belejring fra hverken israelere eller syrere, men ligger under stort politisk pres fra USA. Dette får folk til at miste interessen for demokratiet. De opfatter det som ufrit, og derfor tænker man i traditionelle baner, hvilket igen sikrer, at de gamle politikere får lov at blive siddende og kan udskyde alle planer om reformer. Den mellemøstlige demokratibølge, som Vesten taler så meget om, er et meget begrænset fænomen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her