Læsetid: 4 min.

Mellemøsten sidder fast i sine egne problemer

Sidste års krig i Libanon har forskubbet magtbalancen her og der, men det samlede billede af regionen viser en indædt udmattelseskrig, der kun baner vejen for al-Qaeda og lignende grupper
14. juli 2007

TEL AVIV - Den mellemøstlige situation et år efter krigen i Libanon har ikke ændret sig i nogen retning. Tværtimod har allerede eksisterende problemer sat sig endnu mere fast, hvorved hele regionen nu befinder sig i en skruestik af uløste konflikter.

"Det vil være fair at sige, at magtbalancer har forskubbet sig her og der, men så har andre magtbalancer forskubbet sig tilsvarende, så effekterne modvirker hinanden," siger Karim Makdisi, der forsker i Mellemøstens strategiske forhold ved American University i den libanesiske hovedstad, Beirut.

Udmattelseskrig

Dr. Makdisi tager i sin analyse udgangspunkt i Libanon, hvor han ser, at den indre magtbalance har flyttet sig i retning af Hizbollah.

Organisationen er blevet tydeligt stærkere, og han tøver ikke med at betegne Hizbollah som den helt dominerende politiske fraktion i dagens Libanon. Men denne forskydning neutraliseres ved at navnligt USA, men også europæerne yder massiv politisk og diplomatisk støtte til Fouad Siniora og hans sunnimuslimske regering, der ser Hizbollah som sin vigtigste modstander.

"Krigen har trukket de libanesiske brudflader op, og det har igen låst landet fast i en politisk udmattelseskrig," forklarer han.

"Fordi der er tung indflydelse udefra, er vi endt i en indre magtkamp, hvor styrkeforholdet er fifty-fifty, og det, som kan bevæge udviklingen i den ene eller den anden retning er, at der ikke er to parter i striden, men i virkeligheden tre. Den ene side vil jeg betegne som USA og Europa, og de står over for en uformel koalition mellem Hizbollah og det palæstinensiske Hamas. Den tredje part, som har fået en rolle i konflikten som direkte følge af krigen sidste år, er al- Qaeda og al-Qaeda-lignende grupper som den, vi har set i Nahr el Bared (i det nordlgie Libanon, red.). Det har skabt en højspændt situation, som jeg kun kan tilskrive krigen."

Afskrækkelseseffekten

På israelsk side er vurderingerne også, at der er sket nogle forskydninger, men at slutresultatet er en temmelig fastlåst situation.

"Allerede før krigen var det tydeligt, at effekten af Libanons såkaldte 'cedertræsrevolution' var ved at fordampe," siger Shlomo Brom, der ligesom Makdisi er ekspert i strategiske forhold ved Tel Avivs Universitet.

"Afvisningen af demokratiseringsprocessen og den syriske indflydelse var løbet ind i vanskeligheder. Hizbollah var ved at have genetableret sin magtposition, hvilket blandt andet viste sig ved, at den søgte at opnå veto-ret i regeringssamarbejdet. Ud fra klassisk israelsk, strategisk tænkning måtte dette nødvendigvis ses som en sikkerhedsmæssig trussel, og i dette lys har man søgt at retfærdiggøre krigen. Og set isoleret giver denne argumentation mening."

I disse tankebaner drejer det sig ikke så meget som selve krigens resultat, som det drejer sig om afskrækkelseseffekten. Dette er et grundelement i strategisk tænkning, og hvad dette angår, mener Brom i høj grad, at Israel har opnået resultater.

"Effekten har to elementer: Det ene er evnen til at skade fjenden, hvilket i høj grad har været tilfældet. Vi vurderer, at Hizbollah mistede mellem 500 og 600 mand under krigen, og det er et meget voldsomt indgreb i organisationens militære apparat, som jeg kan se, at den ikke har kunnet genopbygge. Det andet element er den militære trussels troværdighed, og det mener jeg også, Israel beviste under krigen. Hizbollah begik en taktisk brøler ved at bortføre de to israelske soldater for et år siden, og de har holdt meget lav profil, lige siden krigen sluttede. Det sidste år har været det mest stille på den israelsk-libanesiske grænse siden- ja, hvad skal jeg sige- siden 1967."

Gaza var en misforståelse

Men Shlomo Brom kender også alt til møntens bagside. Hvor han ser den stærkt udbyggede UNIFIL-styrke i Sydlibanon som et særdeles positivt udfald af krigen, er han ligeså bekymret for, hvad den har betydet på Israels politiske hjemmefront.

"Krigen har for store dele af den israelske befolkning bevist, at tilbagetrækningen fra Sydlibanon i sommeren 2000 var en misforståelse," siger han. "Deraf slutter folk jo også hurtigt, at rømningen af Gazastribens bosættelser i 2005 også var en misforståelse. For her er den sikkerhedsmæssige situation jo i lignende grad problematisk. Krigens negative resultat er med andre ord, at den har nedtonet enhver appetit på et yderligere territorialt kompromis som palæstinenserne på Vestbredden måtte have haft, og det er alvorligt. Dette bidrager til en folkelig opfattelse af krigen som en gigantisk fiasko, og det har svækket Olmert-regeringen i betydelig grad."

Karim Makdisi deler synspunktet og klandrer navnlig USA for sin uforbeholdne støtte til Israel.

"George W. Bush vil bare ikke indse, at Irak har været en katastrofe. Sudan er det samme, og den ensidige støtte til Fatah på Vestbredden overfor Hamas på Gazastriben vil også få forfærdelige følger. Han begår den samme fejl i forhold til Libanon ved at støtte Israel så entydigt. Hver gang han sender Condoleezza Rice til regionen for at kindkysse Ehud Olmert, Mahmoud Abbas eller Fouad Siniora, svækker Bush udsigterne til fred. Han får Mellemøsten til at sidde uhjælpeligt fast i sine egne problemer, og det fører til den ubehagelige magtbalance, der giver al-Qaeda og lignende grupper frit spillerum for at kaste Mellemøsten ud i endnu mere kaos. Det er efter min mening sidste års krigs strategiske efterspil."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her