Læsetid: 3 min.

Mellemøstens ledere misforstår den islamiske udfordring

Mellemøsten gennemgår store forandringer i disse år, mens de forskellige regimer fortsat tænker i forbud og traditionelle baner
13. april 2007

Onsdagens dobbelte bombe-angreb i Algeriet kan tolkes i to retninger. Det er nær-liggende at se den dramatiske udvik-ling som en logisk fortsættelse af den årelange indre strid mellem central-regeringen og islamiske oppositions-grupper. Denne har i den senere tid taget et nyt, blodigt opsving, efter at ministerpræsident Abdelaziz Bel-khadem for tre uger siden udstedte amnesti til et stort antal eftersøgte medlemmer af den radikale islamiske opposition. De, som ikke tog imod tilbuddet, har lige siden været mål for en omfattende militær menneskejagt, som blot siden begyndelsen af april har kostet 33 mennesker livet.

Men konflikten har fået et inter-nationalt - eller i det mindste regio-nalt - tilsnit på det sidste, hvilket fører til en bredere læsning af bombe-angrebene i hovedstaden. En gruppe ved navn 'Al Qaeda i det Islamiske Maghreb' har taget ansvaret, og dette understreger kun, at udviklingen i Algeriet, som i andre dele af Mellem-østen og Nordafrika, allerede i nogen tid har taget en anden retning. Den nævnte gruppe bygger nemlig på den såkaldte 'Groupe Salafiste pour la Prédication et le Combat' (GSPC), som siden 1998 har optrådt på scenen med en langt snævrere, nationalt orienteret politisk dagsorden.

Sekulær afmagt

Lokale terroreksperter har mistanke om, at den samme organisation har forbindelse til tirsdagens dramatiske angreb i den marokkanske havneby Casablanca, hvor tre islamiske ekstremister detonerede bomber skjult på kroppen. Heller ikke her var budskabet i udpræget grad opposition mod kong Muhammed VI's relativt vestligt orienterede styre, der i sin forsigtige demokratiseringsproces søger at holde de islamiske kræfter udenfor. Både i Marokko og i Algeriet talte gruppen om et islamisk budskab for hele Maghreb, som er den del af Nordafrika, hvor begge lande ligger, med tydelige tråde længere ud i den islamiske verden.

Denne tendens kan spores tilbage til 11. september 2001 og synes netop i denne tid at have nået et højdepunkt i modsætningsforholdet mellem de forskellige regimer og landenes re-spektive islamiske oppositionsgrupper.

Man genkender eksempelvis udviklingen fra Saudi Arabien, som har sin egen al-Qaeda-variant i sin politiske undergrund. Her har styret i Riyadh svaret igen med nye begræns-ninger i ytringsfriheden og ved at sætte planlagte reformer i stå. Det samme har det jordanske styre og en række andre, og fælles for dem alle er, at den islamiske opposition i store træk er blevet imødegået som den indre, rent nationale trussel, den traditionelt har været, men som den ikke længere er. De islamiske bevægel-ser har været under omformning, mens styrerne har været ude af stand til at følge med, hvilket er et lysende eksempel på den eklatante mangel på regionalt samarbejde, som alle dage har været et af regionens store problemer.

Flere analytikere taler om den sekulære afmagt, hvilket er forklaring-en på, at styrerne i mange tilfælde både har skudt forbi målet og over-reageret i deres forholdsregler.

Statens sikkerhed

I dette lys kan Egyptens seneste forfatningsændringer ses som et for-søg på at skaffe lovhjemmel til en fremgangsmåde, som allerede har været praktiseret gennem lang tid. Ved sin magtovertagelse efter det islamisk inspirerede attentat på forgængeren

Anwar Sadat i 1981 indførte præsident Hosni Mubarak nødretstilstand i landet, og den er aldrig siden blevet hævet.

I Egypten er Det Muslimske Broderskab, der vel at mærke arbejder ud fra helt andre principper end al- Qaeda, således blevet til den førende oppositionsgruppe - og i Mubarak-styrets øjne den alvorligste trussel mod den sekulære stabilitet. Dette forhold har Amnesty International afdækket i en rapport, der blev præsenteret i denne uge, og som med organisationens egne ord beskriver, hvordan de egyptiske myndigheder i årevis har "begået systematiske brud på menneskerettighederne og dækket disse ind under hensynet til statens sikkerhed".

Under denne hat har præsident Hosni Mubarak opretholdt nødrets-tilstanden i årevis, og fik som sagt for nylig sine forholdsregler stadfæstet ved en folkeafstemning, der god-kendte, at flere af disse nu er blevet forfatningsmæssigt sikrede.

Med variationer har lederne i Marokko og Algeriet søgt at imødegå den islamiske opposition på lignende vis. Her har man også på spinkelt lov-grundlag søgt at forbyde forskellige grupper, og som i Egypten er et stort antal helt fredsommelige oppositions-kræfter - lige fra moderate islamister til mere traditionelle demokrati-fortalere - røget med i anholdelses-bølgerne. Meget kunne i stedet have været opnået ved større åbenhed overfor en udvikling, som ikke bare bunder i 11. september, men også i de nye brudlinjer og anti-vestlige strøm-ninger i Mellemøsten efter den ameri-kanske invasion af Irak i 2003. Det er tilfældet i Egypten og Saudi Arabien, som det er det i Marokko og Algeriet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her