Læsetid: 3 min.

Melodier der gror

I hænderne på Dino Saluzzi er bandoneónen et instrument, fuld af nerve, farver og vemod, der gror ud af selve stilheden
16. maj 2006

Ganske få musikere inden for jazzen er i en klasse for sig, når det gælder at få melodier til at leve og blomstre. De kan spille og frasere en melodis toner, så den taler på en så indtrængende måde, at det forekommer at være selve essensen af musikken, de formidler til lytteren. Til denne klasse hører saxofonister som Ben Webster og Stan Getz. Man kunne også nævne Lee Konitz og Keith Jarrett. Og til disse melodiske mestre må man naturligt føje argentineren, Dino Saluzzi (f. 1935), udøver af den særlige trækharmonika, bandoneón, som i slutningen af 1800-tallet blev eksporteret fra Tyskland til Argentina, hvor den er blevet en slags nationalinstrument.

Saluzzi er efterhånden en veteran inden for den folkloreinspirerede jazz, som siden 1970 har haft så mange nationale og lokale udspring. I hans tilfælde er det den argentinske tango og folkemusik med dens cubanske og andalusiske træk, som han i udstrakt grad har gjort brug af i sin helt personlige syntese af folkemusik, jazz og art music.

Til trods for det magnetiske i Saluzzis sceniske udstråling og hans bandoneón-spil, er hans omdømme åbenbart ikke så stort endda herhjemme. For da dette verdensnavn lørdag gæstede Copenhagen Jazzhouse i trio med to af sine sønner, var det kun for en halvt fyldt sal. De tilstedeværende kunne til gengæld opleve en veloplagt og dybsindig verdenskunstner, der tryllede en lang række smukke situationer frem i sit spil.

De simpleste melodier og fraser klinger smukt og bliver blomster i hans hænder. Og mens det sker, synes han at lytte til musikken med halvt lukkede øjne, mens den bliver til, og kommenterer den med grynten og medlevende grimasser.

Ensformige sønner

Med sig havde Saluzzi sine to musiker-sønner, José Maria Saluzzi (guitar) og Matias Saluzzi (el-bas). José er vi bekendt med. Han har været her før, og medvirker også på et par af mester Saluzzis seneste og indtrængende smukke plader, Cité de la Musique (1997) og Responsorium (2003), der har henholdsvis Marc Johnson og Palle Danielsson som bassister. Den unge Matias Saluzzi hørte jeg for første gang. Og selvom de to er gode håndværkere, blev deres tilbageholdenhed og mangel på egentlig musikalsk pondus udstillet alt for tydeligt.

Pater Saluzzi manglede i store perioder et større modspil i sønnernes tilbageholdende og lavmælte akkompagnement. I de åbne og legende musikalske former fik de tit og ofte overdraget den solistiske depeche, som det så kneb gevaldigt med at gøre interessant. Det gav ensformighed og døde punkter undervejs i koncerten. Og havde de to været alene på scenen, havde man kedet sig gudsjammerligt.

Af en anden verden

Til gengæld opstod der i kraft af Saluzzis dynamiske bandoneón-spil nogle situationer, hvor musikken som helhed løftede sig i fylde og storhed som glædesudbrud eller i harmdirrende stolthed.

Her var vi inde i Saluzzis variationer af den argentinske tango, som han har givet sin helt egen drejning. Og en særlig oplevelse var det at høre ham spille nogle små fragmenter af lokale folkemelodier, fortættede af ømhed og vemod, fra sin rurale hjemegn i det nordlige Argentina.

Undervejs blev det også til en næsten hviskende udgave af den smukke standard, "My One And Only Love". Så jo, der var trods alt meget at komme efter; de to mindre ånder kunne ikke få giganten til at blegne. For Saluzzis spil synes simpelthen at være af en anden verden.

Dino Saluzzi Trio, Copenhagen Jazzhouse, lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu