Læsetid: 4 min.

Da menigheden og enigheden brød sammen

Den danske debat er åbnet efter Muhammed-affæren. Brødrene Rothstein har allerede skrevet en udmærket, sympatisk og begrænset bog om de nye perspek-tiver i den danske debat
4. april 2006

En stor, stærk og temmeligt tavs mand er kommet frem fra baglokalet med en svensknøgle i hånden. Han er træt af den lille fine chef med de rigtige meninger, den korrekte udtale af navne på fransk vin og den humanistiske tro på, at det er i hele menneskehedens interesse at mene det samme som ham selv. Den lille fine chef kan man kalde hr. Progressiv. Manden fra baglokalet gider ikke høre på ham mere, han gider ikke høre på 'tolerant' som noget, han skal være og 'verdenssamfundet' som det største dyr i åbenbaringen.

Manden fra baglokalet har hærget i den danske offentlighed: Han kan både være Karen Jespersen, Pia Kjærsgaard, Mogens Camre, Niels Lunde, Ole Hyltoft, Anders Fogh Rasmussen og Bertel Haarder. De er alle forskellige, men de er ikke hr. Progressiv. De er er tilhængere af 'noget-for-noget', verdensmestre i innovation og stram, stram kurs over for flygtninge og indvandrere. De vil ikke skamme sig over at elske danske værdier. Den endegyldige sejr over hr. Progressiv fandt sted i foråret 2005, da Helle Thorning-Schmidt som ny formand for Socialdemokraterne lovede, at hun mente det samme som Anders Fogh Rasmussen, at partiet ikke længere skulle være venstreorienteret, og at hun ville lave regering med Dansk Folkeparti. Fra det moment var politiske forskelle et spørgsmål om kommunikation, køn og teknik. Den måske væsentligste veteran på venstrefløjen Preben Wilhjelm konkluderede i sine erindringer: 'Vi har tabt det hele'. Den borgerlige kulturminister Brian Mikkelsen triumferede til gengæld: "Vi har vundet over kulturradikalismen," sagde han. Nu var den danske offentlighed blevet til en menighed, en kreds af enige.

Åbninger

Menigheden baseret på total enighed varede ikke en gang et år.

Muhammedaffæren har afsløret, at mainstreamDanmark alligevel ikke er ved at udvikle en ny frivillig etparti-stat: Den danske debat er lagt åben.

Pludselig melder Venstres politiske ordfører sig med kapitalkritik: Nu markeres kapitalinteresse og demokratiske principper som modsætninger. Uffe Ellemann-Jensen demonstrerer, at man kan kritisere den danske regering uden at være fundamentalist. Det er blevet sagt mange gange, at konflikten splitter Danmark og graver grøften. Men konflikten har også en samlende karakter: Pludselig synes landets borgere engageret i samme væsentlige diskussion: Hvad vil det sige at være moderne i dag? Hvordan kombinerer man religionsfrihed og ytringsfrihed? Hvad er relationen mellem majoritet og minoritet, når minoriteten kan skabe situationer, hvor den bliver majoritet? Som Klaus og Mikael Rothstein skriver i den første bog om Muhammedaffæren Bomben i turbanen, som udkommer i dag:

"Balladen om Muhammed-Karikaturerne er ikke interessant og problematisk, fordi den handler om religion. Den er interessant, fordi den sætter spørgsmålstegn ved vores samfundsmæssige evne og vilje til at forstå hinanden."

Religiøs minimalisme

De to Rothsteiner fører i Bomben i Turbanen forsvar for det, de kalder 'den religiøse minimalismes nødvendighed': De argumenterer ikke for en sekularisme, der ser udryddelsen af religion overhovedet som civilisationens endemål. De insisterer på, at religiøse trosforestillinger ikke er funderet i virkeligheden, men de anerkender samtidig, at disse forestillinger findes blandt mennesker i den sociale virkelighed. Jyllands-Postens karikaturer var ikke kritisable, fordi de krænkede religiøse følelser, men fordi de var krænkende slet og ret og satte krænkelsen som mål.

Det gælder ifølge Rothsteinerne om at holde religion ude af de 'fælles anliggender'. De bemærker, at både Irakkrigen og islamisk fundamentalisme betjener sig af den religiøse maksimalismes argumenter. Deres kritik af radikale religiøse tendenser er elegant skrevet uden om de gængse forvekslinger mellem religionskritik og udlændingedebat, islam og indvandrere. Og som de skriver i en replik til den danske værdidyrkelse:

"Men stol aldrig på folk, der efterlyser værdier! Værdierne er nemlig altid deres egne, sjældent vores fælles. Enhver snak om værdier er udtryk for ekspansion af egne værdier på bekostning af andres."

Storebror Mikael er religionshistoriker, han krydser den aktuelle problematik med sine faglige indsigter. Disse bidrag er analytiske afklaringer af Muhammeds position i islam, billedforbudet historisk og Allahs status, hvilket berettiger Bomben i turbanen som en bog, der kan mere end vælge og forsvare en holdning i mængden. Lillebror Klaus skriver ikke på samme dialektik mellem faglighed og aktualitet, hans samtidsdiagnostiske forsøg forbliver forsøg. De hæver sig ikke over de aviskommentarer, som de ideligt refererer til og fra. De religionsvidenskabelige bidrag er præcise i tanke og begreb, de samtidsdiagnostiske er upræcise og uafklarede. Blandt andet synes Klaus Rothstein at regne 'modernitet' for en teknologisk præstation, han synes at forstå kulturradikalisme som en rent religionskritisk position osv. Denne ensidighed betyder, at det ikke lykkes at reflektere konflikter mellem forskellige modernitetsopfattelser og oplysningsfortolkninger. I bogens intellektuelle grammatik bliver konflikter til sammenstød mellem tro og fornuft, mystik og fornuft og ikke mellem rationalitetsformer. Bogen kan ikke eksplicitere sin egen udfordring: Når nu oplysning, modernitet, demokrati og frihed forekommer Rothsteinerne og så mange andre både ligesindede og uligesindede selvsindlysende som sandheder for menneskelivet, hvordan forklarer man så, at mystik, overtro og oplysningsskepsis breder sig.

Det må reflekteres som begrænsninger og svagheder ved en specifik rationel modernitet. De to Rothsteiner advokerer fint og sympatisk for mangfoldighed og oplysning, men de tænker ikke oplysning som selvkritik og selvkorrektur. Det er ikke tilstrækkeligt selvkritisk at udstille kristendommen i vores egen kultur. Oplyst kritik må hele tiden kritisere sig selv og korrigere sine argumenter. Ellers ved vi godt, hvad der nemt sker: Så kommer den tavse mand fra baglokalet, som ikke gider høre på elitære imperativer.

Klaus & Mikael Rothstein: Bomben i turbanen. 183 s., 199. kr. Tiderne Skifter. ISBN 8779732054. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu