Læsetid: 4 min.

Menighedens mæle

13. november 1996

OG ALLE DROG HEN for at kaste en stemme, hver til sit sogn. Sådan kunne man - med en let omskrivning af danskernes kendteste bibeltekst, juleevangeliet - fortælle historien om gårsdagens menighedsrådsvalg. Hvis det altså ikke var for det væsentlige forbehold, at alle aldeles slet ikke indfandt sig. Kun til 328 ud af landets 1.876 menighedsråd foregik en valghandling. Resten sammenbryggede deres medlemsliste ved det, som med pæne ord kaldes 'samtaledemokrati' og 'fredsvalg'. Og dér, hvor valg var, fandt kun en lille skare sognebørn hen. Stemmeprocenten ligger langt under dem, som vi finder uheldssvangre for demokra-tier som USA og Litauen.
Hvorfor mon den manglende folkelige interesse for demokratiudfoldelse i den kirke, som det store flertal af danskerne ved deres medlemsskab fortsat berettiger til navnet folkekirken?
Kirkemininister Birte Weiss (S) har blandt sine mange andre ministergerninger - herunder praktisk udmåling af kristen næstekærlighed til mennesker på flugt fra fjerne verdensegne - fundet tid til at lægge skylden for den manglende deltagelse på de få, der er aktive, nemlig menighedsrådene selv. (Ikke ulig den præst, der ved søndagshøjmessen udskammer de fremmødte for den forsømmelighed, de fraværende viser.)
Til Politiken afleverer Birte Weiss denne gardinprædiken:
"Hvis menighedsrådene holder op med deres kunstige jammer over at have for lidt indflydelse, vil flere måske interessere sig for både at stemme og stille op."

ER DET NU FAIR? I en nylig kronik i dette blad finder den kyndige samfundsforsker Tim Knudsen helt andre forklaringer på, at folket ikke kan gennemskue sin egen kirke. Nemlig at statsmagten - d.v.s. sådan nogle som Birte Weiss selv - har en interesse i "slørede kompetence- og ansvarsforhold". Tim Knudsen skriver:
"Ingen i folkekirken har klar legitimitet til at sætte kursen og løse konflikter. Ingen taler på vegne af hele kirken i religiøse eller moralske spørgsmål. Når folkekirken ikke selv klarer sin ledelse, må staten - Folketinget og dets kirkeudvalg, kirkeministeren og ministeriet, regeringens økonomiudvalg, Finansministeriet m.m. - træffe beslutningerne."
Tim Knudsen ser den nødvendige afklaring i den kirkeforfatning, der blev lovet det danske folk allerede ved vor første fri grundlov i 1849. Men han tvivler på, den kommer: "Dertil har for mange interesse i en uklar status quo."
Mere nøjsom i sine krav er Kirkefondets generalsekretær Kaj Bollman i Informations Tro & Tvivl forrige tirsdag. Bollmann ser vejen ud af hængedyndet gennem en frigørelse af menighedsrådene fra den detaljerede statslige regelstyring, således at rådene kan hellige sig ramme- og målstyring. Kaj Bollmann skriver:
"Det betyder, at menighedsrådene får et reelt prioriteringsansvar. De kan ikke krybe udenom. Det bliver deres ansvar, om man skal fyre kirkekoret for at ansætte en sognemedhjælper."

MEM DET LIGGER I Bollmanns ord, er menighedsrådsopgaven at forvalte. Ting, som man i anden virksomhed med sindsro ville lade en forretningsfører klare det meste af, skal de valgte føre lange demokratiske drøftelser om: Administration af kirker og kirkegårde, udarbejdelse af regnskaber og budgetter, begravelsesvæsenets tilrettelæggelse, datoer og tidspunktet for de kirkelige handlinger.
Selve troen skal menighedsrådet nemlig holde nallerne langt fra. Hvis det er besjæling med den hellige gejst, der har drevet hin enkelte til at søge valg til menighedens råd, vil hun/han snart føle sig ganske ukaldet i det daglige arbejde.
Forkyndelsen - og dermed det egentlige religiøse anliggende - er nemlig præsternes ansvar. Hvis menighedsrådsmedlemmer mener at høre den vrange lære i præstens ord ex cathedra, og diskret antydning heraf ikke hjælper, er vejen den tjenstlige sag: Forelæggelse via provst for biskop, der gør indstilling til kirkeministeren, idet dog præsten kan forlange sagen overført til de særlige gejstlige domstole. En gang så trang og tornebestrøet, at det ikke kan undre, at offentligheden kun får lov til at opmuntres af underholdningsværdien af et fåtal sager.

MENIGHEDSRÅDETS mulighed for at komme i nærheden af retningsgivning for troen er dets stilling ved præsteudnævnelser (plus medlemmernes stemmeafgivning ved bispevalg). Men også reglerne for præsteudnævnelse afspejler den politiske tvivl om det betimelige i at udstyre rådene med for megen magt. Her er en forsøgsvis overskuelig genfortælling af reglerne:
Hvis menighedsrådets indstilling til besættelsen af et ledigt præsteembede er enstemmig, skal kirkeministeren følge indstillingen. Så langt, så godt. Hvis der i sognet kun er ét præsteembede, skal ministeren også følge en indstilling, som to trediedele af menighedsrådets medlemmer står bag. Lidt dunkelt, men OK. Men modsætningsvist gælder det altså, at hvis der er mindre end to trediedele bag en ansøger, og der kun er et embede, så kan ministeren vælge frit mellem de indstillede. Det kan ministeren også i alle tilfælde af manglende enstemmighed, hvis der i sognet er mere end to præstestillinger.
For at manøvrere her gælder det om at være skriftklog. For der står nemlig også i lovteksten, at når ministeren kan vælge, skal denne kejserens repræsentant vælge en guds ditto "under hensyn til mindretal i pastoratet". Derfor i så mange sogne den klassiske løsning: Hvis den ene embedsindehaver er grundtvigianer, så tager ministeren den anden blandt de mission-ske. Og omvendt.
Som den depraverede Prins Orlofsky synger i operetten 'Flagermusen': "Chacun son goût: Hver sin smag, min kære."
Og det er jo folkekirkens inderste bekendelse. Tro det eller ej.

dr (David Rehling)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu