Hver eneste dag på fjernsynet kan man se en politisk fiasko: Velfærdssamfundet skulle skabe rammer for frigjorte og stolte mennesker. Men i TV-Avisen og Nyhederne ser vi aften efter aften tilsyneladende velfungerende mennesker stille sig frem som ofre. Det skandaløse er ikke, at danske turister, der selv har betalt for en rejse til Egypten, kræver at Udenrigsministeriet nu pludselig skal betale for deres hjemrejse. Det skandaløse er, at disse desperate opråb fra paniske turister kan blive til en legitim sag i fjernsynet. Det er systemkritik på højeste niveau. Senere kunne en rejseleder på DR2 berette, hvordan de danske turister efter bomberne i Egypten havde brokket sig over, at guiderne var forsinkede til møder, og at deres mobiltelefoner ikke virkede. Lige efter katastrofen i det sønderbombede område kunne danske turister kræve deres ret. Uden hensyn til undtagelsestilstanden omkring dem kunne de beklage sig over problemer med taxfree-shopping. Her ser vi den meget lille danske stolthed: Om så jorden går under omkring os, vil vi kræve vores ret. Vi vil ikke lade os tyrannisere af bomber og terror. Vi vil have skattefri varer med hjem. Denne fiasko for velfærdssamfundet er omdrejningspunktet for en ny antologi redigeret af Jyllands-Postens journalist Niels Lillelund og kulturredaktør Flemming Rose Velfærd tur-retur - efter socialdemokratismens sammenbrud. Denne antologi udvikler ikke økonomiske analyser eller vurderinger af muligheden for fuld beskæftigelse i socialstaten. Den er en undersøgelse af velfærdsdanskerens moralske kollaps. Som kommunikationsdirektøren Michael Bonde Nielsen skriver i sit skarpe bidrag: "Et samfund skal fremme styrke i stedet for svaghed, tillid i stedet for mistro og frem for alt personligt ansvar i stedet for resignation. Det gør velfærdsstaten ikke i dag, og det kommer den aldrig til. Derfor bør vi i det mindste bekymre os om, hvorvidt vi har råd til at opretholde dette pyramidespil. Det er den moralske bæredygtighed, der er den største udfordring." Den moralske fiasko viser sig, når stærke mennesker ikke skammer sig over at fremstille sig selv som svage klienter. Man er offer allerede, inden overgrebet har fundet sted. Man er klar til at tale sin sag som offer, for det er fra den position, man kan kræve sin ret og gøre sig gældende. Det er jo ikke de svageste, der er bedst til at spille ofre. Det er tværtimod de stærkeste, der spiller sig op og skygger for dem, der virkelig har brug for hjælp. Der er nogle forældre, der tager en advokat med på deres barns første skoledag for lige at sikre sig, at det offentlige ikke krænker elevens brede spektrum af rettigheder. Det er selvfølgelig de stærkeste elevers forældre. De svageste kan ikke føre den slags sager. Og de er, som Bonde Nielsen anfører, heller ikke interesserede i at blive ofre: "Det har tit slået mig, at mennesker, der er psykisk syge eller funktionshæmmede fra naturens hånd eller ved skæbnens ugunst, sjældent gør krav på at blive opfattet som svage - tværtimod. De fremhæver i stedet deres styrker og bruger disse som afsæt for en god og lykkelig tilværelse. Uanset hvordan man vender og drejer det, så kan velfærdsstatens vidtstrakte herredømme aldrig legitimeres med henvisning til de få svage, der foretrækker at fremstå som stærke."
Andre ofre
Præmissen for Velfærd tur-retur er, at socialdemokratismen er en tilstand. Vores selvopfattelse, vores sociale relationer, vores forhold til arbejdspladsen og vores etiske tilgange til tilværelsen skulle være styret af 'socialdemokratismen'. Derfor er der i bogen angreb fra alle sider: Katrine Winkel forsvarer familien mod den truende socialdemokratisme, Henrik Gade Jensen skriver imod den tidsånd, der bestemmer vores historieopfattelser, og Anders Raahauge begår et fortræffeligt udfald mod den pædagogiske alliance mellem 'cirkulationsbegejstring' og 'terapisme'. Claus Thomas Nielsen har skrevet bogens mest radikale udfald mod alt, hvad der er venstreorienteret, oplysningshumanistisk og islamisk. Han rammer i virkeligheden mest sig selv, når han for eksempel skriver: "Det er jo det eneste, den intellektuelle venstrefløj har været god til: At hade alt og alle, som stadig har de mindste rødder tilbage til europæisk kultur. Hade Gud, konge og fædreland." Den brede definition af socialdemokratismen kommer ind imellem til at tilskrive socialdemokraterne ansvaret for alle moderne frigørelsesbevægelser, religionskritik og kollektivisme. Her kommer bidragyderne til at stille sig frem som rigtige velfærdsofre for en ond og altomfattende ideologi. De vælger selv offerpositionen som kritisk udgangspunkt. Men den brede definition styrker også bogen: de bedste indlæg afdækker fint forholdet mellem socialpolitik og mentalitetskultur. Og bogen rammer den for velfærdssamfundet presserende problematik præcist: Et så omfattende socialt system og en så vidtstrakt omfordeling af ressourcer forudsætter en meget bred konsensus. Den forudsætter enighed om, hvad der er godt, og hvad der er skidt. Så snart denne enighed udfordres, bliver velfærdssamfundet konfronteret med spørgsmålet om, man over for eksempelvis indvandrere skal tvinge sine normer og eksistensidealer igennem. Den brede konsensus udfordres også af individualiserede krav til undervisningsformer i folkeskolen, børnepasning og andre offentlige ydelser. Hvis velfærdsstaten tvinger sine normer igennem over for individualiserede krav, mister den sin legitimitet. Hvis den omvendt lader borgerne vælge deres egne livsformer og trækker sig længere tilbage, bliver politikerne udstillet som magtesløse tosser, der bare 'lader stå til'. For samtidig med at kravene til statens ydelser bliver mere og mere individualiserede, så kræver borgerne mere og mere af staten. Som Michael Bonde Nielsen også skriver: "Der er efterhånden intet problem i velfærdssamfundet, som er for småt til at blive til et politisk problem for velfærdsstaten. Samfundet bliver reduceret til staten, det offentlige ræsonnement bliver til krav til det offentlige. Borgerne kræver på samme tid mere selvbestemmelse og mere offentlig styring." Niels Lillelund har i sit morsomme angreb på velfærdssamfundets sprog fat i en anden pointe: Velfærdskulturen udvikler en særlig rettighedsegoisme. Man vil ikke dele med de andre, der kommer hertil:
"At velfærdsstatens forudsætning i virkeligheden ,er udpræget national egoisme og en strengt bevogtet fysisk lukkethed over for omverdenen er en banal konstatering, Vi har jo ikke velfærd nok til alle, men kun til os selv, og vi vil ikke dele, når det kommer til stykket." De borgerlige skribenter i Velfærd tur-retur deler generøst ud af deres idiosynkrasier, indsigter, fjendebilleder og deres i sidste instans konstruktive systemkritik. De har det samme problem som andre systemkritikere: At de fleste danskere erklærer sig tilfredse med en tilværelse, der ellers synes utilfredsstillende.
Niels Lillelund & Flemming Rose (red.): Velfærd tur-retur. Efter socialdemokratismens sammenbrud. 240 s., 179 kr. ISBN 8702037629 Udkommer i dag.
