Læsetid: 6 min.

Fra meningsfuld radiolicens til meningsløs medielicens

Danskerne er i 80 år blevet afkrævet lices til Danmarks Radio. Og mens afgiften i sin tid var velbegrundet, har de senere års teknologiske udvikling undermineret fortidens gode argumenter
20. marts 2007

"Gamle skatter er gode skatter", siger man. For der er solid erfaring for, at når folk først har vænnet sig til at betale en skat eller en afgift, bliver de såmænd ved uden at gøre de store ophævelser. Og historien er fyldt med eksempler på, at vanens magt har været så stor, at folk er blevet ved med at betale skatter og afgifter lang tid efter, at fortidens gode begrundelser for dem er faldet væk.

Det gælder også den licensafgift, som danskerne i firs år er blevet afkrævet til Danmarks Radio. For medens afgiften i sin tid var velbegrundet, har de senere års teknologiske udvikling undermineret fortidens gode argumenter. Ydermere kræver loven nu, at der også fra årsskiftet skal betales afgift af computere med adgang til internettet. Den nye afgift, som skal tilfalde Danmarks Radio - uden smålig skelen til, hvad computeren bliver brugt til - er blevet døbt 'medielicensen'. Det minder om verbal voldtægt. Men igen: "Gamle skatter er vel gode skatter".

Selve ordet licens er en pudsig betegnelse for den afgift, som man skal betale af sin radio eller sit tv. Men tilbage i radioens barndom gav ordet imidlertid god mening. Da Statsradiofonien begyndte at sende sine programmer i 1925, var det i samarbejde med Statstelegrafen, der stod for den 'trådløse' radiospredning. Den opgave måtte bare ikke belaste Statstelegrafens udgifter. Som den daværende finansminister Niels Neergaard udtrykte sig: "Ikke en rød øre ud af statskassen".

Det blev fra begyndelsen besluttet, at den, der ejede et radioapparat, skulle 'løse licens' - købe sig en tilladelse til at benytte telegrafens sendenet - ved at betale en årlig afgift. Det gav god mening. For købte en dansker sig et radioapparat, var det vel for at bruge det. Og bortset fra grænseområderne kunne lytterne i det store og hele kun fange Statsradiofoniens signaler ind.

Grunden er imidlertid smuldret under licensen gennem de senere år. Fortidens antagelse om, at når man købte sig et radioapparat, var det for at kunne høre Statsradiofoniens udsendelser, holder ikke længere. Statsradiofonien var et monopol, men det har Danmarks Radio ikke været i årevis. Siden monopolbruddet er der dukket adskillige konkurrerende danske radio- og tv-kanaler op. Ale-ne TV 2's seertal er en torpedo under vandlinjen på fortidens antagelse. Og med parabolantennernes og hybridnettets indtog er den blevet torpederet endnu en gang, da det nu også er blevet muligt at se et utal af udenlandske tv-programmer. Det kræver naturligvis, at seeren har et tv-apparat stående. Og så falder Danmarks Radios licenshammer - uanset hvad han eller hun så ellers ser i sit fjernsyn.

Påtvunget mulighed

Medens der altså ikke er noget nyt i, at der skal betales licens af tv-apparater, er det derimod nyt, at der nu også skal betales tv-licens af andre apparater, som gør det muligt for ejeren at se fjernsyn. Med en computer, der er koblet på internettet, bliver brugeren påtvunget muligheden for både at se og høre Danmarks Radios programmer. Og så skal der betales tv-licens.

Teknisk set ville det være en overkommelig sag at lade computerens ejermand selv afgøre, om det er et tilbud, som han eller hun vil benytte sig af. Danmarks Radio afviser imidlertid at indføre abonnement på sine net-tjenester. Det "vurderes ikke at være foreneligt med public service tankegangen, hvorefter der bør være adgang for alle til public service-foretagendernes public service-udbud", som der står på hjemmesidens afsnit om licens. Argumentationen med dens ophobning af tidens mantra, public service, minder om en cirkelslutning til støtte for obligatorisk licensbetaling: Der er en adgang til at se tv på nettet, som skal stå åben for alle pc-brugere. Ergo skal de så også alle sammen bidrage økonomisk til driften af Danmarks Radio.

For mange studerende er computeren ikke blot et nyttigt, men et aldeles nødvendigt værktøj. På Handelshøjskolen i København får nye studerende tilsendt en personlig kode, så de kan finde frem til en mængde oplysninger på nettet - fra studiehåndbøger og gennemgangsplaner til aflysninger og eksamenskarakterer. De får også at vide, at det "i denne sammenhæng understreges, at flere og flere informationer udelukkende bliver formidlet elektronisk".

De studerende, der har sat sig i udgift for at få den nødvendige computer, bliver nu også belastet af en tv-licens, selv om de ikke har noget tv-apparat. De bliver imidlertid kun behandlet på lige fod med den øvrige befolkning, mener Danmarks Radio:

"Udeboende studerende over 18 år skal således betale medielicens som alle andre, ligesom de hidtil har skullet betale tv-licens efter samme regler, som gælder alle andre". De skal jo blot betale en licens som alle andre. Og i øvrigt har de da hele tiden skullet betale licens af et tv-apparat, hvis de ellers havde haft et

Kopskat

Budskabet i den licenskampagne, som Danmarks Radio har lanceret, er ikke til at tage fejl af. Den nye medielicens vil i det store og hele blive pålagt alle husstande. Det er åbenbart kun dem, der er lidt til en side, der slipper for den, medens sortseerne og deres "patetiske nasseri" nok skal blive afsløret, lover kampagneindslagenes hovedperson med et ansigt lagt i bebrejdende folder, som spillede han politisk kommissær i en B-film.

Medielicensen leder uvilkårligt tankerne hen på en ældgammel form for beskatning, som ellers ikke har været brugt i umindelige tider. Det er 'kopskatten', som blev opkrævet hos alle med samme beløb pr. hoved - eller pro kopf, som det hed i datidens tyskprægede forvaltningssprog. Den tog hverken hensyn til borgernes økonomiske eller sociale omstændigheder.

Danmarks Radio afviser imidlertid, at medielicensen er en skat, idet "regeringens definition af skattestoppet - fastslår eksplicit, at licens - på linie med betalinger til offentlige forsyningsvirksomheder - ikke er omfattet af skattestoppet". Det er nu ikke nogen velvalgt parallel. For medens økonomien i el-, gas- og vandværker påvirkes direkte af borgernes forbrug, spiller det ingen rolle for en tv-stations udgifter. De er afholdt, når tv-signalerne er sendt ud i den blå luft. De påvirkes ikke af, om der er mange eller kun få seere til udsendelserne. Og den mulighed, som forbrugerne har for at mindske vandregningen ved at frådse lidt mindre med vandet, har pc-brugere og tv-seere ikke. De bliver afkrævet medielicensen med samme beløb pro kopf.

Som en boligskat

En virksomhed kan få licens til at benytte andres patenter eller varemærker. En bokser kan få licens til at stille op i en turnering. Og James Bond har som bekendt licens til at slå ihjel. Men hvad giver den nye medielicens tilladelse til? - Til at have sit tv-apparat stående og til at slutte sin computer til nettet.

Med medielicensen i ryggen har Danmarks Radio sendt breve ud til de 135.000 husstande, som ikke hidtil har betalt tv-licens. Danmarks Radios licenschef er citeret for, at "når svarene og tilmeldingerne er kommet ind, så går tv-inspektørerne i gang". Tilsyneladende regner Danmarks Radio dog kun med at få afsløret omkring halvdelen af dem som "patetiske nassere". Men det vil nu også immervæk give op mod yderligere 150 millioner kroner i licensindtægter. Og de tilfalder for den altovervejende dels vedkommende Danmarks Radio.

Efter at der nu billedligt talt også er lagt afgift på internettets stikdåser, burde tv-inspektørerne vel kunne finde frem til endnu flere licenspligtige. En undersøgelse fra Gallup har i hvert fald vist, at hele 99 procent af alle husstande har et licenspligtigt apparat. Skulle tv-inspektørerne få held til at lukke flere ind i licensbetalernes fold end forudset, vil de yderligere licensmidler ikke gå til Danmarks Radio, som opkræver dem. De vil i stedet havne hos kulturministeren, som så kan disponere over dem til "medierelaterede formål", som der står i radioloven.

Skatteyderen, der betaler sin skat, har ikke krav på nogen bestemt modydelse fra det offentlige. Borgeren, der betaler sin medielicens, får derimod en tilladelse til at indrette sin bolig, så den lever op til, hvad 99 procent af samtlige husstande åbenbart opfatter som tidssvarende. Det er en diffus modydelse. Derfor ligner licensen mest af alt en skat, der pålægges alle boliger med samme beløb. Og det minder om de kopskatter, som både Frederik IV og Frederik V udskrev som tillægsskatter for 250-350 år siden.

Men både Danmarks Radio og lovgivningsmagten fastholder standhaftigt, at det ikke er nogen skat, men alene en licens. Det må da siges at være en voldtægt af, hvad ordet licens dækker over.

Ole Bruus er cand. polit. og ekstern lektor i økonomisk teorihistorie ved Handelshøjskolen i København/CBS

Kronikken onsdag: Hitler-overskægget i DSB-krydsordet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu