Læsetid: 3 min.

Meningsmålingernes tyranni

En grundig analyse af magtmekanismerne i amerikansk politik viser sig at have en ubehageligt klar aktualitet for det politiske system i det meste af den vestlige verden
22. september 2006

Joe Klein er en af USA's kendteste politiske journalister. I mange år har han skrevet for nogle af landets førende aviser og magasiner og navnlig husket for romanen Primary Colors, som skildrer Clintons første præsidentkampagne. Klein er i dag ansat på magasinet Time.

Hans seneste bog er et opgør med, hvad man kunne kalde markedsgørelsen af amerikansk politik. Politics Lost - med den morsomme undertitel How American Democracy Was Trivialized By People Who Think You're Stupid - handler om, hvorledes meningsmålinger, spindoktorer og kynisme har overtaget den politiske arena. Klein gennemgår en lang række politiske kampagner, analyserer i detaljer kampagnernes strategier og beretter den triste historie om, hvorledes det ideologiske er trængt i baggrunden til fordel for den helt banale stræben efter at vinde og fastholde magten.

Politik når det er bedst

Det er som bekendt ikke kun et amerikansk fænomen, og bogen udmærker sig derfor trods sine til tider meget detaljerede redegørelser for interne forhold i det amerikanske politiske kampagneapparat ved at have en ubehagelig aktualitet også for politiske forhold uden for USA. Politikere verden over synes jo at have en nærmest epidemisk trang til magt og til at bruge stort set alle de midler, der måtte være til rådighed for at nå målet. Den tidligere tyske præsident Weizsäcker udtalte således i et foredrag i Hamburg i 2002, at hvor det politiske demokrati burde være forsøget på at finde løsninger med hensyntagen til de forskellige politiske holdninger, er det i dag blevet til forsøget på at fastholde magten for magtens egen skyld.

Hvor er det så, det går galt? Klein nævner i prologen til sin bog en episode, som sikkert har fæstnet sig hos enhver, som har set den skildret.

Om aftenen den 4. april 1968, en time efter at Martin Luther King var blevet myrdet, holdt Robert Kennedy en tale, som han holdt spontant og med en utrolig styrke og enkelhed. Talen blev - mod politiets anbefalinger, for man mente, det var for risikabelt - holdt i en sort ghetto i Indianapolis.

Kennedy fortalte mængden om Kings død, som de på det tidspunkt intet vidste om, og Klein beskriver bevægende, hvorledes Kennedy citerede Aiskylos, hans yndlingsdigter, og hvorledes han formåede at tale mod hadet og deling af landet og for kærligheden og visdommen. Det var udtryk for politik, når det er bedst, siger Klein; "at hele, at uddanne og at lede".

Flosklerne

Kontrasten til nutiden er næsten smertelig. For nu, 38 år senere, håber vi jo stadig på den slags øjeblikke af spontanitet og politisk mod. Øjeblikke hvor politikere tør afvige fra spindoktorernes råd, og hvor de tør sige sandheder, som måske ikke er bekvemme at lytte til for tilhørerne.

Det er ikke, fordi den slags øjeblikke helt er forsvundet fra det politiske i dag, siger Klein. Men det typiske er ikke spontaniteten. Det typiske er det tilrettelagte og beregnede, som netop indebærer en mangel på respekt for dem, man henvender sig til. Moderne politik er ofte reduceret til spekulationer over, hvorledes man vinder de forskellige segmenter. Og resultatet er floskler, som står i kø for at blive afleveret til en vælgerskare, der meget forståeligt bliver mere og mere frustreret over, at det knap er muligt at finde ud af, hvad der foregår nede under al det tilrettelagte.

For at illustrere forskellen mellem idealet og virkeligheden, henviser Klein til en nyere tale.

Den er holdt af den britiske konservative leder Michael Howard, men den kunne være holdt af hvilken som helst nutidig politiker, for den er skåret over samme skabelon, som alle taler skæres over i dag: "Jeg har hele mit liv kæmpet for dem, som gør det rigtige og som holder sig til spillereglerne. Respekt for loven, respekt for andre og respekt for ejendomsretten, disse værdier er kernen i det succesrige samfund." Osv. osv.

Kleins bog er virkelig præget af engagement og enorm indsigt. Dens detaljerede analyser af de mere og navnlig mindre vellykkede kampagner er skrevet med elegance og vid, og udblikket til de større perspektiverende forhold er altid på plads.

Skulle man ønske sig mere af bogen, måtte det være et markant opgør med den journalistik, som synes at se det politiske forum som en sportsplads ("hvem vandt debatten?") frem for anledning til en analyse af dybden og sandheden i det sagte. For årsagen til spontanitetens tilbagegang og manglen på politisk mod er jo ikke udelukkende, at politikerne har kastet sig i armene på spindoktorernes trivialiteter og segment-tænkning. Det er også, at journalistikken i dag handler mere om form end om indhold.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu