Læsetid: 4 min.

I menneskehedens tjeneste

Den visuelt stærke, mexicanske instruktør Alejandro González Iñárritu taler varmt for mellemfolkeligt samvirke i sin nye film, 'Babel', der i går blev vist for et glad publikum i Cannes
24. maj 2006

CANNES - Multiplot og -karakterfilmen, som man kender den fra f.eks. Robert Altmans Short Cuts, har efterhånden længe været en populær fortælleform, og ikke mindst her i Cannes oplever man film, hvor skæbner og historier fletter sig sammen og mere eller mindre direkte har indflydelse på hinanden.

Multiplotfilmen kræver meget af sit publikum og giver en begavet filmskaber mulighed for at tegne et facetteret billede af en situation, en tid, et miljø - jo flere personer, jo flere vinkler. Men det kræver samtidig, at både instruktør og manuskriptforfatter holder tungen lige i munden og sørger for, at historier og karakterer er så stærke, at de skjuler den bagvedliggende konstruktion.

Kunsten er at engagere os alligevel, få os til at glemme, at vi ser på en film.

Richard Linklaters fast food-satire Fast Food Nation er et godt eksempel på en multiplotfilm, der ikke er helt vellykket. Nok er den også optaget af menneskelige relationer, men samtidig er så firkantet og tydelig i sin retorik, at man hele tiden bliver mindet om dens budskab, og om hvordan karaktererne og historien i høj grad er villige redskaber i instruktørens vold.

Løser opgaven flot

Alejandro González Iñárritu, der er i Cannes for at præsentere den med spænding imødesete Babel med blandt mange andre Brad Pitt, Cate Blanchett og Gael García Bernal på rollelisten, løser til gengæld opgaven på fornem vis.

Den mexicanske instruktør kan tage en del af æren for sit hjemlands filmiske opblomstring med sine to første film, Kærlighedens køtere og 21 gram, hvor han sammen med sin manuskriptforfatter, Guillermo Arriaga, viser, hvordan menneskers liv kan gribe ind i hinanden.

Iñárritu er en visuelt stærk instruktør - han arbejder tæt sammen med den dygtige filmfotograf Rodrigo Prieto - og han har en sjælden evne til at balancere mellem form og indhold. Babel, der følger både det personlige og politiske spor, jeg skrev om i gårs-dagens avis, er inspireret af Bibel-fortællingen omBabelstårnet. Menneskeheden, der dengang talte samme sprog, byggede et tårn for at nå himlen, og det gjorde Gud så vred, at han nu lod alle menneskene tale forskellige sprog, hvilket forvirrede dem så meget, at byggeriet gik i stå, og de spredtes over hele jordkloden.

Pointen er selvfølgelig, at vi i vores overmod gjorde det umådeligt svært for os selv at tale sammen, hvilket stiller store krav til os som mennesker, til vores humanisme. Og det bruger Iñárritu som afsæt for en historie om, hvordan dårlig kommunikation - og uheldige sammentræf - er en væsentlig årsag til nogle af de problemer, verden i bogstavelig forstand slås med for tiden.

En japansk jæger giver sin Winchester-riffel som en gave til en marokkansk guide, der sælger den til en nabo. Naboen giver riflen videre til sine to sønner, så de kan bruge den til at skyde de præriehunde, som kommer for tæt på familiens gedeflok. Drengene øver sig på at skyde og får ved et uheld ramt en amerikansk kvinde i en bus fuld af turister. Kvinden bringes hårdt såret til en landsby sammen med sin mand, der må ringe hjem til USA og den mexicanske barnepige og bede hende om at blive sammen med ægteparrets to små børn.

Barnepigen skal til sin søns bryllup i Mexico, men kan ikke finde en afløser og beslutter sig for at tage børnene med. På vejen hjem midt om natten stikker hendes fulde, nervøse nevø af fra vagterne ved den amerikansk-mexicanske grænse, og sammen med de to børn strander barnepigen i ørkenen.

Mellemfolkeligt samvirke

Det er lidt af en linedans, Iñárritu og Arriaga vover sig ud på med Babel. Men det lykkes dem for det meste at holde balancen, fordi de hele tiden holder øje med karaktererne. Konsekvenserne af den japanske jægers velmente gave breder sig som ringe i vandet, og selv har han en døvstum teenagedatter, der føler sig som en udstødt, fordi drengene tager afstand fra hende, når de finder ud af, at hun er handicappet.

Igennem hele filmen er det denne mangel på forståelse og tolerance, der skaber tragiske situationer, som måske kunne være undgået, hvis bare en af de implicerede havde handlet anderledes. Men pointen med filmen er formentlig også, at sådan som vi mennesker er skruet sammen, er det svært at forestille sig en verden uden ufred, fjendtlighed og konflikt, netop fordi vi handler så såre instinktivt og egoistisk, når vi kommer under pres.

Hvad enten man tror på Gud og historien om Babels-tårnet eller ej, så har vores medfødte arrogance, mistroiskhed og usikkerhed det med at sætte os hindringer i vejen, når det gælder 'mellemfolkeligt samvirke'. Og især i den trods alt beskyttede, vestlige verden - som Iñárritu elegant og underspillet får det formuleret i filmen - er vi gode til på andres bekostning at klare os igennem og overvinde hindringerne på en måde, så de skaber nye mellemfolkelige barrierer.

Der findes naturligvis også gode mennesker her på Jorden, og dem handler Babel også om. Spørgsmålet er, om der er nok af dem til at redde verden og menneskeheden fra sig selv. Det er et vigtigt spørgsmål, som også Al Gore stiller i dokumentarfilmen An Inconvenient Truth, der beskæftiger sig med den globale opvarmning, der er ved at tage livet af vores planet, og som ikke nok mennesker forsøger at modvirke.

Mere Cannes på

tema.information.dk/cannes2006 og blog.information.dk/forsidesensationen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu