Læsetid: 3 min.

Den menneskelige komedie

Da guldalderens tilsyneladende harmoni krakelerede
11. april 2007

Kulturkrise og tidehverv er ingenlunde nye fænomener, men noget sjældnere har vi forbundet dem med den danske guldalder, som i hvert fald for den senere dels vedkommende, årene 1833-1849, tager sig mindre harmonisk og mere anløben ud, fremstillet som den nu er i Sjælen efter døden, en modificeret ph.d.-afhandling af litteraturhistorikeren og Kierkegaard-forskeren Lasse Horne Kjældgaard - også kendt som medredaktør af Kritik og anmelder ved Politiken.

Titlen spiller på Johan Ludvig Heibergs velkendte, såkaldt 'apokalyptiske komedie' som også er et centralt kunstnerisk dokument fra datidens filosofiske debat om et af de brandfarlige emner, den officielle tro på sjælens udødelighed, som man ikke ustraffet kunne anfægte, men som ikke desto mindre var stærkt på retur blandt både dannede og udannede, trods de toneangivendes skarpe skel mellem disse to størrelser.

Verdsliggørelsen var i fuld gang i politik og kunst i det revolutionære udland og i den seje, danske vandring mod folkestyret.

Anticipation

Forfatteren har ikke spor imod at betegne perioden som en forløber for 'det moderne gennembrud' senere i århundredet, og blandt de tænksomme hoveder blev det et slagord, at de levede i fremtidsforventningerne, en anticipationernes tid. Hovederne var, her i forfatteres arrangement, foruden denne Heiberg, der slog tonen an med sin afhandling Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid, digteren og filosoffen Poul Martin Møller, der undersøgte Muligheder for Beviser for Menneskets Udødelighed, og teologen H.L. Martensen, der lancerede en 'humoristisk' filosofi fra det mest ophøjede synspunkt, der ikke lyder videre morsomt samt Søren Kierkegaard, der kom til og væltede spillet med sit krav om subjektivitetens lidenskab, op imod de andres forsøg på filosofisk objektivitet.

Det er især Kierkegaards pseudonym Climacus, der i Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift (1846) går helt tæt på den da aktuelle debat, her i en ny, detaljeret påvisning.

Kendt er hans dræbende kritik af den hegelske spekulative filosofi, som de andre var så bjergtagne af, selv om de delte sig i venstre- og højrehegelianere.

Anekdoter

For dem var kunsten død, og den vidende tanke sat i højsædet, endda oven over religionen, som selve spekulationens idé.

Det er værd at hæfte sig ved, at Kierkegaard således reddede kunstens anseelse gennem fænomenet 'den indirekte meddelelse', som i inderlighed kommer forbi tanken om objektivitet.

Med imponerende stringens gennemgår Lasse Horne Kjældgaard systemet med de spegede tråde i netværket af uendelige spidsfindigheder.

Med udødelighedstanken som tema får han oprullet et ganske betagende billede af den urolige tid på tankens hovedpineslotte. Han færdes hjemmevant i den tynde ørkenluft, hvor der kun er få oaser af virkelighed.

Læseren sætter derfor pris på de få anekdoter af dagligt liv, som da champagnen flød ved en elegant middag i Paris mellem Heiberg og Martensen, og når de samme to herrer hjemme i det heibergske hus vendte og drejede tanken om, at individernes udødelighed bestod i at gå op i det hele store verdensalt, hvad der bragte Heibergs mor aldeles ud af sig selv.

"Atter og atter kom hun ind, i dybere og dybere Negligé, idet hun angreb Læren. Paa disse Angreb svarede Heiberg ikke andet end: 'Gaa i din Seng. Klokken er mange' - 'Smelte sammen!' udraabte hun, 'tror du, jeg vil smelte sammen med alle de mange ækle Draaber?' - 'Gaa i din Seng!'"

Således berettet af fru Heiberg.

Komedie

Komedien En Sjæl efter Døden (1840) om borgermanden, der forgæves søger adgang i Himlen og Elysium, men finder fuld tilfredshed i Helvede, som er en tro kopi af hans dorske, københavnske hverdag, blev af begejstrede teologer opfattet som et stærkt kristent vidnesbyrd, ja, Martensen anbragte den endnu højere end Dantes Den Guddommelige Komedie, hvad der fortæller os noget om kunstens - og Heibergs - flertydighed, den latente uenighed, hvor vi i dag næppe er i tvivl om rækkevidden af Heibergs sviende kritik og moderne anticipation.

Jeg kan undre mig lidt over, at Horne Kjældgaard ikke har inddraget de andre dele af de Nye Digte, hvor komedien "De Nygifte" indgår, som handler om sjælevandring, og det fine tankedigt om Protestantismen i Naturen, Heibergs form for indirekte meddelelser.

Man mærker forfatterens lettelse ved Kierkegaards indgriben og særlige retningsgiven mod vores egen tid og den litterære situation, hvor man på nye måder ser konflikter mellem modernismens teoriafhængighed og poetikkers spekulation versus eksistentielle krav om identitet - og i det øvrige kulturliv mellem religiøse fantasterier og sekulære livsanskuelser.

En bog læst i påsken med velbehag. Nu er det atter hverdag.

Lasse Horne Kjældgaard: Sjælen efter døden. Guldalderens moderne gennembrud. 352 s. 325 kr. Gyldendal. ISBN 87-02-04817-5

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her