Læsetid: 3 min.

Og mennesker forsvinder i deres egen inderlighed

Hvis vi selv siger en masse vrøvl, hvad siger det vrøvl så om os? Hvad er 'bullshit'?
23. september 2005

Den står som et udsagn om alt det andet vrøvl omkring den: En lille akademisk pamflet har i uger ligget stabilt på de amerikanske bestsellerlister. Filosoffen Harry G. Frankfurt har skrevet en traktat om alt det retoriske affald, der fylder vores offentlighed: On bullshit:

"Et af de mest fremtrædende træk ved vores kultur er, at der er så meget 'bullshit'. Alle ved det. Vi deltager alle i kredsløbet. Men vi synes at tage situationen for givet. Så dette fænomen synes ikke have afstedkommet mange refleksioner eller rigtige undersøgelser."

Tv undersøger ikke politikere ved at evaluere deres evne til problemløsning; man konfronterer ikke problemer med løsningsforslag. Man tager Helle Thorning-Schmidt i studiet og beder hende forklare meningsmålinger: Hvordan føler du, Helle, når så mange i befolkningen føler, at du ikke overbeviser dem? Så slår den politiske diskussion om i socialpsykologisk gætteleg:

"Jeg tror, folk vil se hele billedet." Foreslår hun så. Og bagefter kan Jersild & co sidde på DR2 og evaluere, hvordan folk har ople-vet Helles performance konfronteret med folks fornemmelser for Helle Thorning-Schmidt.

Ikke bare har de fleste bemærket det, de fleste har også betjent sig af klicheerne. Langt det meste af tiden reproducerer vi jo de sætninger, der cirkulerer omkring os. Man kan som komiker gøre lidt oprør mod dem ved at forskyde dem til en anden kontekst, man kan ironisere over dem, men det er svært at være uenig. Og som Frankfurt: Bullshit er ikke løgn. Man kan ikke afsløre en bullshitter ved at konfrontere hende eller ham med det rigtige sagsforhold. Pointen med Bullshit er nemlig, at det suspenderer forholdet mellem rigtigt og forkert. Det er umuligt at lyve, hvis man ikke kender sandheden. Men den, der bullshitter, behøver ikke kende andet end tomgangen: terapisproget, inderlighedsretorikken, de lange kæder af klicheer om fornemmelser. Frankfurt illustrerer sin tese med en anekdote: filosoffen Ludwig Wittgensteins veninde Fania Pascal havde været på hospitalet for at få fjernet sine mandler. Hjemvendt fra sygehuset blev hun ringet op af filosoffen, der ville høre, hvordan hun havde det:

"Jeg har det som en hund, der er blevet kørt over." Wittgenstein rasede i den anden ende af forbindelsen:

"Du ved ikke, hvordan en hund, der er kørt over, har det. Det kan du ikke vide." Det, der irriterer Wittgenstein, er ikke, at Fania Pascal ikke tilbyder en kvalificeret meditation over sine smertefornemmelser. Det er heller ikke, at hun bevidst bruger en metafor. Det er derimod, at hun uden at tænke over det anviser en specifik og komplet ukvalificeret parallel. Hun afslører demonstrativ ligegyldighed over for beskrivelsen af sin egen smerte. Således formoder Frankfurt i hvert fald, at Wittgenstein tænker. Og det, der provokerer ham, er, at man ikke kan diskutere med bullshit. Man kan hverken argumentere for eller imod, men er henvist til enten at acceptere diskursen eller afvise hele udsagnet. Og starte forfra. Og forfra igen.

Frankfurt forklarer tendensen til bullshit på alle niveauer som en kulturel forskydning: Vi interesser os ikke så meget for, hvad der er rigtigt. Det er mere interessant, om man virkelig mener det:

"I stedet for først at forsøge med korrekte beskrivelser af den fælles virkelighed stræber det enkelte menneske efter de mest ærlige repræsentationer af sig selv."

Det er som om, man ikke tror på forhold i den sociale virkelighed længere. Og så er det bedre at lave 'en fortælling' om sit 'sande jeg', sine indre bekymrede ambivalenser. Man udlægger til eksempel kunstværket som 'oplevelse': "Thomas Vinterbergs Festen var virkeligt outstanding, jeg kunne slet ikke sidde stille, mens jeg så den." Katastrofer bliver udlagt som 'deprimerende', ledere bliver bedømt efter, om de nu er 'troværdige'. Således bryder den fælles verden langsomt sammen, vi reproducerer andres formuleringer af vores egne fornemmelser. Men som Frankfurt skriver:

"Som bevidste mennesker er vi kun til som svar på begivenheder i vores fælles verden, og vi kan ikke komme til at kende hinanden, hvis vi ikke forholder os til begivenhederne,"

Hvis hunden bliver et billede på, hvordan Fania har det, er den allerede forsvundet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her