Læsetid: 3 min.

En menneskeret

10. december 1998

DET MÅ VÆRE EN menneskeret at sove længe søndag morgen, mumler vi, når pludselig larm fra gaden afbryder netop denne velfortjente rettighed.
"Det er en menneskeret at kunne købe økologisk kød", annoncerer et ærværdigt slagterfirma. Eller mere alvorligt: "Det må være en menneskeret at få et barn", siger den barnløse som begrundelse for, at teknologien bør træde til, hvor naturen svigter.
Menneskerettigheder er forlængst blevet et fortroligt begreb i offentligheden, nærmest en talemåde, vi griber til, når et eller andet forhindrer os i at opnå optimale livsbetingelser.
Måske har vi glemt, at menneskerettighederne, sådan som de blev formuleret af FN's generalforsamling netop på denne dag for 50 år siden, er alt andet end en uforpligtende ønskeseddel til 'det gode liv'.
Verdenserklæringen om Menneskerettigheder blev til på baggrund af det hæsligste barbari, verden endnu har set, det tyske nazi-regimes jødeudryddelser, og var i sig selv en sensation:
Det var første gang i verdenshistorien, at en overnational myndighed opstillede universelle rettigheder og dermed anfægtede nationalstatens hidtil ukrænkelige suverænitet. Det er 30 præcist formulerede paragraffer om det enkelte menneskes rettigheder over for myndighederne.

HAR DET SÅ nyttet noget?, vil mange spørge. Er det ikke bare blevet til indholdstomme erklæringer fra FN's evigt kværnende trykkeri? Kunne menneskeretserklæringen forhindre det sovjetiske Gulag, De Røde Khmerers holocaust, hutu-ekstremisters folkemord i Rwanda og den etniske rensning a la serbe?
Er det ikke kun et obligatorisk ritual på linje med besøget i Beijing-operaen, når vestlige politikere rømmer sig under talen til kinesiske værter og mumler et par ord om Tibet og dissidenter i arbejdslejre? Kan det USA, der afliver sine borgere med elektrisk strøm og giftsprøjter, overhovedet tillade sig at hæve stemmen?
Svaret på alle disse hver især berettigede indvendinger kan kun være, at navnlig hvad menneskerettigheder angår, er det bedste det godes fjende. Fremskridt skal måles i hanefjed.
Under Den Kolde Krig var brud på menneskerettigheder et relativt begreb, afhængig af om synderen var ven eller fjende. "Han er en slyngel, men han er vores slyngel", lød det undskyldende fra supermagten, når en venligtsindet diktator gik for vidt.
Men selv om brugen af menneskerettigheder som ideologisk våben ikke fuldtud er ophørt, kan man notere en række fremskridt i de senere år, kulminerende i sommer med vedtagelsen af en permanent international straffedomstol, der skal tage sig af de krigsforbrydere og torturbødler, som hjemlandet ikke selv kan eller vil retsforfølge.
Som f.eks. en general Pinochet.

MEN ER menneskeretsbegrebet ikke undfanget af en vestlig civilisation, med vægt på individets rettigheder frem for kollektivets? Er det ikke vigtigere for mennesket at være fri for sult og arbejdsløshed end f.eks. at kunne udtrykke sin mening frit?, lyder en mere sofistikeret kritik.
Den blev i sin tid lanceret af kommunistiske styrer og fremføres nu ofte af regimer i udviklingslande eller i asiatiske 'tigerøkonomier' - i sidstnævnte tilfælde garneret med teorien om en særlig asiatisk tradition for indordning under autoriteterne eller kollektivet.
Kritikken modsiges af selve menneskeretserklæringens tilblivelseshistorie. Den var ikke et diktat fra Vestens hegemoniske magthavere, men et resultat af et spørgeskema uddelt til politikere og videnskabsfolk fra hele verden. Svarene var forbløffende ens.
Forbløffende - og dog! For hvorfor skulle en kineser dog være genetisk disponeret for at kunne udholde tortur? Forhindrer den afrikanske kulturarv deltagelse i et levende folkestyre? Er det at kunne tale og skrive frit - f.eks. mod magthavere, der tilraner sig gigantiske værdier på befolkningens bekostning - ikke lige så vigtigt for en peruaner som en dansker?
Selvfølgelig har menneskeretsbegrebet også et socialt og økonomisk aspekt. F.eks. er det - som Morten Kjærum siger det inde i bladet - et brud på menneskeretserklæringens Pgf. 26, når Verdensbanken gennem sine programmer dikterer et udviklingsland, at det ikke længere har råd til at yde børnene gratis undervisning.
Men trods generelle formuleringer om "retten til arbejde" er menneskeretserklæringen mest anvendelig - det vil sige mest kontrollerbar - i de paragraffer, der konkret sikrer individets rettigheder over for statens magtudøvelse.
Sult, fattigdom og ulighed må bekæmpes ad anden vej - f.eks. gennem den ytringsfrihed og ret til politisk aktivitet, som menneskeretserklæringen er med til at garantere. on

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her