Læsetid: 11 min.

Menneskerettigheder i Kina - tur-retur

For få år siden talte vi i Vesten om menneske-rettigheder og demokrati, når vi talte om Kina. Nu taler vi globalisering, vækst og arbejdspladser. Kan det hænge sammen med, at de danske forbrugere efterhånden køber så meget i Kina, at vi er blevet regimets allierede?
30. december 2005

Juli 2001. Danske politikere er forargede og stærkt kritiske over for Den Olympiske Komités valg af den kinesiske hovedstad Beijing som vært for OL i 2008.

Med henvisning til landets massive overtrædelser af menneskerettighederne og brug af tortur og dødsstraf udtaler Per Stig Møller, at nu er der ingen grænser for, hvad Kina kan slippe af sted med, mens det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet Torben Lund ytrer, at den olympiske idé er afgået ved døden, og at Kina nu har fået verdens blåstempel.

Tidligere på året har daværende udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) besøgt Beijing og over for sin kinesiske kollega Tang Jiaxuan kritiseret Kinas omfattende brug af dødsstraf, forholdene i Tibet og forfølgelsen af den religiøse Falun Gong-sekt. Man kan stadig huske, da Danmark i FN fem år tidligere under et møde i Menneskerettighedskommissionen fremsatte en kritisk resolution om Kinas brud på menneskerettighederne.

November 2005. Fem danske journalister tramper op ad en mudret sti, der skiller rismarkerne i Lu Shan, en landsby der ligger i oplandet til Chongqing, verdens største by og brohoved for de kinesiske myndigheders forsøg på at flytte den kolossale vækst fra de østlige kystområder til det vestlige Kina.

I det mudrede vand flyder en brugt engangssprøjte. Frygten for fugleinfluenzaen er også nået hertil. For enden af stien ligger et toetagers betonhus, hvor en 49-årig kinesisk kvinde byder de uventede gæster med deres digitalkameraer og catarpillarstøvler velkommen og ligefremt besvarer vores nysgerrige spørgsmål.

Hvor gammel er hun? Hvor mange bor i huset, og hvad lever hun af?

Kvinden viser rundt i køkkenet med de to åbne ildsteder og svinestien i et tilstødende rum uden dør imellem, finder taburetter frem og en grapelignende frugt, som hun serverer for de fremmede, der tager billeder af de fattige og beskidte omgivelser.

Vender man sig om på kvindens gårdsplads og skuer ud i horisonten, ser man én af Kinas tusinder og atter tusinder af kraner, der er kommet til at stå som symboler på landets ufattelige ridt op ad de økonomiske kurver.

Om få år er bondefamiliens hus revet ned og erstattet med nye boligkomplekser, som det er sket over hele Kina under landets seneste års velstandsstigning.

Journalisterne er på efteruddannelseskursus med titlen Globalisering tur/retur. For fem år siden havde Center for Journalistisk Efteruddannelse et lignende kursus, der foregik i Kina. Dengang handlede det om menneskerettigheder. Nu er fortællingen om Kina en anden. Den hedder globalisering. Historien om, hvordan danske firmaer etablerer sig på det kinesiske marked og udflytter danske arbejdspladser, mens selvbevidste kinesere uddanner tusinder af unge teknikere og forskere og med stor beslutsomhed og styrke satser på at introducere egne mærkevarer på det globale marked, som endegyldigt skal mane forestillingen om Kina, der kun har plads i den globale arbejdsdeling som verdens maskinrum, i jorden.

Danske medier som DR, Børsen og Weekendavisen etablerer sig med faste korrespondenter i Kina. Landets betydning for almindelige danskere og deres hverdag er ikke længere til at komme uden om.

"For fem seks år siden lå den danske presses hovedvægt på dækningen af Kina på menneskerettigheder og skyggesiderne i det kinesiske samfund; den pris kineserne betaler for væksten; miljøbelastningen, den skæve fordeling af indkomsterne, et-barns-politikken. Der har været en underliggende fortælling om, at det godt kan være, at det går hastigt frem med væksten i Kina, men det standser nok, fordi prisen er for høj. Væksten er overvurderet og lignende forbehold var dominerende i den danske offentlighed op gennem 1990'erne og op i dette århundrede. Men nu er vi nået et punkt, hvor man ikke mere kan lukke øjnene for, at Kina er dét globale spørgsmål med stort S inden for alle mulige diskurser," siger professor Kjeld Erik Brødsgaard, leder af Asia Research Center ved Copenhagen Business School, der har beskæftiget sig med Kina de sidste 30 år.

Den almindelige kinesers tilværelse er på mange måder blevet lettere og mere bekvem, siden Kinas ledere besluttede at åbne dørene ud mod Vesten i 1978 og lagde grunden til det, kineserne kalder deres socialistiske markedsøkonomi. Fattigdommen blandt de 1,3 milliarder kinesere er blevet bragt ned fra 250-300 millioner i 1978 til de 30 millioner, der nu lever for under en dollar om dagen. De gamle grå hutoner afløses af kæmpe boligkomplekser i et tempo, så man nærmest kan se dem vokse. I Kina tager det én dag at bygge en etage i et højhus.

20-årige Wu Ying Zhou studerer international marketing ved Shanghai Finance University og drømmer om, at hans karakterer kan blive gode nok til at konkurrere med de hundrede tusinde jævnaldrende om de gode uddannelsespladser eller til at få en af de eftertragtede grader fra et vestlig universitet. Når man spørger ham, hvorvidt hans mobiltelefon, indkøb af vestlige modeprodukter og brug af internettet får ham til at ønske sig mere frihed, smiler han, som om han blot ventede på det spørgsmål.

"Jeg vil gerne have min frihed, men regeringen har sine grunde til at kontrollere internettet for eksempel. Jeg kan ikke se det på internettet, jeg vil, og læse de bøger, jeg vil. Det accepterer jeg."

Men den unge kineser mener også, der er anledning til kritik af styret.

"Jeg ved, at der er mange fattige i mit land, og jeg synes, at regeringen burde gøre noget mere for dem. For eksempel burde de rige betale mere i skat. De køber alle mulige luksusvarer. Det er ikke godt. Men ser jeg en fattig, giver jeg ham ikke penge, men noget brød i stedet for, og siger, at hvis han har en god krop, så skal han finde sig et arbejde. Det er muligt at hjælpe dig selv gennem arbejde. Mange af mine medstuderende har samme filosofi," siger Wu Ying Zhou.

Kineserne selv presser tilsyneladende ikke på for øgede frihedsrettigheder, så længe styret er i stand til forsat at levere den øgede velstand, som befolkningen har oplevet under landets årlige vækstrater på mellem otte og 10 procent. Nye tal fra Kinas statistiske bureau opjusterer bruttonationalproduktet med knap en femtedel og placerer Kina som verdens fjerde største økonomi. De fattige kinesere kæmper i stedet mod korruption, uretfærdig behandling, arbejdsløshed og simpel adgang til lægehjælp.

Sådan lyder vurderingen fra danske iagttagere i landet, som for eksempel Danmarks konsul i Chongqing, Jakob Skaarup Nielsen, efter han har vist rundt i de nyistandsatte lokaler, som handelskontoret indtog 1. januar 2005 med fokus på at få danske investorer og forretningsfolk til at etablere sig i Chong-qing i stedet for ved vækstcentrene ved kysten, hvor lønningerne nu er højere og etableringsomkostningerne langt højere.

»Det er vanskeligt at tale om Kina som bare et marked. Det er også et land med utrolige spændinger. Investeringerne finder sted i geografisk begrænsede områder. Når det gælder de udenlandske investeringer, så er de samlet i et område, der dækker 15 procent af Kina. Det giver en utrolig skævhed,« siger Jakob Skaarup Nielsen.
Mange kinesere bliver flyttet med tvang, når myndighederne skal skabe plads for nyt byggeri, og ofte udebliver kompensationen, eller også er den ikke er stor nok til at betale de nye lejligheder.

»Så siger byens borgmester, ’det er bare ærgerligt’, for det er til det fælles bedste. Men i sådan et stort land er det måske også måden at gøre det på. Spændingerne gør, at det er en konstant balancegang. USA’s præsident Bush har lige været her og talt om mere demokrati. Men det er nok ikke lige der, skoen trykker mest for befolkningen. Og regeringen har med deres nye fem-års-plan vist, at de er opmærksomme på, at hvis spændingerne ikke håndteres, for eksempel ved nedsættelse af bøndernes skatter, så kan væksten ikke fastholdes, og Kina knækker over,« siger Jakob Skaarup Nielsen.
De kinesiske myndigheder er i gang med at gentage den åbne dørs politik i form af den såkaldte Go West-strategi, hvor de udvælger bestemte områder som brohoveder for at flytte væksten ind i landet. De udvælger byer, hvor de investerer massivt i uddannelse, infrastruktur og miljø i erkendelse af, at den økonomiske velstand er ulige fordelt, og skellet mellem rige og fattige fortsat vokser. Du Ying, vicestatsminister i den nationale udviklings- og reformkommission, sagde i november, at antallet af arbejdsløse kinesere i byerne vil vokse til 17 millioner i 2006. Arbejdsløshedsprocenten i byerne er steget fra 3,1 procent i 2000 til 4,2 procent i midten af 2005. Og ifølge Du Ying forventer myndighederne ikke, at Kina trods stabil økonomisk vækst kan skabe afgørende flere job i de kommende år. Det er rapporter som denne, der øger bekymringen for, at de 74.000 opstande, der årligt finder sted i Kina, vil bryde ud i lys lue.

Eller som Jakob Skaarup Nielsen siger:
»Hvis Chongqing ikke lykkes, så lykkes Kina ikke.«
Kunne det kinesiske styre bruge magt, som da studenteropstanden på Tian An Men i 1989 blev slået ned på brutal vis?

Danmarks generalkonsul i Shanghai, Carsten Boyer Thøgersen, vil ikke afvise det, men siger:
»Der er ikke den bevægelse for oprør mod regeringen i dag. Myndighedernes kontrol er der stadig, men der er en ingen demokratisk bevægelse. Og kontrollen er reaktiv; der reageres kun på den åbenlyse udfordring, men så reageres der til gengæld også, og hånden slår hårdt.«
I landsbyen Lu Shan fortæller den 49-årige bondekone, at hun ser frem til at flytte i de nye lejligheder med bad, køkken og centralvarme, som de lokale myndigheder vil opføre. Hun er gammel og kunne godt tænke sig et liv, der er mindre hårdt, siger hun.

De mellemstore danske virksomheder som Grundfos, Sonion og Danterm vi besøger i Shanghais industricentre, hvor den ene nye kæmpevirksomhed med flere tusinde kvadratmeter fabrikshaller ligger efter den anden langs sirlige boulevarder, fortæller alle om kinesiske arbejdere, der er villige til at knokle. En arbejdsplads uden overarbejde er i den kinesiske arbejders øjne en dårlig arbejdsplads.

Arbejdslederen skal ofte minde montagepigerne om, at de skal holde pause, og de danske virksomhedsledere skal tage initiativ til, at der dannes sådan noget som samarbejdsudvalg, hvor ledelse og arbejdere kan drøfte ting om virksomheden i fællesskab. Uafhængige fagforeninger findes ikke.
Samtidig siger de danske virksomheder, at de overholder danske standarder for arbejdsmiljø og sikkerhed.

»Ellers kommer pressen derhjemme jo efter os,« som en af dem siger.
Vi hører de danske virksomhedsledere fortælle om, at skandinaviske arbejdspladser er i høj kurs blandt kineserne. Her er lønnen og de sociale bidrag til eksempelvis børns skolegang og sygeforsikring, som alle udenlandske virksomheder ifølge kinesisk lov skal betale, bedre. De amerikanske virksomheder rangeres næsthøjest og på tredjepladsen kommer storinvestorerne fra Taiwan.

Kritikere som for eksempel den danske Støttekomiteen for Tibet mener, at Danmarks økonomiske interesser i Kina er blevet så store, at handelshensyn tilsidesætter kampen for menneskerettigheder. Ingen ønsker eller kan vælge at stå på sidelinjen til et gigantisk marked med 1,3 milliarder kinesere.

Tidligere udenrigsminister og formand for Socialdemokraterne, Mogens Lykketoft, der har rejst i Kina otte gange siden 1978, siger:
»En stadig større del af det vi danskere forbruger, bliver produceret i Kina, og vores interesse i stabilitet i Kina er stærkt voksende. Det vil sige, at vi på en ikke særlig sympatisk måde har et interessesammenfald med de nuværende magthavere i Kina. Der er ikke nogen i Vesten, der tør tænke den tanke til ende, at Kina falder sammen med eventuelt kaos og borgerkrig til følge. Derfor vil man være mest tilbøjelig til indirekte at understøtte, at regimets meget, meget langsomme demokratisering får lov til at fortsætte, end at der sker nogle hurtige omvæltninger. Det ville have enormt store økonomiske implikationer for os.«

Men samtidig understreger Lykketoft, at skiftende danske regeringer har bakket op ’den kritiske dialog’ over for Kina, hvor den eneste chance for at forbedre menneskerettighederne er, at etablere handelssamkvem og så mange officielle, uofficielle og personlige relationer som muligt, så kineserne kommer i kontakt med omverdenen.

»Der foregår uacceptable krænkelser af menneskerettighederne i Kina. Men omvendt er det klart, at pluralismen i det kinesiske samfund er højere, end de fleste har erkendt. Det oplevede jeg sidst ved en Beijing-konference i september om bæredygtig udvikling. Repræsentanter fra det officielle system var i heftig indbyrdes dialog og diskuterede miljø, social udvikling og de alt for store uligheder i Kina. Så inden for systemets rammer, og så længe man anerkender kommunistpartiets ledende rolle, som det hedder, foregår der en ret spændende kritisk diskussion om samfundsudviklingen,« siger Lykketoft, der advarer mod at danne et forkert billede af Kina ved at fokusere på enkelte iagttagelser, hvad enten de er negative eller positive.

»Centralregeringen bestemmer ikke alt. De er villige til – det må vi erkende og frygte – at slå ned med hård hånd på enhver reel udfordring af det nuværende etpartistyre. Men derudover behersker de ikke i alle detaljer, hvad der sker i retsvæsenet ude i de enkelte hjørner af Kina,« siger Mogens Lykketoft.

Professor Kjeld Erik Brødsgaard mener, at Vesten ikke i tilstrækkelig grad har haft øje for pluraliseringen i det kinesiske samfund.

»Åbenheden har sine begrænsninger. Det er klart, at på toppen er der ingen, der vælges frit. Vi er overhovedet ikke på vej til et demokrati i vestlig forstand, og heller ikke som
det Sovjetunionen havde under Gorbatjov,« siger han og tilføjer, at selv om myndighederne kontrollerer medierne, så rapporter den kinesiske presse om demonstrationer, oprør, de katastrofale arbejdsforhold i kulminerne og forureningen. Det er for eksempel en kinesisk minister, der er citeret for at sige, at der er 74.000 oprør i Kina om året, påpeger professoren.

Men den nye fortælling om Kina og globaliseringen er langt vigtigere end den om krænkelserne af menneskerettighederne, mener Brødsgaard.

»Menneskerettighederne er vigtige. Men fortællingen om Kina har haft et efterslæb fra 1989, der hænger sammen med angsten for at blive taget med bukserne nede og ikke kunne se sammenbrudstendenserne i tide ligesom det skete med Sovjetunionens sammenbrud. Derfor har man overeksponeret de centrifugale tendenser i systemet. Men mens man har gået og kigget på skyggesiderne, er der sket en udvikling i Kina, hvor systemet har konsolideret sig i stedet for at bryde sammen,« siger Brødsgaard, der afviser, at de danske Kina-eksperter tegner et for positivt billede af Kina i globaliseringens æra.

Han peger på, at partistaten har fået forøget legitimitet. Kadrekorpset eller embedsmændene er langt mere veluddannede end for 20 år siden:
»Systemet har revitaliseret sig selv og været i stand til at reetablere kontrakten med middelklassen. Det vil sige, at man har et system, som står stærkt i dag og tilsyneladende er politisk stabilt. Samtidig har den økonomiske vækst buldret derudaf og viser ikke tegn på svaghed. Og man kan jo se det fysik. Jeg har rejst i det land i 30 år, og det har virkelig forandret sig.«

»Og det er ikke rigtigt, at vi glemmer menneskerettighederne. De kommer frem gang på gang på møder mellem politikere og statsledere. Vi kender alle skyggesiderne, og det har kinaforskerne påpeget i mange år. Jeg var for eksempel en af de første, der skrev om demokratibevægelsen. Vi kender alle disse ting, men det er ikke fortællingen. Den vigtige fortællingen er globaliseringen og Kinas enorme betydning for globaliseringen og vores hverdag,« siger Brødsgaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu