Læsetid: 3 min.

Menneskerettighederne fik et lille nøk fremad

Topmødedokumentet var tyndt. Men for første gang i verdenshistorien har statsledere principielt sagt, at man vil tage affære i tilfælde af folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden
15. september 2005

Forventningerne til FN-topmødet i New York var store. Der var lagt op til en omfattende handleplan for tre af verdenssamfundets vigtigste indsatsområder: Udvikling, sikkerhed, menneskerettigheder samt reform af FN selv.

Men forberedelserne fik deres første alvorlige grundstød, da USA få uger før topmødet rundsendte krav om mere end 750 ændringer i den ellers møjsommeligt forhandlede tekst til et slutdokument. Oven i den øretæve kom den endelige kritiske rapport om FN's håndtering af olie-for-mad-programmet, der svækkede generalsekretær Kofi Annan og hans sekretariat.

FN's menneskerettighedssystem har været et af hovedområderne i reformforsøgene. Det er ikke mindst FN's Menneskerettighedskommission, der har oparbejdet et alvorligt troværdighedsproblem. Kommissionen har mandat til at fremme og overvåge menneskerettighedsforhold over hele verden.

Den består af 53 af FN's medlemslande, som vælges efter en fast geografisk fordeling. Den nuværende kommission tæller lande som Congo, Cuba, Egypten, Kina, Mauretanien, Pakistan, Saudi-Arabien, Sudan og Zimbabwe, og man kan ikke undgå at have dem mistænkt for ikke at ville lægge sig alvorligt i selen for overvågning og fremme af menneskerettighederne.

Nogle af reformforslagene har da også villet opstille nogle menneskeretlige kvalitetskrav for lande, der skulle indgå i det, der nu ifølge slutdokumentet kommer til at hedde Menneskerettighedsrådet.

Men selvom alle anerkender, at arbejdet i Menneskerettighedskommissionen har været præget af dubiøse diplomatiske studehandler, der har kunnet holde større magter og ressourcerige stater stort set ude fra det internationale samfunds kritiske belysning, så er der ikke enighed om, hvordan kommissionen kan gøres mere troværdig, og hvad dens vigtigste opgave skal være.

Ikke-forpligtelse

På den ene side er der en fløj - hvor Danmark og EU i reglen er med - der gerne vil give et kommende menneskerettighedsråd muligheder for en mere konsekvent virksomhed over for menneskerettighedsproblemer.

På den anden side finder man en gruppe af lande, som ikke ønsker international overvågning med fokus på enkeltlande overhovedet. Her er det ikke USA, der spiller den ledende rolle. Det er derimod Kina, Indien og Rusland som genkommende deltagere med blandt andet Algeriet, Cuba, Hviderusland, Malaysia, Pakistan, Syrien, Turkmenistan, Vietnam, Venezuela som trofaste støtter. Hvor USAs mantra drejer sig om ikke-forpligtelse, hvad enten det er miljøkrav, udviklingsmål eller FNs menneskerettighedsmaskineri, så er det ikke-indblanding, der er den faste ledetråd for gruppen af vrangvillige lande i menneskerettighedsspørgsmål.

Princippet om, at det ikke vedkommer udenforstående, hvad der foregår internt i suveræne stater, er en gammel kending i international folkeret. Men det er en position, der er blevet udfordret via det internationale menneskerettighedssystem.

For på trods af svingende politisk konsekvens i Menneskerettighedskommissionen, er der herfra gennem årene blevet oprettet stadig flere rapportørfunktioner, der søger at fastholde verdenssamfundets opmærksomhed på nogle af dets mest plagede områder som Afghanistan, Congo, Liberia, Burundi, Sudan og Myanmar, mens andre har sat fokus på de alvorligste krænkelser som tortur, 'forsvindinger', ulovlige tilbageholdelser, vold mod kvinder med videre.

Det har kunnet lade sig gøre trods den blandede gruppe af medlemslande, blandt andet fordi det ikke længere er politisk muligt i det internationale miljø at forsvare et ikke-indblandingsprincip over for åbenlyse, grove og systematiske menneskerettighedskrænkelser.

Det fælles sprog

Siden FN's Verdenskonference om Menneskerettigheder i Wien i 1993 er det i alle større sammenhænge blevet bekræftet af verdens statsledere, at menneskerettighederne er universelle. Det gælder også dette topmøde. Selvom man ikke skal overvurdere den slags storladne slagord, så skal de heller ikke fraskrives betydning - (b)ordet fanger faktisk; og ingen stater, der ønsker at agere i det internationale samfund, kan tale uden om det fælles sprog, som menneskerettighederne er blevet igennem de sidste 15 år.

Den vigtigste markering fra dette topmøde, der gør endnu et indhug i reglen om ikke-indblanding, er den tydeligt skærpede målsætning om at ville gribe ind over for humanitære katastrofer, som slutdokumentet har med. Man har undgået en formulering, der er juridisk forpligtende. Men det er faktisk første gang i verdenshistorien, at statsledere stort set samlet går med til principielt at ville tage affære med alle nødvendige midler i tilfælde af folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden, som et medlemsland ikke selv kan eller vil forhindre.

Det er en vigtig vedtagelse, både fordi den principielt underkender et overgribende hensyn til national suverænitet i disse tilfælde af de groveste menneskeretskrænkelser. Og fordi det kan betyde, at massive humanitære kriser som senest i Sudans Darfur-provins ikke får lov at udvikle sig i samme grad som før.

Anette Faye Jacobsen, Ph.D., specialkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu