Læsetid: 3 min.

Mennesket i den anden

Lars Noréns teaterstykke 'Personkreds 3' på Århus Teater er uafrystelig i sin fremstilling af, hvorledes mennesket kan miste sin menneskelighed. Stykket bør være fast pensum for alle socialt integrerede medlemmer af samfundet
18. maj 2005

Den italienske forfatter Primo Levi kredser i hele sit forfatterskab om dette: erkendelsen af, at vi ind imellem ikke genkender mennesket i den anden. Er den gemen, er den blot en daglig foreteelse. Hvis fornægtelsen derimod er systematisk nok, fører det til Auschwitz og folkemord. Når vi møder mennesker, der tilhører personkreds 3 - fysisk eller psykisk funktionshæmmede personer med behov for varig omsorg - så skal vi tage os voldsomt sammen for at se mennesket. Det tvinger den utrættelige realist Norén sit publikum til. Derfor bør stykket være fast pensum for alle os socialt integrerede medlemmer af samfundet.

Personkreds 3 - 1. del af Noréns uafsluttede trilogi Morire di Classe om de udstødte - er uafrystelig i sin insisterende fremstilling af, hvorledes mennesket kan miste sin menneskelighed. Indespærring, tortur, ydmygelse og systematisk fornedrelse kan alle vel blive enige om at fordømme. Men hvis vi undlader at svare på opfordringen om at anerkende mennesket i den anden, har også vi bidraget til umenneskeliggørelsen af mennesket.

Publikum stilles på en prøve her. Personkreds 3 består af svigefulde narkomaner, aggressive drankere, kyniske pushere, der sælger småpiger fra østlandene, skræmmende vanvittige med rablende tale. Usentimentalt smides vi de umenneskelige menneskelige relationer lige i synet. Rå magt, gemen vold, løgn, fornedrelse og svigt, en undergangsvision med påskriften no exit. De taler i ét væk, den ene monolog afløser den anden - uophørligt kværner det som et skærende anskrig om at blive hørt og svaret. Det er en kraftpræstation at spille dette stykke og specielt Johannes Lilleøre som narkomanen Mickey og Christina Albrechslund som den skizofrene Anna yder meget intense præstationer, og det er herligt uvant at se Jens Zacho Böye som frådende aggressiv damp-dranker.

Det mobile publikum

I dette inferno er der ingen udvikling, højere indsigt eller mulighed for lutring, her er der kun udsigt til den evige gentagelse af det samme. Det har altid hørt til en realistisk motivverden at beskæftige sig med dem på bunden: de udstødte, narkomanerne, sutterne, de hjemløse, de gale; de, som synes umulige at nå. Men de personer vi ser i Personkreds 3 er ikke autentiske narkomaner - som det var tilfældet med de indsatte i stykket Sju tre - realismen ligger mere i, at vi som publikum gøres til del af scenerummet og dermed ansvarlige for dets udsigtsløshed i iscenesættelsens idé med publikum som mobile beskuere.

De tre små scener på Århus Teater - Stiklingen, Scala og Studio - er alle i brug. I det mindste rum projiceres et særegent underjordisk univers op på et lærred: parkeringskældre, tunneller, graffiti-bemalede betonmure, tomter. Scenen er sat realistisk med steder, som vi kan genkende fra byen. Steder som ikke lader sig bebo. Skønt de er frastødende uhjemlige, er de også sært fascinerende.

Derpå inviteres publikum ned af bagtrappen til en ny scene - en parkeringskælder - med lokummet som intimt backstage-rum projiceret op på et lærred. Her fixes der, og der gives blow-job af purunge narkoludere til kyniske forretningsmænd. Klamt, fornedrende, frysende.

Handlingen spilles og afspilles på én og samme gang i to rum til tonerne af Mozarts Requim og Fuzzy. Akkompagnementet fremhæver tragikken, men løfter også scenerne ud af et historisk forankret rum ind i et evigt, hvad stykkets titel, på én gang en socialjuridisk term og en henvisning til Dantes Den Guddommelige Komedie, også er udtryk for.

Til andet akt skiftes der scene endnu engang: Vi går billedligt talt ind på lokummet, der som en hvid kæmpemusling truer med at lukke sig om én. Her er de eneste rekvisitter udrullede lokumsruller, fixe-stearinlys og smadrede toiletter og irriterende dryppende vand som lydkulisse. Til det tredje maratonakt illuderes det, at vi er oppe oven over jorden. Men elendigheden fortsætter ligemeget hvor, hvori der som små vederkvægende vandhuller opstår bevægende, rå momenter af nøgen menneskelighed, hvor længslen efter den anden helt brænder igennem.

Publikum må selv opsøge disse rum. Som en understregning af at det er os, der må bevæges til at svare på og tage ansvar for menneskeligheden i den anden. Århus Teaters nuværende chef Madeleine Røn Jul fik en Reumert for iscenesættelsen af Personkreds 3 på Edison i 1998. Gid belønningen for denne forestilling bliver en ændret politisk og social praksis, som stykket inviterer os alle til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu