Læsetid: 3 min.

Mennesket er ikke et regnestykke

Internationalt snit og suveræn underholdning i Helle Stangerups roman om reformationstidens store portrætmaleren Hans Holbein
28. september 2006

"Sandheden er et facit, resultatet af en matematisk beregning, og mennesket er ikke noget regnestykke," lyder det i en ordveksling mellem portrætmaleren Hans Holbein og astronomen Kratzer i Helle Stangerups nye mesterlige historiske roman Skæbnegalleriet.

Det er netop sandheden, der både driver, driller og næsten dræber Stangerups hovedperson, 1500-tallets store portrætmaler Hans Holbein, der blev født 1497 eller 98 i Augsburg og levede den mest produktive del af sit kunstnerliv i London i reformationstiden, frem til han bukkede under for pesten i 1543.

Først og fremmest er Stangerups roman et fængslende og indsigtsfuldt portræt af mennesket og kunstneren Holbein. Det er ikke en blankpoleret kunstnermyte.

Set fra Stangerups skrivebord er Holbein hverken stjerne eller stakkel, men først og fremmest en talentfuld og arbejdsom håndværker. En billedmager med en enestående synssans og en ydmyg og søgende holdning til de mennesker, han forevigede i miniature og mandshøjde i den karakteristiske, næsten fotografiske stil. Ydmygheden gjaldt ikke modellernes sociale gevir - om det var den engelske konge, hans potentielle dronninger, adelige, kanslere eller rigmænd - men modellens personlighed og fysiske fremtræden.

Samtidig var Holbein perfektionist. Ikke altid et særlig sympatisk træk, eksempelvis smed han lærlingene på porten, hvis de rystede på hånden. Og han kunne lukke familie og børn, som han havde efterladt i Basel, ude af bevidstheden for at give plads til arbejdet med portrætterne.

Overskud

Romanen er ikke stramt livskronologisk bygget op, som biografiske romaner er flest. Stangerup fæstner med stort fortælleteknisk overskud fortællingen til en sindsoprivende spændingshistorie. Den bliver indledt af et mordforsøg på Meg, datteren af humanisten, katolikken og senere kansler Thomas More, som Holbein havde et stærkt venskab med.

Ved et tilfælde overværer og afværger Holbein morderens kniv. Ved romanens begyndelse er knivens indgraveringer med våbenskjold, valgsprog og kryptiske anagrammer det eneste spor efter den eller de personer, der vil den tidligere kanslers datter til livs. Episoden sender Holbein ud på en lang detektivopgave, som viser sig at være tæt knyttet til hans eget arbejde, til de magtfulde mennesker, hvis portrætter han maler. Både spændingshistorien og de historisk-politiske dimensioner er af høj klasse og har internationalt snit.

Som en indfødt

Mordforsøget sker i tumulten i Londons gader efter, at Henrik den ottendes første levendefødte søn er kommet til verden. En tronarving, der forrykker magtbalancerne i den samfundsorden, som hviler på et spinkelt fundament i tiden omkring reformationen, hvor magtkampene mellem protestantiske og katolske kræfter udspillede sig både åbenlyst og i det dulgte.

I Stangerups version er Holbein (ja, for man skal minde sig selv om, at det er en roman, en fiktion) ikke interesseret i magt og magtfulde forbindelser. Alligevel bliver han igen og igen - som en stædig hest i bakgear - drevet ind i de politiske beslutningers og menneskeskæbnernes afgørende fase. Holbein vil dokumentere, ærligt og sandhedstro, mens magthaverne og dem der gerne vil være magthavere hele tiden blander sig og vil have indflydelse på det billede af sandheden, Holbeins portrætter lader stå for eftertiden.

Centralt i romanen står belysningen af kunstnerens og kunstens rolle i samfundet. Det er en beskrivelse af, at kunstneren - hvor meget han end vil - ikke kan blande sig uden om samfundsforholdene. De henter ham. Men også af, at kunsten ikke er ren ornamentik, og at den kan have skæbnesvanger betydning for den politiske udvikling.

Historie og krimier

Skæbnegalleriet oser af historisk indsigt og evne til at formidle den. Helle Stangerup har et skarpt analytisk blik for 1500-tallets centrale religiøse, politiske og kulturhistoriske problematikker, som bliver beskrevet, så man skulle tro, at forfatteren var indfødt. Det er hun på en måde også, for flere af Stangerups tidligere historiske romaner er netop foregået i 1500-tallet.

Siden debuten Gravskrift for Rødhætte i 1967 har Helle Stangerups forfatterskab delt sig i to hovedspor: Krimiromanerne og de historiske romaner, hvor romanbiografien Christine fra 1985 om Christian den andens datter er den bedst kendte. I Skæbnegalleriet mødes de to spor i en suverænt spændende og begavede historisk krimi-biografi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu