Læsetid: 3 min.

Mennesket, det underlige dyr

'Me and You and Everyone We Know' er en skæv og tragikomisk lille film om en håndfuld drømmende mennesker
17. februar 2006

Rammerne er realistiske og uglamourøse: En middelstor amerikansk by og det hverdagsliv, der udspiller sig her - en skilsmissefar, der kæmper for at få tilværelsen til at hænge sammen, en kunstner der søger anerkendelse, nogle teenageres første erfaringer med sex, en plastikpose med en guldfisk, der bliver glemt på et biltag.

Så store og små er dramaerne i den underfundige Me and You and Everyone We Know, som genremæssigt befinder sig i samme boldgade som f.eks. Todd Solondz' Happiness (1998) og Paul Thomas Andersons Magnolia (1999). Gennem et kamera, der ved mere end personerne selv, følger vi en håndfuld mennesker og ser, hvordan deres veje direkte og indirekte krydses. Psykologien er i centrum og Me and You... undersøger - nysgerrigt og mildt forbløffet - tilværelsens vilkår og mennesket, det underlige dyr.

Omdrejningspunktet i filmen og fællesnævneren for personerne er, at de alle sammen drømmer - længes, ønsker, planlægger, fantaserer, finder på, forestiller sig. Den 30-årige Christine (Miranda July), videokunstner in spe, ernærer sig som pensionistchauffør, mens hun drømmer om at få udstillet sin kunst - og om at finde en mand. Resolut går hun efter at realisere begge drømme. Manden, der vækker hendes interesse, er den nyligt fraskilte Richard (intenst spillet af John Hawkes), en samvittighedsfuld skosælger med det mest sårbare blik i miles omkreds.

Knuste drømme

Med bagagen propfuld af knuste drømme - og egocentreret i sin store smerte - bruger han så meget energi på blot at holde sig oprejst, at han uafvidende forsømmer sine to drenge. De lever deres eget liv med vennerne - virkelige såvel som virtuelle. Tilfældigt begynder syv-årige Robby (Brandon Ratcliff er et fund til rollen) at chatte med en ukendt person, der tror, at Robby er voksen, og chatteriet udvikler sig med erotiske fantasier og forslag om at mødes.

Imens fantaserer storebror Peter (Miles Thompson) i hemmelighed med nabopigen om det perfekte kernefamilieliv, og Richards kollega fantaserer om to af Peters klassekammerater...

Poesi og humor

Men virkeligheden har det som bekendt med at udvikle sig i uforudsete retninger. Således også her. Det er omkostningsfrit at drømme - indtil et vist punkt; så må drømmen leves ud, ellers bliver den til en løgn, synes filmens budskab at være. Dermed er filmen også en ode til det menneske, som har modet og viljen til at forsøge at realisere drømmen, og som trods sårbarhed og svagheder kaster sig ud i Eksperimentet Livet med hud, hår og risici.

Der er en sympatisk menneskekærlig grundholdning i filmen, som fremstiller sine let tragiske og skæve karakterer, så vi også ser deres styrke og særlige kvaliteter, og tilgiver dem for alskens fejltrin undervejs.

Me and You and Everyone We Know er skrevet og instrueret af den spillefilmdebuterende Miranda July, der ligesom den figur, hun spiller i filmen, Christine, har en baggrund med performance- video- og lydkunst. July har sans for underspillet humor og tragikomik, og det lykkes hende at flette filmens mange mindre historier sammen til en afrundet helhed.

Hendes forkærlighed for symbolik - i replikker såvel som billeder - er både en styrke og en svaghed. I de bedste stunder tilfører den filmen en interessant flertydighed i sit portræt af 'det store i det små'. Men i andre sekvenser virker symbolikken lettere patetisk og overspændt - som i en scene, hvor der siges mange dybe ting omkring en guldfisk, der falder ned fra taget af en bil. Men personligt fandt jeg det nemt at overhøre et par mindre mislyde, idet jeg tabte mit hjerte til filmens fordomsfrie livssyn, poesi og skæve humor. Det samme lader til at være sket for en hel del andre, for filmen har vundet flere priser, ikke mindst debutprisen, Camera d'Or, i Cannes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu