Læsetid: 4 min.

Menneskets værdi og værdighed

9. juni 2006

Sandsynligvis handlede det nylige offentlige ramaskrig omkring plejehjemmet Fælledgården om mere end den skandaløse behandling af en række ældre. For er vi alle ikke et eller andet sted klar over, at de ældre ikke får den behandling, vi som et af verdens rigeste samfund kan være bekendt? At de er underkastet økonomiske nødvendigheder og bliver tildelt en vis mængde tid, som højst rækker til at klare det mest nødvendige? Eller for den sags skyld de syge? Arbejdsløse? Ja vores børn? Bunder skandalen ikke mere i, at der igennem DR's skjulte kamera pludselig var fri eksponering til noget, som vi plejer at gemme under overfladen? Som vi vælger at se bort fra, selvom vi godt ved, at det findes?

At den tiltagende økonomisering af vores samfund i stigende grad fører til en konfrontation med vores etiske værdier, burde være åbenlyst for enhver. Menneskets værdi er langt fra ensbetydende med menneskets værdighed, ja markedets reduktion af den enkelte til et led i produktionskæden synes netop at true, hvad der er menneskets kerne, nemlig dets sammensathed, kompleksitet og helhed. Som filosoffen Annemarie Pieper udtrykker det i sit bidrag i antologien Der Wert des Menschen - An den Grenzen des Humanen (Menneskets værdi - På grænserne af det humane) :

"Resultatet er en ekstrem materialisme, som dominerer vores værdiforestillinger i dag. På trods af værdiernes mangfoldighed i vores livs forskellige dimensioner kender vi udelukkende én grundværdi, nemlig profittens. Værdibegrebet har tabt sin moralske og sin etiske profil og bliver primært relateret til genstande, som kan kvantificeres. Hvor der bliver talt om værdiakkumulering og værdiforøgelse, betragtes kun som værdifuldt, hvad der bidrager til overskudsmaksimering. Penge avancerer til værdien over dem alle, fordi det er midlet, hvorigennem man kan skaffe alt, hvad man holder af og har kært."

Der Wert des Menschen - An den Grenzen des Humanen nærmer sig denne problematik fra forskellige vinkler og kommer således vidt omkring. Mens filosoffen Robert Spaemann forsøger sig med en systematisk afgrænsning mellem menneskets værdi og dets værdighed, skriver teologen Eberhard Schockenhoff om bioetikkens syn på menneskeværdighed, mens juristen Reinhard Merkel gør sig tanker omkring de etiske grundlag og grænser for forskningen med embryoner. Der findes bidrag om det at blive ældre i et aldrende samfund, om regenerativ medicin såvel som et essay, der udforsker, hvordan litteraturen gang på gang har gjort mennesket til et objekt og ophævet grænsen mellem dyr og mennesket.

To slags værdi

De enkelte bidrag bevæger sig generelt på et højt niveau, og alligevel synes bogen stærkest, hvor de filosofiske overvejelser bliver koblet med den konkrete politiske virkelighed. Den østrigske professor i filosofi Konrad Paul Liessmann tager udgangspunkt i Immanuel Kants tanke om en persons ydre og indre værdi, som denne blev formueleret i hans Metaphysik der Sitten. Ifølge Kant skal der skelnes mellem mennesket som naturvæsen med en ydre værdi, som kan udtrykkes i form af en pris eller løn, og dets værdi som person og fornuftsvæsen, som er absolut. Idet sidstnævnte er kendetegnet ved, at han eller hun ikke må underkastes eller underkaste sig selv; at det fornuftige menneske ikke må blive til et instrument for andre, men derimod skal benytte sig af sin frihed - er det nærliggende at rejse spørgsmålet, om de vestlige samfund anno 2006 ikke er på vej til at vende tilbage til en form for naturtilstand.

På samme måde argumenterer Annemarie Pieper, at de enkelte værdier er koblet sammen igennem en hierarkisk struktur. I en idealverden, som lever op til sin humanistiske arv, er det et samfunds etisk-demokratiske grundværdier, som bestemmer dets moralske normer, som igen fører til en udfoldelse af bestemte økonomiske værdier. Blot synes dette hierarki i dagens vestlige samfund vendt på hovedet, hvilket fører til, hvad filosoffen Herbert Marcuse i 1964 betegnede som det endimensionelle menneske: "De økonomiske værdiers absolution har ført til, at de moralske normer og de etiske grundværdier, som egentlig er betingelsen for legitimeringen af det frie marked, er lagt til side og bliver fortrængt fra det offentlige til det private. Men anerkendelsen af mennesket som menneske og dermed som ligeberettiget person er grundforudsætningen for at opnå enighed om værdiernes forpligtelse og deres gyldighedsområde. I et samfund, som er behersket af rovdyr, mangler det fælles fundament."

Piepers pointe er, at denne udvikling skal korrigeres, men det indebærer ikke, at de økonomiske værdier tilsidesættes totalt. For så ender samfundet i at tillægge de etisk-demokratiske grundværdier en absolut værdi, hvilke ender i en fundamentalisme, som ikke tåler moralske forskelle. "Under mottoet fiat iustitia, pereat mundus (retfærdighed skal ske, selvom verden går til grunde) kæmper fundamentalisten hensynsløst imod alle og enhver, som tænker anderledes. Den, der betragter sine moralske værdier som absolutte, ender i en moralisme, som ikke bekymrer sig om almene etisk-demokratiske principper, men ideologiserer sine egne kulturelle værdier som den almen-menneskelige interesse. Fundamentalisme, moralisme og økonomisme er et resultat af opsplittelsen af de tre værdigrupper. Kun, hvis det ved hjælp af den praktiske fornuft lykkes at føre dem tilbage til deres rangorden, kan værdikonflikterne løses."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her