Læsetid: 7 min.

Mens Europa snakker om ældrebyrden

25. november 2005

Mens Danmark og andre EU-lande ævler og kævler om velfærdsreformer og ældrebyrder, spurter inderne og kineserne frem i det globale videnskapløb. Om to uger skal Anders Fogh Rasmussen spille ud med sin og regeringens reaktion på Velfærdskommissionens råd og anbefalinger. Han ved [Extra linie]godt, hvad han vil – men ikke, om han kan

Det er torsdag den 8. december 2005, og formanden for Globaliseringsrådet, statsminister Anders Fogh Rasmussen, byder velkommen til de 25 andre rådsmedlemmer. Dagen inden har Foghs velfærdskommission i Eigtveds Pakhus i København fremlagt sine anbefalinger til reformer af det danske velfærdssamfund. Danmark bliver rigere, men nationen står i et velstandsdilemma, hvor borgernes krav om mere velfærd, service, sundhed og fritid truer med at overhale den økonomiske vækst.

Den sociale kontrakt er spændt til bristepunktet, de unge generationer og lønmodtagerne kan ikke bære den ældrebyrde, der vokser og vokser. I 2040 vil der være 400.000 borgere på 65 år eller ældre, og arbejdsstyrken vil være godt 300.000 personer mindre, har formanden for velfærdskommissionen, professor Torben M. Andersen, sagt. Og hvis ikke de ansvarlige politikere barberer efterlønsordningen, hæver pensionsalderen og laver nye velfærdsreformer, kan statens finanser blive forværret med måske 90 mia. kroner i 2040.

Anders Fogh har læst kommissionens slutrapport nøje, og han tænker tilbage på den OECD-rapport, der for et par uger siden sagde, at efterlønnen i Danmark bør fjernes hurtigst muligt og den faste pensionsalder på 65 år blødes op. Men Anders Fogh er ikke sikker på, at han kan skaffe det flertal, der skal til. 83 procent af danskerne ønsker at bevare efterlønnen, viste en meningsmåling for DR-nyheder.

Modstanden mod at fjerne eller skære i de såkaldt 'velerhvervede rettigheder' er bred. Det er næsten franske tilstande, og Anders Fogh spekulerer på, hvordan reformmodviljen knækkes. Og skatterne vil han ikke sætte op.

I Storbritannien har Tony Blairs pensionskommission foreslået, at pensionsalderen hæves fra 65 til 67 år, og det samme vil Tysklands nye kansler Angela Merkel gøre med sin store koalition. Briterne og tyskerne vil gerne kopiere den danske flexicurity-model, hvor arbejdsgiverne har frihed til at fyre og hyre folk, mens det offentlige garanterer høj social sikring og skærper aktiveringskravene til de arbejdsløse. Men argumentet om, at vi skal kopiere deres pensionsreformer, fordi de efterligner vores flexicurity-model, er vist ikke en sællert blandt vælgerne.

I november hævdede direktør for den europæiske fagbevægelses forskningsinstitut, ETUI, Henning Jørgensen, i ugebrevet A4, at velfærdskommissionens 'ideologiske skrækscenarier' kan fjerne grundpiller i det danske velfærdssamfund. "Det er på høje tid at demontere bomben om den danske ældrebyrde. Den findes ikke," tordnede Jørgensen, der mente, at danskerne arbejder hårdt, er hypereffektive, og at dansk økonomi er robust som aldrig før.

LO har her i november lanceret et velfærdsudspil, der slår til lyd for at udvide arbejdsstyrken med mindst 60.000 personer inden 2040, og det skal i første række ske med bedre integration af etniske minoriteter og deres efterkommere. De kan tage det store arbejdsløft, der kan betale for den voksende ældrebyrde. LO vil også engagere 30.000 flittige seniorer og hente ekstra 30.000 ind på arbejdsmarkedet med bedre uddannelser. Og aktivere yderligere 40.000, så arbejdsstyrken øges med op til 160.000 i de næste 35 år.

Fogh føler sig ikke overbevist om, at det er nok. Men han ved, at det politiske råderum er begrænset. Mellem på den ene side Dansk Folkeparti og på den anden side et Socialdemokrati, der stadig slikker sårene efter den første efterlønsreform, og under Helle Thorning-Schmidts lederskab har fået smag for den hårde oppositionspolitik.

I dagens Danmark er det ikke let at presse partierne og interesseorganisationerne til at lave radikale reformer bare ved at råbe ulven kommer. For går det i grunden ikke fantastisk godt i Danmark? I september kom der en rapport fra det ansete World Economic Forum, der kårede Danmark som verdens fjerde mest konkurrencedygtige nation. Sammen med de andre nordiske velfærdssamfund - Finland og Sverige, der indtog første- og tredjepladsen i den globale kappestrid - blev Danmark rost for sin sunde makroøkonomi, stærke og åbne offentlige institutioner, sociale sikkerhedsnet og motiverede og produktive arbejdsstyrke. Siden kom Ugebladet Mandag Morgen i november og skrev, at Danmark er verdens bedste testmarked, og en amerikansk professor udtrykte overraskelse over, hvor hurtigt danskerne tager nye produkter og ideer til sig. Forbrugerne i Tyskland, Frankrig og Storbritannien er to-tre gange så langsomme til at tage nye produkter og ideer til sig.

Anders Fogh tænker igen på sin dagsorden for mødet i globaliseringsrådet denne kolde torsdag i december: Forskning - større kvalitet og bedre fokus. Hvad skal han sige? Hvad skal være fokus?

Danmark sakker bagud, uddannelsesniveauet stagnerer, for få danske unge går på universitetet i forhold til andre lande, vi forsker ikke nok, og vi får ikke nok for pengene. Anders Fogh kender lektien udenad. Globaliseringsrådet ledte i august efter en opskrift på verdens bedste folkeskole og erhvervsuddannelser i verdensklasse. Den 10-11. november skulle de videregående uddannelser løftes op i verdensklassen ved at samle ressourcerne og satse mere på elite-forskermiljøer. I sidste uge - den 1.-2 december - gik snakken på, hvordan danske uddannelser kan internationaliseres.

Pludselig er den der. Ideen til en strategi: Uddannelse, uddannelse og mere uddannelse. Det er svært at skære ned, og danskerne, som de er flest, er glade for velfærdssamfundet, så Fogh kan fokusere på det, der kan vokse, ekspandere og udvides: Uddannelse. Danmark skal være verdens førende videnssamfund, et innovativt samfund, hvor alle bidrager til fornyelse. Det skrev regeringen allerede i juni i sin pjece om Danmark og globaliseringen. Men den er der vel ingen, der kan huske mere. Så hvorfor ikke sælge budskabet én gang til? Som noget helt nyt.

Globaliseringsrådet skal den 5.-6 januar 2006 diskutere større vidensspredning og innovation. Tre møder senere, den 23.-24. februar, er det planen, at det kulminerer med Det innovative samfund.

Anders Fogh fornemmer, at det hele hænger sammen. Det er også det, de andre EU-lande taler om ved snart sagt hvert topmøde. Uddannelse, forskning, innovation og mere kreativitet.

"Status quo er ingen option," sagde Hollands tidligere statsminister Wim Kok, da han for et år siden afleverede sin ekspertrapport om at nå Lissabon-målet for 2010: Europa som verdens mest konkurrencedygtige vidensbaserede økonomi. "Status quo er ingen option," gentog EU-kommissionens formand José Manuel Barroso i oktober, da han på Hampton Court-topmødet fremlagde sin kommissionsrapport om Europæiske værdier i en globaliseret verden.

Det kniber med at nå Lissabon-målene. EU's økonomiske vækst på små to procent halter langt bagefter Kina (9,5 procent) og Indien (7,3 procent), der i løbet af få årtier søger at overhale selv store europæiske økonomier. Mens europæerne bliver ældre, og ældrebyrden vokser, vil milioner af højtuddannede kinesere og indere stå klar til også at udkonkurrere europæere på viden, højteknologi, forskning og service i bredbåndsklassen. Mens europæerne internt slås om, hvordan de skal reformere velfærdssystemerne og tilpasse pensionen til de demografiske byrder, knokler inderne og kineserne for at frigøre sig fra det gamle image som billige lavværdi-økonomier. "Banebrydende viden er ikke mere afgrænset til Europa og Nordamerika," fastslog EU-kommissionen. "Indiske universiteter sender en kvart million nyuddannede ingeniører ud hvert år. Og i 2010 når Kinas forskningsudgifter op på EU's niveau." Kina har allerede tre gange så mange forskere som Tyskland, og kun USA og Japan har flere.

EU-landene kan heller ikke følge med USA's økonomi, der vokser over tre procent. Er europæerne ved at blive hægtet af i videnskapløbet? Kommissionen anslår, at EU-landene må investere 150 milliarder euro mere om året på videregående uddannelser for at nå USA's niveau. Danmark, Sverige og Finland er tættere på det amerikanske udgiftsniveau pr. studerende, men der er ingen nordiske universiteter i toppen af ranglisterne over verdens førende universiteter. Europa har intet svar på MIT i USA, og kun to britiske universiteter har sneget sig ind i den globale top 20-liste. USA investerer næsten dobbelt så meget som EU-landene på forskning og udvikling, de tiltrækker flere forskere fra udlandet, de får flere nobelpriser og de udtager flere teknologiske patenter. Beskæftigelsen i Europa er lavere end i USA og Japan. EU-landene slås med høj arbejdsløshed på over 19 millioner, den sociale kontrakt mellem generationerne er nedslidt, 16 procent af de unge i EU dropper ud af skolen, 20 procent af 15-årige europæere har alvorlige læseproblemer, mange trues af social marginalisering, og nye generationer af vrede unge mænd gør oprør i de franske forstæder. Store europæiske koncerner flytter fabrikker til Kina, Indien og andre lande med billig arbejdskraft. Men da Europa ikke investerer nok i universiteterne, vidensudvikling, forskning og innovation skal europæerne ikke regne med, at de i fremtiden kan finansiere deres dyre velfærd ved at sælge service, viden og højteknologi. For dér vil inderne og kineserne også være frontløbere.

Det ved Anders Fogh godt. Men tør han sige det klart denne torsdag den 8. december 2005?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her