Læsetid: 3 min.

Mens FN fumler, raser krigen

Sikkerhedsrådets resolutionsforslag afslører, hvem der udformer Washingtons Mellemøst-politik: Det gør Israel
8. august 2006

BEIRUT - Så de store og de gode forsamlede sig i FN's Sikkerhedsråd i New York - og barslede med en mus. Man kunne næsten høre et brøl af skuffet forbitrelse rulle gennem Libanon, da resolutionsudkastet forelå - et dokument så fordrejet og forfejlet, at en af mine nære libanesiske venner efter omhyggeligt at have gennemlæst det søndag bandede og ytrede følgende udødelige spørgsmål: "Vil de skiderikker da aldrig lære en skid af historien?"

Der var déjà vu over hele linjen: Her var de genopvarmede forslag fra Israels 1982-invasion fuld af stødpude-zoner, afvæbning, alle parters "strenge overholdelse" og behovet for respekt for Libanons suverænitet.

Det rejste end ikke krav om, at Israels styrker trækker sig ud af Libanon, hvilket Walid Moallem, Syriens udenrigsminister, da heller ikke var sen til at påpege. En FN-resolution uden total israelsk tilbagetrækning var "dødfødt", udtalte han på vej til en strategisk sviptur til Beirut.

En nøje analyse af det amerikansk-franske udkast - den amerikanske FN-ambassadør, John Boltons, fingertryk formelig besmudser adskillige afsnit - afslørede med al ønskelig tydelighed, hvem der udformer Washingtons Mellemøst-politik: Det er Israel. Den var renset for enhver hentydning til Israels obskønt proportionsløse vold, fraregnet en enkelt glat reference til "de hundredvis af dræbte og sårede på begge sider" - og den forholdt sig kun i forbigående til Hizbollahs ultimative krav om, at det kun vil frigive de to israelske soldater, det tog til fange den 12. juli, imod frigivelse af de libanesiske og andre arabiske fanger i israelske fængsler.

Det hedder i resolutionsteksten, at "Rådet er opmærksom på det ømtålelige spørgsmål om fangeudvekslinger og opmuntrer enhver bestræbelse på at finde en løsning på sagen (sic) om de libanesiske fanger, der tilbageholdes i Israel".

Gummiagtig løsning

Jeg tør vædde på, at det gør stort indtryk på Hizbollah at høre, at Sikkerhedsrådet er "opmærksom" for slet ikke at tale om vendingen "ømtålelig" eller det gummiagtige ord "løsning" i en sag, som det vil tage måske op til 20 år at 'løse'.

Og så kom det, nådesstødet: Et krav om at Hizbollah skal indstille "alle angreb" og Israel "umiddelbart afbryde alle offensive militæroperationer".

Her ligger problemet, som Hizbollah da også straks noterede sig. Det er altså meningen, at de skal nedlægge alle deres våben, mens det forholder sig helt anderledes med israelerne - de kan, utvivlsomt, stadig udføre 'defensive' militæroperationer.

Havde Rådet krævet en øjeblikkelig afklaring på spørgsmålet om Shebaa-området, et israelsk besat territorium som engang var del af mandatområdet Libanon, og for hvis 'befrielse' Hizbollah har kæmpet - kunne hele dette fandango-nummer måske have haft en spinkel chance. Trods alt er Shebaa den eneste raison d'tre Hizbollah kan påberåbe sig for at legitimere deres fortsatte kyniske og ulovlige krig over den blå FN-linje i Sydlibanon. Men forfatterne til FN-dokumentet ønskede kun at imødese en nøjere klarlæggelse af Libanons grænsedragning, "Shebaa-området indbefattet".

Ingen lod sig narre

Der var også et mindeværdigt herligt afsnit - paragraf 9 for dyrkere af FN-litteratur - som "opfordrer alle parter til at samarbejde... med Sikkerhedsrådet."

Så Hizbollah forventes altså at skulle samarbejde. Gør de det med dette ophøjede og viselige organs selvhøjtidelige diplomater? Er det nu ikke at opgradere en guerillahær til en noget højere markedsværdi, end den fortjener?

Men ingen lod sig selvfølgelig narre. Selv den anti-syriske libanesiske regering - antisyrisk med undtagelse af de to Hizbollah-ministre og Libanons præsident, som stadig tager imod sine direktiver fra Damaskus - erkendte, at denne resolution var håbløs. Få kunne være uenige med Syriens Wallid Moallem, da han erklærede, at dette resolutionsudkast var "en opskrift på fortsat krig".

Omtrent den eneste gestus over for Libanon i denne FN-resolution var det udtrykkeligt erklærede behov for at forsyne FN med de eksisterende kort over landminer i Libanon.

Nu bliver der så brug for endnu en hær af minerydningseksperter for at rense ud i det dødbringende skyts, som Israel atter har strøet over Libanon igennem det meste af en måned. Og åh jo, som sædvanlig fastslår FN-resolutionen for disse ambitiøse, håbløst vildfarne forestillinger, at "Sikkerhedsrådet er fast besluttet på aktivt at følge den videre udvikling".

Ja, det kan De roligt satse alle sparepenge på, at det vil komme til. Og således kan krigen rase videre.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her