Læsetid: 3 min.

Mens vi venter

15. august 2003

»Den gamle er klar til museum.«
SF’s gruppeformand, Aage Frandsen,
i undertitel til sin seneste bog – ikke en selvbiografi – men en bog om grundloven.

DA FOLKESOCIALISTERNE i sidste weekend holdt deres årlige sommertræf på Snoghøj Højskole ved Lillebælt, blev der som altid tid til at have det hyggeligt: Fortællende teater, snobrød, korundervisning, saunatræf, morgensang, badning, gamle lege, hippiebar og stiftende generalforsamling i kvindeklubben ’De gode cigarer’ – og for nu at vise, at man skam ikke er teknikforskrækket var der også computercafé. Det må have været sjovt, ja, det må det da helt bestemt have været. Indimellem havde træfarrangørerne dog også skabt rum og tid til såkaldt anderledes politiske diskussioner, som der stod i programmet under følgende overskrifter: ’Køn, SF og EU’ . ’Global retfærdighed’. ’100 års skepsis – om mødet mellem danskerne og de fremmede’. ’EU, arbejdsmarkedet og beskæftigelsen’. ’Europa – på vej hvorhen’. ’Værdidebat.’ ’Hvorfor laver fornuften klistermærker, når den skulle gøre mennesker lykkelig’. Altsammen gode og fornuftige emner, som næppe kunne hidse nogen op undervejs. Midt i programmet sneg sig dog et enkelt emne frem, der i al dets uskyldighed – nemlig ’Det Ny SF’ – indeholdt en sprængfarlig debat om, hvad meningen egentlig er med det hele.

DEN NYE landssekretær, Turid Leirvoll, skulle ifølge programmet indlede debatten. Hun er importeret fra Norge, hvor hun i otte år har været partisekretær for SF’s søsterparti, Socialistisk Venstreparti (SV), som ved Stortingsvalget i 2001 fordoblede dets stemmetal fra seks til tolv procent. Modellen oppe i Norge søges nu overført til det stivnede og modløse SF, som allerede er i fuld gang med at forsøge at kopiere den norske recept: Fuld fokus på børn, unge, skole, uddannelse og forskning foruden de traditionelle temaer – miljø og fordelingspolitik. Man forstår godt, at SF’s partiledelse – det er som bekendt Holger K. Nielsen, Aage Frandsen og Villy Søvndal – drømmer sødt ved tanken om, at den evige tilbagegang, som deres perspektivløse kurs har bragt, kan vendes.
Der er dog to helt afgørende forskelle på den norske og danske politiske virkelighed.
*For det første kombinerede SV i Norge en ny og moderne politik med en ny ledelse. I Danmark har Holger K. Nielsen siddet (ikke stået) i spidsen for partiet i evigheder, og der er ingen tegn på, at han skulle ønske at trække sig, eller at der for den sags skyld skulle være nogen attraktive modkandidater.
*For det andet er økonomien i de to lande væsentligt anderledes. I Norge er der stemning for at bruge løs af oliemilliarderne, og det er derfor ikke noget problem for SV at nøjes med at kræve nye udgifter uden at anvise, hvorfra pengene skal komme. I Danmark er sagen det modsatte, idet forståelsen for at øge de offentlige udgifter er meget lav. Det er derfor en farlig kurs for SF at lægge sig alt for tæt op ad den norske model.

SPØRGSMÅLET er imidlertid, om SF overhovedet har forstået dets alvorlige situation – og indser, at der følger et tungt ansvar med at blive valgt til Folketinget. I opposition er der i den grad både tid til og behov for at komme med et samlet bud på en alternativ politik. I dag er det næsten ikke til at forestille sig, at SF’s folketingsgruppe er i stand til at fremkomme med noget, der kan skabe nytænkning, sammenhæng eller berettigelse for fortsat at kunne kalde sig progressiv. De fleste af dem – Holger K., Frandsen, Margrete Auken, Anne Baastrup, Søvndal, Anne Grete Holmsgaard, Ole Sohn, Jørn Jespersen og Kristen Touborg – har efterhånden været i politik så mange år, ja, ti-år, at deres evne til at udvikle sig synes svækket. Alle genopstiller ved næste valg, men det ventes, at Aage Frandsen, som er blevet vraget som spidskandidat i Århus, ryger ud – men bare rolig, han erstattes formentlig af den jævnaldrende Knud Erik Hansen, tidligere folketingsmedlem. De to unge nyvalgte fra sidste valg – Morten Homann og Kamal Qureshi – prøver ihærdigt, og det er rent ud sagt svært at forstå, at de ikke får mere plads af de andre, som imidlertid har historisk tradition for at presse alle nye ud, når ikke de orker tonen anno dazumal. I går og i dag er folketingsmedlemmerne så samlet til sommergruppemøde i Kalundborg. Tillod os at forudse, at alt vil være det gamle, når mødet er slut. Det er bare ikke godt nok i et land, der i den grad har behov for et reelt alternativ.

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu