Læsetid: 4 min.

Mens vi venter på Bush

Grønthandlerne i Islamabad er stadig vrede på Danmark, men pakistanerne som sådan har fået andet at tænke på. Dels præsident George Bushs snarlige besøg, dels hvordan de skal finde penge til at betale de millioner af dollar, deres anti-Danmark demonstrationer har kostet i ødelæggelser
1. marts 2006

ISLAMABAD - Roen er tilbage i Pakistan, men vreden og hidsigheden fortsætter med at vokse.

Demonstrationerne, der har rystet nationen de seneste uger holder pause til på fredag, hvor man har planlagt en generalstrejke, men alle iagttagere uden for de islamiske fundamentalisters rækker er overbeviste om, at den helt har ændret karakter.

Den retter sig ikke længere imod Jyllands-Postens tegninger af Profeten eller mod Danmark, men i stedet mod Pervez Musharraf og hans gæst, George W. Bush. Denne forventes at lande i Islamabad i løbet af lørdag aften.

Tegninger er et påskud

Optøjerne i Lahore og Peshawar den 14.-15. februar var de værste i mands minde, og ødelæggelserne har fået både middelklassen og de forretningsdrivende på andre tanker.

"Protesterne mod Danmark var en national katastrofe," siger en kendt industrileder i Islamabad til Information. "De kan komme til at koste os dyrt, måske oven i købet vores fremtid."

I tirsdags manede landets seks engelsksprogede avisers ledere alle til besindelse og ro.

"Profet-tegningerne har stadig et destruktivt potentiale af enorme dimensioner, og vreden blandt almindelige mennesker er ægte nok," siger Mohammad Ziauddin, chefredaktør på det ansete dagblad Dawn, men han understreger samtidig, at demonstrationerne langt fra har været spontane, og at mange nu indser, at de er blevet udnyttet af den religiøse MMA-koalition til dennes egne politiske formål. De mange rygter og konspirationsteorier øger forvirringen her i Islamabad. En del af dem omhandler truslen om et militærkup, andre om indførelse af undtagelsestilstand, og intellektuelle har antydet, at Musharraf og den militære efterretningstjeneste står bag.

En professor på Quaid-universitetet i Islamabad siger: "De vil på dramatisk måde vise Bush, hvilke ekstremt farlige og eksplosive kræfter de er oppe imod, og dermed måske få ham til at dæmpe de krav, han stiller til dem."

Kolleger, som jeg mødte på en pressekonference, siger, at "alt er muligt i pakistansk politik lige nu, eftersom ingen har blot et gran af troværdighed tilbage".

Alligevel nyder Musharraf i dag mere støtte i medierne end han har gjort længe. Selv om det har en negativ baggrund. Man frygter alternativet - en anden general, én som man endnu ikke har sat ansigt på, men antages at være tæt på MMA - vil være så meget farligere og værre.

En anerkendt analytiker, Ahmad Faruqui, går mod strømmen og hævder i den liberale Daily Times, at præsident Bush bør fjerne støtten til Musharraf og derigennem forhindre, at denne forlænger sit diktatur indtil år 2013. Historisk set har større optøjer i Pakistan oftest ført til indførelse af undtagelsestilstand og i nogle tilfælde også til militærkup. Musharraf, selv kupmager i efteråret 1999, og hvis nuværende position er bragt i overensstemmelse med forfatningen ved hjælp af parlamentet og provinsforsamlinger, kan meget vel skaffe sig mere magt på den måde. Til trods for, at militæret styrer alt, betragter han sig selv som 'folkevalgt'.

Hvad, der taler imod de stort planlagte demonstrationer på fredag, er, at mange er blevet skræmt bort af volden, der forårsagede skader for mange millioner dollar. De frygter, at der følger plyndring, mordbrand og hærværk i kølvandet på demonstrationerne, og mange menes nu at stille sig kritiske over for MMA, som stod i spidsen for optøjerne. Søndagens 'manifestationer' i Lahore og Karachi blev derfor en mindre skuffelse for de religiøse ledere. Styret optrådte på to forskellige måder i de to storbyer. I Karachi gav man grønt lys, og demonstrationerne gennemførtes uden problemer. Men i Lahore mobiliserede man 15.000 politifolk og seks bataljoner elitesoldater. Alle lederne fra Jamaat-i-Islama blev tilbageholdt eller forhindret i at nå frem til pladsen, og tåregasgranater drev de, der var kommet frem, tilbage.

Jamaat er det største parti inden for MMA, og deres modstand mod Musharraf bunder først og fremmest i hans propaganda for en såkaldt oplyst, moderat udgave af islam. MMA er nært knyttet til hæren og dens efterretningsvæsen ISI, og det er sandsynligt, at Musharraf nu forsøger at stække de mest højrøstede, for siden at vende tilbage til 'business as usual'.

Men mange tror også, at MMA i virkeligheden foretrækker et 'rigtigt' militærstyre som under Zia ul-Haq i 80'erne, der bragte nyt liv til deres dengang hensygnende bevægelse.

I dag er det mest i læserbrevene, man finder vreden mod Jyllands-Postens forhånende tegninger. Diverse skribenter lader galden flyde ud over kulturredaktør Flemming Rose, og mange fremhæver, at islamisk lovgivning kun har én straf for nedgørelse af Profeten, og det er galgen.

Flere grønthandlere, som jeg har talt med, siger, at de aldrig vil glemme, hvad Danmark har gjort. I tirsdagens aviser fandt jeg fire artikler på debatsiderne, som forklarede, at den danske regering var uskyldigt dømt, da de totalt manglede muligheder for at gribe ind. Men samtidig fortsatte den urdusprogede presse hetzen mod Danmark, og det er den, der når ud til de gudsfrygtige masser.

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her