Læsetid: 2 min.

Mens vi venter på Københavns Teater

5. oktober 2006

Regeringens gyldne mantra - mere for pengene - har ramt hele det danske samfund. Fra mere hjemmehjælp over flere togskinner til mere kultur - for pengene.

Nu er turen så kommet til det københavnske teater, og det til trods for at flere af dem gennem de sidste 10 år har befundet sig på fallittens rand, og på fantasifuld vis har forsøgt at dække over tingenes jammerlige tilstand.

Kulturministeren har udnævnt en bestyrelse til at styre Københavns Teater. Seks bestyrelsesmedlemmer har fået til opgave at føre ministerens kulturkamp ud i livet, hvor enhver snak om armslængdeprincip er aflivet.

Styr på det

Bestyrelsens første aktive handling var at lukke Gladsaxe Teater. Der blev udarbejdet en strategiplan, en plan der sandelig ikke er godnatlæsning for småbørn.

Heraf fremgår det blandt andet, at Folketeatret lægges sammen med Det danske Teater, det lille sejlivede Rialto Teater får man endelig skovlen under ved at sammenlægge det med Aveny-T og kalde det Teater X (?) og vupti - er vi nede på fem teatre i Københavns Teater.

At det skulle give mere, eller bedre, teater for pengene, er svært at se. Der er lagt klare profiler for de enkelte teatres repertoire, og et sekretariat skal stå for en central styring af økonomien og holde øje med, om repertoiret lever op til en målsætning om en øget belægning på 25 procent.

Bestyrelsen for Københavns Teater udpeger fire ud af seks bestyrelsesmedlemmer på hvert teater, Københavns Teaters direktør er født medlem af samtlige bestyrelser - så skulle der vist være styr på det.

Knæk på midten

I det hele taget tegner der sig et billede af, at de fem teatre i Københavns Teater holdes i et jerngreb med en kontrol og topstyring, der leder tanken hen på politiske regimer, vi forlængst har gjort op med. Når man samtidig ønsker, at teatret skal eksperimentere og gøre sig gældende internationalt, hopper kæden af.

For med et krav om en publikumsbelægning på 75-80 procent tvinges teaterchefen til at tænke på, hvad publikum vil have, og tænker man først den tanke, er slaget tabt. Selvfølgelig er det de mange talentfulde og kreative teaterfolk, der findes i København, der skal definere teatrets indhold. Når det lykkes at udforde tidsånden er det selve teatrets succes.

Det er som om, noget er ved at knække på midten, når den bestyrelse, der burde kæmpe for en bedre økonomi og vide rammer for teatermiljøet, ser det som sin fornemmeste opgave at presse en centralistisk virksomhedskultur ned over et område, der primært lever af frihed og fantasi.

Det eksotiske teater

Samtidig kan man undre sig over den manglende debat og råben-op fra teatermiljøet, men jeg vil vove den påstand, at det ikke er fordi, man samtykker og er enige. Det skyldes snarere, at det hele virker så underlig fjernt og ikke har noget at gøre med os, der arbejder med teatret i det daglige.

Det er en meget ulykkelig situation, og måske havde Jørgen Reenberg ret, da han for et par år siden modtog den store Reumertpris og i sin takketale sagde, at om få år vil teater være en ganske eksotisk foreteelse, der foregår i skumle lokaler i snævre sidegader.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her