Læsetid: 6 min.

Mens de venter på revolutionen

50 år efter at beatgenerationen bragede igennem i San Francisco, er der ikke mange af tidens mandlige kunstnere tilbage. De fleste er døde af druk og stoffer. Kvinderne, der i 1950'erne kæmpede for at ryste den pæne polkaprikkede husmorrolle af sig, går i dag på scenen
18. januar 2007

I år er det 50 år siden, at den berømte beatpoet Jack Kerouacs On the Road blev udgivet. Han skrev manuskriptet på tre uger på benzadrin og kaffe og blev verdenskendt. Mændene Jack Kerouac, Allen Ginsberg, Neal Cassady og William Burroughs er i dag indbegrebet af beat. Men hvem var LuAnne Henderson, der var on the road med Kerouac og Cassady? Og hvorfor var der så få kvinder blandt beatpoeterne?

"Der var kvinder. De var der. Jeg kendte dem. Deres familier anbragte dem på institutioner, hvor de blev behandlet med elektrochok. I 1950'erne kunne du være rebel, hvis du var mand, men hvis du var kvinde lukkede din familie dig inde," har beatpoet Gregory Corso ofte understreget.

Under en forelæsning på San Francisco State University blev forfatter Brenda Knight så provokeret af en professor i moderne amerikansk litteratur, da han proklamerede, at der ikke fandtes kvindelig beatlitteratur, at hun satte sig for at modbevise det. I 1997 blev hendes bog Women of the Beat Generation udgivet, og samme år vandt den The American Book Award. I dag er Brenda Knight redaktør på forlaget Redwheel i San Francisco.

"Det var modige, rebelske og intelligente kvinder, som fulgte deres egne visioner. Jeg har inkluderet 40 kvinder i bogen, og efterfølgende ville jeg gerne tilføje 15," fortæller hun på sit kontor på 3rd Street i San Francisco, mens hun trommer i bordet med sine lilla negle og smiler lyserødt og skinnende.

Et mandedomæne

Jerry Cimino ejer The Beat Museum, der ligger på Broadway. Han er opvokset i Baltimore og nåede at arbejde 25 år for IBM og American Express, før han besluttede sig for at udleve sin drøm, flytte til San Francisco og åbne et museum. På museet har han dedikeret en sektion til beatgenerationens kvinder: Carolyn Cassady, Ruth Weiss, Diane Di Prima og mange flere.

"Mange mennesker er af den opfattelse, at beatbevægelsen var et mandedomæne. Og det var det også på mange måder. Det fandt sted i 1950'ernes Amerika, og det var i tidens ånd, at kvinder lå under for traditionelle kønsroller. En kvinde var mor, hustru og i bedste fald sekretær," siger han.

Jerry Cimino oplever i dag, at mange unge kvinder er interesseret i beatgenerationen og leder efter kvindelige forbilleder blandt the beats, men har svært ved at finde dem.

"Kvinderne blev ikke anerkendt som mændene, og de blev ikke udgivet i samme omfang. Men de var der," siger han.

Fra kritikere har det lydt, at størstedelen af kvinderne beskrevet i Brenda Knight's Women of the Beat Generation kun definerer sig selv ud fra deres forhold til de kendte mænd, og at kun få kan stå alene.

"Det passer slet ikke," udbryder Brenda Knight, som mens hun skrev bogen, kom så tæt ind på livet af flere af kvinderne, at hun i perioder havde dem boende i sit hjem.

"De her kvinder var unge efter Anden Verdenskrig, hvor alt var meget pænt og konservativt. De gjorde oprør og banede vejen for hippierne. De var de første til at være uafhængige - også af mænd. Neal Cassadys kæreste, Joyce Johnson, var en stor kunstner, også før hun mødte ham. Men der var ikke plads til kvinders kreativitet dengang. Nu er de de eneste, der er tilbage, og nu har de indtaget scenen," siger hun. Jerry Cimino er enig:

"De var hustruer, mødre, elskere og muser, men de var uafhængige, og de skabte deres eget," siger han

Kvinders had

Der findes i dag en livligpoesiscene i San Francisco, men ingen har, ifølge Brenda Knight, formået at revolutionere litteratur og poesi som beatgenerationen.

"Det handlede dengang om at træde uden for de faste rammer, at ignorere formaliteter og autoriteter og om at gøre poesien og litteraturen så personlig og ekspressiv som muligt. Der er intet, der siden har været så progressivt og spændende som the beats. De fik almindelige mennesker til at føle, at de også kunne være kunstnere. Nu kan vi kun vente på, at der sker noget nyt inden for poesien," siger hun.

Mange kvindelige kunstnere har i dag et almindeligt hverdagsjob, og deres vilkår er meget anderledes, end vilkårene var for de kvinder, der var unge i 50'erne. Det betyder dog ikke, at miljøet ikke er progressivt.

"De fysiske rammer for poesiscenen er, ligesom de var dengang," fortæller hun og fortsætter:

"Alting foregår på caféer rundt omkring i byen. Ruth Weiss, en af de nulevende beatladies, fortalte mig for nylig, at der i øjeblikket er ti unge kvindelige grupper i front på poesiscenen. Der var ingen, da hun voksede op."

Jerry Cimino, ejer af beatmuseet, ser den samme drivkraft hos de kvindelige kunstnere i San Francisco i dag som hos beatkvinderne i 50'erne, men mener at deres udgangspunkt er et andet.

"Der er slet ikke de samme begrænsninger i dag, som der var dengang. Og heldigvis ser vi mere og mere af en ny slags energi og kraft, som ikke kun handler om had til mænd, hvilket har været et udbredt yndlingsemne for kvindelige digtere i årene efter the beats. Jeg føler, at jeg hos de unge kvinder oplever en opdateret version af den amerikanske drøm i 2007. De udforsker og er tro mod deres egne kræfter. De bebrejder ikke andre for, hvor de er endt. De tager ejerskab over deres liv," siger han.

Vi fortsætter

Beatscenen lever stadig i den by, hvor beatgenerationen gik fra at være undergrund til at blive kommerciel. Men nye kunstnere kommer til, og Jerry Cimono tror, at der er noget nyt under opsejling.

"Nu hvor vi kan gå online, kan en revolution starte mange steder. Vi er ikke bundet til fysiske områder, som vi var før. Den næste store poet kan komme fra Bangladesh," siger han, men tilføjer, at der er en god sandsynlighed for, at en revolution starter i San Francisco.

"Jeg håber, at der snart sker noget. Vi kunne godt trænge til at få renset luften og til at se noget nyskabende." Projektleder på The Beat Museum, Sharon Cummings, der blandt andet arrangerer månedlige poesikonkurrencer og oplæsninger for at opretholde byens beatitude, er for nyligt flyttet til San Francisco fra Østkysten.

"San Francisco tiltrækker mange kreative mennesker, og jeg håber på en ny litterær revolution. Til tider ser det ud som om, at folk har givet op. Folk står magtesløse over for den politik, der bliver ført i USA, men vi har i dag større mulighed for at udbrede vores budskaber end nogensinde før, så det kan være, det venter lige for næsen af os. Jeg tror det," siger forlagsredaktør Brenda Knight og fortsætter:

"Jeg troede, det kom, da poetry-slam et øjeblik blev stort, men det gik ligesom i sig selv igen. Jeg tror, at USA's nuværende politiske linie vil blive ved med at møde modstand hos kunstnerne. I 2004 stod jeg for en poesiscene under en kunstfestival her i byen, og vi oplevede, at politiet slukkede vores mikrofoner. Først blev jeg gal, men så tænkte jeg, at vi måske havde fat i noget rigtigt. Alle kunstnerne læste anti-irakiske digte op. Det var Mary Norbert Körte, en af beatkvinderne, der gik fra nonne til rebel, som læste et digt op, da strømmen blev afbrudt. Den hændelse bragte hele miljøet sammen, vi ville ikke gå af scenen - og vi fortsatte uden strøm."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her