Læsetid: 4 min.

Mentalitetsændring

6. august 2002

STIL KRAV. Det gør vi. Sådan skriver de på poserne i en større dansk dagligvarekæde, men det kunne såmænd også stå som en slags motto over den verserende debat om folkeskolen. Med indlysende timing til årets skolestart fyger det i disse dage (igen) med netop krav. Krav til og fra skolen og lærerne, til og fra folkeskoleloven, lands- og kommunalpolitikerne, til og fra eleverne – og til og fra forældrene. Målet er det samme: Elever, der efter endt skolegang er klædt solidt på fagligt, socialt og personligt. Tøjet behøver ikke være prangende (det er der i øvrigt heller ikke råd til), men det skal være solidt og fornuftigt – sådan beregnet til dansk vind og vejr.
Men er målet det samme, stritter krav og midler i rigtig mange retninger. Det er for så vidt indlysende nok, at skolen skal tage hensyn til både de stærke og de svage og alle dem midt imellem. Eleverne skal lære at læse det, der står med småt, og at regne den ud. Fagligheden skal være høj og fleksibiliteten stor, så ungerne kan klare sig i det højhastighedssamfund, der venter i den anden ende af samlebåndet. Og langs det samlebånd skal der stå lærere, som er i stand at montere indlæringsevne og – lyst, fylde langtidsholdsbar viden på, og som skal kunne være holde- og lyspunkter i et ellers fragmenteret børneliv. Fint nok, det er krav, som folkeskolen logisk nok er blevet mødt med i årevis, og som der er pædagogisk raison i at diskutere fortløbende.

MERE UKLART bliver billedet, når skolen – og det vil her sige, skolelederne, lærerne og eleverne – mødes med modsatrettede krav. Typisk noget, der udløses af landspolitiske debatter oven på denne eller hin internationale undersøgelse, der placerer danske børn længere nede af rangstigen end børnene i »lande, vi normalt sammenligner os med.« Og rigtig grumset bliver det, når diskussionen bevæger sig ud i emner, som dybest set slet ikke handler om folkeskolen, men som alligevel finder vej ind i skoledebatten.
Forleden ’krævede’ et flertal i en Vilstrup-undersøgelse i Politiken således mere disciplin i skolerne. Især forældre med lavere uddannelse og indkomst kunne godt tænke sig mere ro i klasselokalerne, fremgik det.
Til gengæld mener de lavtlønnede – og det vil i denne sammenhæng sige forældre med husstandsindkomster på under 200.000 kr. og altså ofte enlige forældre – ikke så meget, det er lærerne, der skal påtage sig den autoritære rolle. Det er forældrene, der skal træde i karakter som opdragere, konkluderer et flertal af de lavtlønnede. Måske fordi de selv ikke er overrendt af overskud og derfor søger ’hjælp’ hos dem, der har deres poder i fold det meste af dagen.

MEN KRAV TIL til forældrene bliver der da stillet. En række skoler landet over har i god tid inden skolestart sendt forældrene breve, der beskriver skolens forventninger til forældrene. Basale forventninger, ja, banale, ville mange sige om f.eks. om ’kravene’, som de formuleret af skolebestyrelsen fra Haarby Skole på Sydfyn: Børnene skal møde til tiden, udhvilede og klar til at modtage undervisning (mætte og udsovede). De skal have lært at tage hensyn og tale ordentlig til hinanden.
Forældrene skal hjælpe børnene med lektier og med at holde orden i skolesagerne – og de skal ikke give slip på dem, når de kommer i puberteten og stritter imod for meget forældre- og lærerindblanding. Skolen skal respekteres som arbejdsplads for lærere og elever, og forældrene skal ville indgå i et positivt samarbejde og gå direkte til skolens lærere og ledelse med problemer.

ALT DET KAN synes indlysende for mange, og det er da fint nok, at skolerne formulere deres forventninger. Eller hvad? Forældreorganisationen Skole & Samfund synes det ikke og afviser sådanne ’forventningsbreve’ som diktater og har helt bogstaveligt svaret igen med en række modkrav til lærerne. Hvilket igen får Danmarks Lærerforening til at advare mod æh bæh-debatter.
Måske skulle begge parter standse op og overveje, hvordan man bevæger sig fra formulering af krav og forventninger til en egentlig dialog og fornyelse af folkeskolen. Med de tommelskruer, regeringen og dens skattestop har forsynet kommunerne med, er der nemlig
ikke udsigt til noget økonomisk boom i folkeskolen. Tværtimod kan forestående nedskæringer på skoleområdet meget let komme til at ramme netop skole/hjem-samarbejdet, som er meget synligt på lærernes timesedler og derfor let at skære ned på.
Måske skulle forældre og lærere enes om til en start at kræve ro om folkeskolen. Et moratorium, som i en periode ’forbyder’ hurtige krav og indgreb og giver tid til den grundlæggende debat om, hvad der er, skolen skal kunne. Ikke i fine overskrifter, som stort set alle kan være enige i – sådan som det var tilfældet med regeringens 10 bud fra foråret. Nej, helt ned i ønskerne til den pædagogiske og dermed økonomiske hverdag. Og derfra bredt ud til en diskussion af prioriteringen mellem skolebudgetterne og de andre offentlige opgaver.
Skal sådan en debat kunne gennemføres, kræver det en krævementalitetsændring. Den kunne passende starte hos landspolitikerne, som kunne holde op med at strø om sig med usammenhængende krav til folkeskolen. Spørgsmålet er, hvem der skal lære dem det?

jn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her