Læsetid: 6 min.

'Mere end blot et hotel'

'At gå ind på American Colony Hotel, er som at træde direkte ind i Mellemøstens historie' - har en journalist fra International Herald Tribune engang sagt om pressens legendariske mødested i Jerusalem
18. juli 2005

Lige siden New York Times-korrespondenten Lowell Thomas efter Første Verdenskrig ankom til hotellet for at interviewe Lawrence of Arabia, har journalister fra hele verden opsøgt stedet for at arbejde, se deres kolleger og udveksle nyheder. Interviewet med Lawrence of Arabia blev dengang til en historie om de arabiske stammers krig mod de osmanniske styrker.

I dag handler journalisternes historier stadig om araberne, men nu om kampen mod israelerne. En uendelig konflikt, som uanset hvem der har bekriget hvem, altid har drejet sig om retten til at bo i det lille mellemøstlige land mellem Jordan-floden og Middelhavskysten.

Når American Colony Hotel i årtier har tiltrukket de mange journalister, skyldes det måske, at hotellet altid har forholdt sig neutralt. Lige siden amerikanske immigranter grundlagde American Colony i slutningen af 1800-tallet, har døren stået åben for både arabere, jøder, kristne og alle andre, der mente de hørte til i Jerusalem. Også selv om hotellet ofte har befundet sig midt i krydsilden.

Kun få meter derfra ligger nemlig den 'Grønne Linje', som efter den israelsk-arabiske krig i 1948 og indtil Seksdageskrigen i 1967 udgjorde den stærkt bevogtede grænse mellem den muslimske og jødiske bydel.

Da American Colony for nylig fejrede sin 120 års fødselsdag, sagde den tidligere israelske premiereminister Shimon Peres, at hotellet på grund af sin neutrale rolle i byens historie, har en unik status som uformelt mødested mellem arabere og jøder. Og han gav Oslo-aftalen fra 1993 som eksempel. Det var nemlig på American Colony Hotel, at forhandlingerne mellem palæstinensere og israelere startede:

"Hotellet repræsenterer ikke kun fortidens men også fremtidens Mellemøsten," sagde han og tilføjede: "Vi er mange der er taknemmelige over, at American Colony er mere end blot et hotel."

Journalister fra begge sider

Oprindelig blev stedet bygget til en rig araber og hans fire koner. I dag hedder den dyreste suite stadig 'Pashaens kammer'. Og når man træder ind i de besjælede lokaler, fornemmer man straks den atmosfære af mellemøstmystik og koloniromantik, som giver hotellet sin særlige poetiske karakter.

"Hvis disse vægge kunne tale..." skrev en israelsk avis meget rammende i anledningen af den gamle kolonis 120 års fødselsdag. "Et sundt sted i en sindssyg verden" skrev en anden om stedet, hvis facade minder om et tyrkisk fæstningsværk. Bygningen vender sig nemlig indad mod den godt beskyttede gårdhave, hvor folk sidder og diskuterer lavmælt med hinanden. Her i hotellets hjerte er utallige interview og baggrundshistorier om konflikten blevet til. I skyggen af det enorme appelsintræ dæmpes ethvert hidsigt gemyt. Her værnes om freden. For lige uden for koger byen af tusindårige forventninger om guddommelig retfærdighed.

I Jerusalem lever utopierne og de messianske drømme nemlig i bedste velgående. Og her er ingen grænser for hvilke tragedier, de forskellige religioner har lagt navn til.

Lige så fredeligt der er imellem palæstinensere, jøder og journalister inden for American Colonys mure -lige så krigerisk fortsætter kampen altså udenfor. Og her medvirker journalisterne i en central rolle. For som Geidon Meir, talsmand for det israelske udenrigsministerium for nylig sagde om Mellemøstkonflikten:

"Krigen kæmpes ikke kun på slagmarkerne, men også på tv".

Derfor blev det hilst velkommen, da repræsentanter for over 60 palæstinensiske og israelske medier for nylig samledes på hotellet til åbningen af The Mideast Press Club.

Et nyt forum hvor journalister fra begge sider mødes og hjælpes ad med, at dække historier i hinandens områder. Målet er mere objektiv formidling i den lokale presse. Men helt i overensstemmelse med dagligdagens realiteter, blev journalisterne fra Gaza tilbageholdt i timevis ved et af de israelske checkpoints.

Det var første gang siden den nuværende Intifada brød ud i september 2000, at de havde mulighed for at forlade Gaza-striben. Sandsynligvis derfor tog inspektionen af deres papirer, kropsvisiteringerne og bombesøgninger adskillige timer inden de kunne fortsætte til mødet. Dagen efter blev Radwan Abu Ayyash direktør for Palæstinas samlede tv-selskaber, citeret i Jerusalem Post for at sige:

"Efter først at have opnået en tilladelse, komme forbi vejafspærringer og igennem checkpoints og få det tekniske udstyr med sig ind i Israel, er det så muligt for os at producere en objektiv historie? Når jeg skal igennem et checkpoint, tror de aldrig på, at jeg er journalist, de ser mig kun som palæstinenser!"

I samme artikel udtalte den israelske mediemand Motti Sklar:

"Det kan være svært for en palæstinensisk eller israelsk journalist at skabe et balanceret billede af konflikten, når begge parter altid har tendens til at fokusere på det mest ekstreme aspekt hos 'de andre'".

Lykkejægere

Men fra begge sider af mediekrigens frontlinje angribes også den internationale presse. Jewish World, en organisation hvis formål er at slå ned på Israel-kritisk mediedækning, skrev efter åbningen af Mideast Press Club, at man i stedet for de lokale burde have grebet fat i de vestlige korrespondenter. Det er dem, der for alvor har indflydelse på dagsordenen i international politik:

"Men de sidder i restauranten på American Colony Hotel, hvor de deler researchen, taxaregningen, informationer, arbejdet og i nogle tilfælde dumheden!"

På Dansk-palæstinensisk venskabsforenings hjemmeside angribes en dansk journalist, der da han fik brug for en repræsentant for den palæstinensiske befolkning, blot tog hen på American Colony Hotel:

"Et af den vestlige presses populære hangouts i Jerusalem - hvor han interviewede den palæstinensiske dørmand!"

Georg Larsen der tidligere selv var DR's mellemøstkorrespondent, har kaldt sine amerikanske kolleger fra hotellet for:

"Lykkejægere på jagt efter grædende bambiøjne".

De vigtige spørgsmål

Lykkejægere eller ej, journalisterne er også selv 'jagede'. Pr.-krigens formål er nemlig at gøre pressen til et centralt redskab i konflikten. At ekvipere journalisterne med 'rigtige' oplysninger så den 'rigtige' sag dominerer de internationale nyheder. Og her har israelerne et forspring. For imens palæstinenserne er lige så primitivt udrustet i pr.-krigen, som de er i den rigtige krig, iværksætter israelerne effektive globale informationsoperationer. Og selv om man skulle tro, at palæstinenserne kunne skaffe sig positiv pr. i rollen som 'det undertrykte folk', sker det kun i beskedent omfang. Som en palæstinensisk embedsmand har sagt:

"Israelerne har et forfærdeligt produkt, men fordi de bruger meget tid på marketing, får de succes. Imens har palæstinenserne et virkelig godt produkt, men de investerer ingenting i at sælge det".

De vestlige journalisters balanceakt imellem to civilisationer, to religioner og to politiske strategier bliver heller ikke lettere af, at de fleste er afhængige af engelsksprogede kilder og tolke. Kun de færreste taler nemlig arabisk og hebræisk.

Imidlertid er journalisterne ikke alene om at skrue historierne sammen. De fleste redaktionssekretærer tænker i seer-, lytter- og oplagstal. Hvilket ofte reducerer korrespondentens arbejde til forenklede budskaber. Af samme grund blæses ethvert skridt i retning af en fredsaftale gerne op til: 'Et gennembrud!'

Men på trods af mediernes utallige fredsvarslinger fortsætter konflikten imellem de to broderfolk. To folk som igennem en bestemt optik har bekriget hinanden lige siden Abraham fra Det Gamle Testamente fik to sønner: Ismael der blev stamfader til araberne. Og Isak som blev stamfader til jøderne. Et konfliktforløb på flere tusinde år, som i sig selv peger på de vanskeligheder, en formidler uden sproglig indgang til kulturerne - og med halvandet minuts sendetid står overfor.

Ved åbningen af The Mideast Press Club på American Colony Hotel spurgte en journalist sine kolleger:

"Er vi professionelle nok til at respektere vores profession?"

Vel vidende at pressens formidling af mellemøststoffet konstant har konsekvenser. Ikke kun lokalt men for alle de små spejlinger af konflikten, man ser i storbyer verden over.

Det er ingen tilfældighed, at det vigtige spørgsmål blev rejst på netop American Colony Hotel. Det legendariske hotel i Østjerusalem hvor journalister, palæstinensere, jøder m. fl. fører dialog på trods af konfliktens uophørlige rasen udenfor...

'Guds stad' giver på nuværende tidspunkt kun få anledninger til at tro, at krisen nogensinde hører op. Men en af dem kunne måske være American Colony Hotel?

FAKTA
American Colony Hotel
1881. ’American Colony’ grundlægges af det amerikanske ægtepar Mr and Mrs Spafford.
150 mennesker tilslutter sig kolonien, som driver kollektivt landbrug, mejeri, bageri og slagteri. Kolonien opretter skole, hvor både arabiske og jødiske børn bliver elever.
1902. Kolonien åbner et hostel
1916-1917. Kolonien laver gratis måltider til 2.000 sultende indbyggere dagligt samt åbner et hospital
1947. Under den israelsk-arabiske krig omdannes kolonien til Rødekors-hospital.
1993. Hotellet lægger lokaler til de indledende fredsforhandlinger mellem palæstinensere og jøder, der ender som ‘Oslo-aftalen’.
2005. American Colony Hotel ejes stadig af efterkommere af den oprindelige Spafford-familie. Hotellet har ud over pressen været opsøgt af kunstnere fra hele verden som Marc Chagall, Ingrid Bergman, John Le Carré, Graham Green og Saul Bellow.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu