Læsetid: 6 min.

Mere dogmemad til borgerne

København skal være 90 procent økologisk. I dag er 45 procent af alt madforbrug i Københavns Kommunes institutioner økologisk. Men vi vil fordoble målsætningen for 2015. Samtidig skal andelen af økologiske fødevarer i hele København være mindst 20 procent - mod de 10 til 12 procent i dag, som vi allerede har sat verdensrekord med
23. maj 2007

I 2015 bliver det bemærket, hvis frokosten i vuggestuen ikke er økologisk. For det er undtagelsen. Næsten al den mad, der serveres i institutionerne er økologisk. Det er godt for ungerne, og det er godt for miljøet. Og en hel generation får lov til at vokse op med smagen af mad uden tilsætningsstoffer. Måske lyder det som sød fremtidsmusik, men det er det mål, vi arbejder efter. Øget økologi vil nemlig give mærkbare forbedringer i borgernes hverdag.

I 2015 vil landmænd og virksomheder ikke bare producere og sælge økologiske varer, fordi det er det, kunderne vil have, men fordi økologisk produktion medvirker til et renere miljø og bedre dyrevelfærd og giver sundere fødevarer. Økologi handler om holdning og adfærd, og heldigvis har økologi vist sig at være mere end en kortvarig trend. Både de københavnske virksomheder og borgere vælger i disse dage i stigende grad de økologiske tilbud, og Københavns Kommune skal være katalysator for den udvikling. I 2015 vil ingen være i tvivl om, at København har en klar økologisk profil.

Vores vision er, at København skal være verdens miljømetropol - dette gælder også økologien. Derfor har vi sat det ambitiøse mål, at 90 procent af maden i kommunens kantiner og køkkener på plejehjem, børnehaver m.m. skal være økologisk i år 2015. Det er et meget ambitiøst, og der er et stykke vej endnu. I budgetforhandlingerne sidste år fik vi afsat 15 mio. kr. over de næste tre år for at komme målsætningen lidt nærmere, og med en intensiveret indsats er vi overbeviste om, at vi nok skal nå i mål.

Samlet set køber Københavns Kommune fødevarer ind for 200 mio. kr. årligt - og efter de næste års intensive indsats på området skulle vi gerne komme markant tættere på målet om, at 90 procent af indkøbene skal være økologiske. Med den øgede andel økologiske indkøb fra kommunens side pustes der nyt liv i markedet for økologisk mad. Kommunens indkøbsaftaler vil få efterspørgslen på økologiske fødevarer til at stige markant, så afsætningsmulighederne for de økologiske produkter bliver stadigt større. Opturen for det økologiske marked vil forbedre priser og varesortiment for de mange københavnere, der vælger økologiske frem konventionelle fødevarer.

I København ønsker vi dog at være endnu mere ambitiøse. Vi har derfor ligeledes sat et mål om, at andelen af økologiske fødevarer i hele byens madforbrug skal stige til mindst 20 procent. Kommunen skal altså ikke blot sikre, at kommunens kantiner og køkkener serverer økologisk mad, men fungere som dynamo for den økologiske udvikling og smitte af på byens borgere, når de skal ud at købe ind.

Supermarkeder rykker
For mange står privatøkonomien desværre i vejen for at vælge økologien. Ifølge en analyse, som FDB har lavet, er forbrugerne parate til at købe langt mere økologisk, end de gør i dag, hvis bare priserne er lavere og udvalget større. Denne omstillingsparathed hos forbrugerne har været tydelig hos en række af landets supermarkeder. Både Irma, Superbrugsen og Netto har meldt om stor fremgang for de økologiske produkter. Med lidt ekstra eksponering af de økologiske varer, et bredere udvalg og forskellige tilbud er salget steget markant. Salget af økologiske produkter har ellers haft en kort tilbagegang, men nu tyder det altså på, at økologien er vendt stærkt tilbage, hvilket afspejles i københavnernes indkøbskurve. Faktisk har markedet for økologiske varer gennemgået en markant vækst de seneste to år. I 2005 steg salget af økologiske produkter med 12 procent, og i 2006 steg det med 16 procent. Denne udvikling har medført, at flere og flere virksomheder satser på økologi, og at varesortimentet har bredt sig, så det ikke længere kun er få animalske og vegetabilske produkter, der kan fås økologisk, men også alt fra økologiske møbler, tøj, medicinalprodukter, legetøj, indpakningspapir, emballager m.m.

Ifølge Økologisk Landsforening udgør salget af økologiske fødevarer nu ca. syv procent af det samlede fødevaresalg i Danmark og udgør dermed den højeste andel af et fødevaremarked i verden. Hvis regeringen samtidig ville støtte op om det økologiske landbrug ved at nedsætte momsen på sunde fødevarer eller gennem en omlægning af landbrugsstøtten og på den måde sikre borgerne billigere økologiske varer - ja så kunne udviklingen gå endnu stærkere.

I forbindelse med Dogme 2000 blev det besluttet, at 75 procent af kommunens fødevareindkøb skal være økologiske. Dogme 2000 er et samarbejde mellem syv kommuner, som alle har skrevet under på en række dogmeregler for et bedre miljø og et bæredygtigt lokalsamfund. For at sikre, at vi når dette mål, er der under Dogme økologiprojektet ansat en gruppe eksperter, der arrangerer undervisning og hjælper medarbejderne på daginstitutioner, døgninstitutioner, kantiner, idrætsanlæg og plejehjem med at omlægge til økologi. Ideen er at gøre det muligt at omlægge størstedelen af maden til økologi inden for det eksisterende budget ved indførsel af nye rutiner og arbejdsgange.

I år 2006 lå økologiprocenten i Københavns Kommune på 36, i år er andelen af økologiske fødevarer steget til 45 procent. Udviklingen går altså i den rigtige retning, og København nærmer sig støt målet om 75 procent økologi. Med en øget indsats vil vi også kunne nå målet om 90 procents økologi inden 2015.

Op med overliggeren
Økologiprocenten svinger meget mellem de forskellige institutionstyper. Det går utrolig godt for vuggestuer, børnehaver og de integrerede daginstitutioner, her ligger økologiprocenten på mellem 80 og 90. Til gengæld skal vi arbejde mere intensivt for at få plejehjem og fritidshjem med på øko-bølgen. Her svinger økologiprocenten mellem 25 og 45. For at få de sidste med på vognen, både dem, som ikke er kommet i gang med omlægning til økologi, men også dem, hvis økologiprocent halter bagefter, gøres der nu en ekstra indsats i form af opkvalificerings- og inspirationskurser til økonomaer og madmødre rundt omkring i kommunen, tilbud om konsulenthjælp til de enkelte institutioner og kantiner og oprettelse af erfaringsopsamlingsgrupper.

Vi bakker fortsat op om dogme-samarbejdet, men mener samtidig, at tiden er inde til at forhøje overliggeren og nå op på 90 procent økologi i kommunens egne institutioner.

Den meget aktive økologi-indsats har København sat i gang for at støtte den økologiske udvikling og skabe større incitament for landmænd til at lægge om til økologisk produktion - jo større efterspørgslen er, jo bedre kan det betale sig for landmænd at dyrke økologiske afgrøder, og jo billigere vil det blive for forbrugerne at handle økologisk. Som miljøpolitisk flertal vil vi arbejde hårdt for at styrke det økologiske indtog i byen. For selvom der endnu ikke eksisterer konkrete undersøgelser, der viser, at økologiske fødevarer er sundere end konventionelle, er én ting sikkert - ved at spise økologisk kan man undgå unødvendig indtag af pesticider og tilsætningsstoffer. Stoffer, som efter vores mening hverken hører hjemme i naturen eller i vores krop. Forskere kan være nok så uenige om, hvorvidt økologisk mad i sig selv er sundere eller ej, men en omlægning til økologi vil altid være sundere, fordi der arbejdes med kostsammensætningen - mere grønt og mindre kød.

Ifølge en undersøgelse udarbejdet af en række forskere fra Cornell University i New York, er det muligt at fordoble og i nogle tilfælde tredoble udbyttet fra økologisk landbrug. Det vil betyde, at økologisk landbrug i gennemsnit kun vil give omtrent 20 procent lavere afkast end konventionelt landbrug. Når vi tænker på fremtidens landbrug, tænker vi altså ikke kun på værdier som sundhed, miljø, dyrevelfærd og drikkevand, men også på mulighederne inden for økonomi og konkurrenceevne. Hvis yderligere forskning i økologi kan medføre større udbytte fra økologisk landbrug og dermed gøre denne form for jordbrug rentabel, hvorfor så ikke satse på økologisk kvalitet frem for kvantitet?

Med den nye økologiske målsætning håber vi, at København kan være fortrop for den økologiske udvikling og fungere som inspirator for både borgere, andre kommuner og ikke mindst staten.

Klaus Bondam er teknik- og miljøborgmester (R) i København, Anne Vang (S) og Lotte Thiim Bertelsen (SF) er medlemmer af kommunens Teknik- og Miljøudvalg.

Kronikken i morgen: Coaching, Kierkegaard og kuk i selvindsigten

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her