Læsetid: 3 min.

Mere dynamik i samfundet

23. september 2005

"Gå ind på din stue i en fart, så jeg bliver fri for dig. Jeg vil ikke have noget med dig at gøre."

Far til 'Asbjørn', børnehavebarn, ifølge ny SFI-rapport

Pædagogiske debatter har en tendens til at sejle over i en holdningsdiskussion om fri leg og selvforvaltning, eller omvendt øget voksenstyring i skole og daginstitutioner, er bedst for børn. Især går det galt, hvis den ene part standser dialogen ved at trække fantasmet om Den sorte Skole ned fra hylden.

Men nu har diskussionen fået et reelt indhold i form af fire rapporter fra Socialforskningsinstituttet som afslutning på det store forskningsprogram om den sociale arv i Nutidsdanmark, som blev sat i gang i 1999. Rapporterne om folkeskole og daginstitutioner (refereret i gårsdagens Information) bygger på bl.a. pædagogers og instititionslederes egne iagttagelser.

Godt ser det ikke ud. Især får man frisk indsigt i, hvorfor den sociale dynamik i Danmark er gået i stå de senere år. Reelt skyldes mangelen på dynamik ikke for lidt økonomisk ulighed, men for stor kulturel ulighed i samfundet.

Børn og unge mennesker i Danmark vokser nemlig op under meget ulige vilkår, og forskellene bliver stadig større. Samtidig bidrager samfundets dyre og omfattende system af skoler og institutioner tilsyneladende ikke til at skabe mere trafik på tværs af socialklasserne.

DENGODENYHED er, at mere end 85 procent af alle børn går i børnehave og således kan påvirkes fra en ung alder. Fripladser og den aktive indsats for at få indvandrerbørnene med også, har betydet, at også børn fra svage familier nu går i daginstitution.

Den dårlige nyhed er, at det tilsyneladende ikke giver de ringest stilledes børn bedre muligheder end deres forældre for at klare sig, lære noget og sikre sig en bedre fremtid.

En af årsagerne er ifølge SFI-rapporten om de danske daginstitutioner, at de svage børn ofte klumpes sammen i bestemte institutioner. Men ressourcerne følger blot standardnormeringen, og mange børn med mange problemer udløser ikke ekstra- bevillinger til f.eks. oplevelsesture og flere voksne ansatte. Jo, man kan tilknytte en støttepædagog til et enkelt barn, men 15, 30? Som resultat presses pædagogerne - og presses ud.

SFI-kortlægningen konkretiserer også, hvilke kulturelle barrierer, der gør livet svært for børn som 'Asbjørn' i citatet ovenfor. De lider ikke af fugtig og ildelugtende fattigdom, men af kulturelt underskud: I hjemmet læses ingen bøger, man snakker ikke om dyr, farver, hav og vulkaner, holder ikke ferie eller skaber fælles oplevelser, der giver street credit i børnehaven.

Børnene kan med andre ord ikke koderne, og i vuggestue, børnehave og skole kan de ikke 'tage imod' daginstitutionens tilbud om selvforvaltning, fri leg og løs bagkant. De marginaliseres, udvikler sig for lidt og får for mange nederlag.

Som flere pædagoger i undersøgelsen bemærker, bliver nogle børn også stærke af svære vilkår. De bliver vant til at klare sig selv. Hvis styrken ikke kan bruges til andet end at hænge i gardinerne, i børnehave, skole og til slut på bistandskontoret, ja, så er der nok noget, samfundet kunne have gjort bedre.

Men hvem har formet de normer, som Asbjørn ikke kan tage imod? Det har middelklassen, som er den suveræne vinder af de seneste 30 års pædagogiske kulturkamp. Fri leg passer nemlig strålende til børn, der hjemmefra er vant til at blive talt med, læst højt for og trænet i oplevelsens og forhandlingens ædle kunst. De har lært koderne.

FOLKESKOLENERALLEREDE i færd med en større bevidsthed om muligheder og begrænsninger. Set i rapportens lys virker daginstitutionsområdet derimod lammet og nødlidende. Når man ved, at børn fra 0-6 år får erfaringer, der former resten af deres liv, kan det ikke være svært at se, at noget må gøres.

For det første må meget af pædagogikken nytænkes, så pædagogerne kan stimulere alle børn og etablere fællesskaber, der omfatter hele børnegruppen. Personalet må videreuddannes og den igangværende reform af pædagoguddannelsen målrettes dette formål.

For det andet behøver daginstitutionsområdet et økonomisk løft. Det påpeger både formanden for BUPL, Birgit Elgaard, og Bente Jensen fra Danmarks pædagpogiske Universitet, der har stået for undersøgelsen af børneinstitutionsområdet.

Formentlig handler det om en investering i milliardklassen. Det er nødvendigt. Ikke alene, fordi det er menneskeligt uacceptabelt, når samfundet ikke kan bryde den sociale arv. Men også fordi, der er penge at spare ved at give de sociale taberes børn noget at vinde. Livet bliver nemlig hele tiden sværere for de kodeløse, de sære, de umælende, de alt for hidsige og andre, der ikke kan begå sig.

Spørgsmålet bliver, hvordan man effektivt gør noget for de kulturelt fattige uden at ødelægge den frihed og fleksibilitet, der for middelklassen jo har udgjort en reel succes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her